Prioriteringer sker bag ryggen på os

Borgerne skal være en del af prioriteringsprocessen. Ellers står vi med et stort demokratisk problem, mener Keld Thorgård, der er lektor i filosofi ved Aarhus Universitet og forsker i etik i sundhedsvæsenet

I diskussionen om, hvordan man får mest mulig sundhed for pengene, er der en fare for, at man overser nogle helt fundamentale værdier, mener lektor i filosofi ved Aarhus Universitet Keld Thorgård.

Han forsker i etik i sundhedsvæsenet og er bekymret for, om man i jagten på mest sundhed for pengene får skabt et sundhedssystem, vi ikke kan være tilfredse med.

Hvad er problemet med prioriteringsprocessen, som den ser ud i dag?

Der foregår prioriteringer på mange forskellige politiske og professionelle niveauer, og der er ikke nogen gennemskuelig model for, hvordan det foregår. For borgerne kan det være rigtig svært at vide, hvor man skal henvende sig i forhold til de beslutninger, der træffes om, hvad der tilbydes. Der er ikke et sted, hvor man kan komme til orde, og det er en demokratisk udfordring at komme ind på livet af de prioriteringer. Samtidig er det en stor principiel udfordring, at de værdier, som borgeren har en central mening om, er vanskelige at få bragt ind i den her prioriteringsproces, når det foregår så uoverskueligt.

Hvad kan det have af konsekvenser for sundhedsvæsenet?

Det betyder, at prioritering sker bag om ryggen på os. Man risikerer, at højt profilerede områder i sundhedsvæsenet får flere midler på bekostning af de områder, der har svært ved at få adgang til mediernes forsider og fange politikernes opmærksomhed. Vi risikerer, at beslutninger på den måde bliver truffet på baggrund af uklare kriterier, og at aben dermed havner hos de sundhedsprofessionelle.

Hvorfor er det et problem? Fagfolk har vel også kompetencerne?

Lægen kan blive tvunget til at foretage prioriteringer, der kan ødelægge forholdet mellem læge og patient. Der er selvfølgelig prioriteringer, man ikke kan undgå i en travl hverdag, men så vidt det er muligt at undgå prioriteringer i den daglige behandling, skal man gøre det. Så de professionelle kan koncentrere sig om at gøre det bedst mulige for patienten uden at skele til, om det kan svare sig.

LÆS OGSÅ:Sundhedsvæsnet prioriterer mellem liv og død i det skjulte

I dag skeler flere til Storbritannien, hvor man har oprettet et centralt prioriteringsinstitut er det løsningen for det danske sundhedsvæsen?

Problemet med den løsning er, hvis prioriteringer bliver foretaget ud fra et bestemt etisk princip. Det ser man eksempelvis ved sundhedsøkonomiske analyser af omkostninger og effektivitet, hvor sundhedsgevinst gøres op i antallet af kvalitetsjusterede leveår. Man får beslutningsprocessen til at fremstå objektiv og værdineutral, men i virkeligheden hviler processen på en helt klar værdi, nemlig at få så meget sundhedsgevinst som muligt på et overordnet samfundsmæssigt niveau. Ved at gøre prioriteringsbeslutningerne til et teknisk problem overser man samtidig en række konkurrerende værdier som at redde liv, solidaritet, lige adgang til behandling eller at hjælpe de svageste borgere i samfundet. Et prioriteringsinstitut er ikke nødvendigvis en dårlig idé, men det skal bare udformes på en måde, så man tager hensyn til de mange konkurrerende værdier, der kan være i spil.

Hvordan sikrer man så, at de værdier bliver bragt i spil?

Den moralske værdimæssige prioritering, der foregår hele tiden, skal gøres mere tydelig. Det betyder ikke, at prioritering bliver lettere. Der kan ikke opstilles et simpelt organ, men hvis man skal have en diskussion, så kræver det, at man involverer borgere. Den diskussion er ikke en opgave for en række eksperter i en bestemt institution. Balancering af de forskellige værdier i forhold til hinanden kan man ikke hente på andre måder end gennem en samfundsmæssig diskussion. Vi skal have en fælles diskussion om, hvilke værdier vores samfund og sundhedsvæsen skal være orienteret efter.

Hvorfor er det så svært at tale om prioritering?

Prioritering er lidt et farligt ord, og det er synd, for man kan ikke undgå at træffe beslutninger hele tiden. Noget af det, som gør det vanskeligt, er, at mange lader, som om det ikke rigtigt foregår. Alle er bange for at blive gjort til Vorherre, der skal bestemme over liv og død. Derfor er det et følsomt emne at pille ved, som man er meget forsigtig omkring.

Er det overhovedet muligt at træffe valg uden at skele til egne værdier?

Ligegyldigt hvordan man prioriterer, så kommer man til at lave værdimæssige valg. Alle de prioriteringer, vi foretager, er med til at bestemme, hvad det er for værdier, vores sundhedsvæsen er orienteret ud fra.

Ligegyldigt hvilke modeller vi læner os op ad, så træffer vi valg og er der noget, som ikke bør være skjult, så er det, at vi hele tiden er involveret i de værdimæssige diskussioner om, hvilket sundhedsvæsen vi skal have.