Nødvendigt at prioritere

Etisk balance mellem livskvalitet og økonomisk prioritering

Det er fornuftigt og helt rigtigt at tage såkaldte livsafslutningssamtaler med meget syge patienter, som det blev foreslået af flere eksperter i Kristeligt Dagblad i går. Men at blande den enkeltes ønsker til behandling i den sidste tid sammen med sundhedsvæsenets økonomiske udfordringer er en farlig etisk glidebane. Og det er mildest talt forbløffende, at de ældres talsmand, Povl Riis, der er formand for Ældre Forum, i gårsdagens avis foreslog, at man ved en livsafslutningssamtale skulle oplyse patienten om de økonomiske konsekvenser for fællesskabet og andre patienter, hvis den syge ønskede intensiv behandling. Det hører ingen steder hjemme og er kun med til at pirke til den følelse, mange ældre mennesker har – nemlig, at de ligger deres pårørende og samfundet til last.

Det er tilsyneladende heller ikke det, der sker – endnu – på de danske hospitaler. Den meget omtalte sag fra Herlev Hospital, hvor man har skrevet i nogle patienters journal, at de ikke skulle genoplives ved hjertestop, var formentlig helt efter den lægeetiske undervisningsbog, idet lægerne har foretaget et skøn. Den helt store undladelsessynd på Herlev Hospital var, at lægerne sprang over, hvor gærdet var lavest, og undlod at tage den svære, men nødvendige samtale med patienten og dennes familie om, at nu var der ikke mere at gøre behandlingsmæssigt.

Men sagen fra Herlev Hospital rejser også mere principielle spørgsmål om fremtidens sundhedsvæsen. Som sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen sagde i gårsdagens avis, så er sundhedsvæsenet som en gøgeunge, der æder en stadig større andel af de offentlige budgetter. Og når man kombinerer et sundhedsvæsen, der kan tilbyde stadig mere avanceret og dyr behandling og medicin, med en aldrende befolkning, siger det sig selv, at vi står over for store udfordringer som samfund. For at undgå, at vi kommer dertil, hvor behandling af gamle, svækkede eller måske bare livsstilssygdomsramte danskere må vælges fra, er det nødvendigt, at politikerne helt åbent tør tage debatten om prioriteringer i velfærdssamfundet generelt og i sundhedsvæsenet i særdeleshed. For sandheden er jo, at hvis udgifterne til sundhed får lov at vokse som nu, vil det gå hårdt ud over andre ting, som også anses for at være kerneydelser i et velfærdssamfund. Hvor meget skal vi behandle, hvordan og skal der eventuelt indføres brugerbetaling? Det er en ømtålelig og vanskelig diskussion i et samfund, hvor sundhedsvæsenet i høj grad behandler livsstilsrelaterede sygdomme. Men påkrævet og nødvendig. Ikke mindst hvis vi også fremover vil sikre en lige behandling af syge, så det ikke kun er dem, der råber højest, eller som har de bedste forsikringsordninger, der bliver behandlet.