Vores sundhedsvæsen skal måles på, hvordan vi behandler de svageste

Ifølge socialsygeplejekonsulent Nina Brünés kan hospitalspersonale være bange for socialt udsatte patienter som stofmisbrugere med tatoveringer over hele kroppen, få tænder i munden og et brovtende sprog. Frygten bunder i, at personalet ikke ved, hvordan disse patienter bedst håndteres, og i de tilfælde kan en socialsygeplejerske være en rollemodel og vise, hvordan man går til patienten, mener hun. – Foto: Bispebjerg Hospital.

Danske hospitaler er ikke gearede til at modtage patienter med hunde, heroin og guldøl, og selvsamme patienter kan ikke finde ud af at være indlagt. Men det hele går lidt lettere, når specialiserede sygeplejersker socialsygeplejersker agerer stødpude mellem personale og de forhutlede patienter, mener sygeplejerske og konsulent Nina Brünés

Hundehvalpe, heroin, chokoladebarer og guldbajere er ikke fast inventar på de danske hospitaler. Men netop de elementer kan være en del af hverdagen, når hospitalet behandler hjemløse, misbrugere og psykisk syge.

Et par eksempler:

En kvinde er indlagt, kæmper med abstinenser og savner sine hundehvalpe. Resultat: hendes kæreste trasker ind på hospitalet med tre hundehvalpe, som hopper rundt i sengen hos kvinden.

LÆS OGSÅ:
Socialt udsatte får særlige sygeplejersker

En mand skal opereres og skal derfor holde sig fra at indtage mad. Det respekterer han, men alligevel tager personalet ham i at hælde guldøl i sig og gumle på en Mars-bar, og derfor irettesætter de ham. Resultat: Manden er dybt uforstående, for hverken øl eller chokolade er da mad, mener han.

I sådanne situationer er der behov for en person med specialviden, som kan bygge bro mellem hospitalspersonale og patient, mener Nina Brünés, socialsygeplejekonsulent i Region Hovedstaden med en fortid som gadesygeplejerske og tidligere socialsygeplejerske på Bispebjerg Hospital i København.

De her patienter har svært ved at indordne sig. Ikke fordi de ikke vil, men fordi de ikke kan forstå, hvordan hospitalerne fungerer. De er vant til at leve i en jungleverden, og hvis de har abstinenser, håndterer de det selv. Enten går de fra hospitalet, eller de får vennerne til at komme med guldbajere og heroin. Det kan vi ikke have, men vi har ikke begreb om, hvor komplekse deres abstinenser og smerter er. Der kan socialsygeplejerskerne komme ind med et fagligt fokus på, hvordan man går til de her mennesker, siger hun.

Nina Brünés ved, hvad hun taler om. I 2006 bankede hun på døren til Bispebjerg Hospital og blev landets første socialsygeplejerske efter at have arbejdet blandt misbrugere, hjemløse, alkoholikere og psykisk syge i København. Siden da har ordningen vist sig så effektiv, at der pr. den 1. maj vil være socialsygeplejersker på seks af hovedstadens hospitaler: Bispebjerg, Hvidovre, Rigshospitalet, Herlev, Glostrup og Nordsjællands i Hillerød.

I øjeblikket vurderer konsulentvirksomheden Cowi resultaterne af et toårigt projektforløb med socialsygeplejersker på Bispebjerg og Hvidovre, og selvom de endelige resultater først foreligger i juni, er der allerede nu håndfaste konklusioner:

På hospitaler med socialsygeplejersker er de socialt udsatte patienter indlagt markant længere end på hospitaler uden. Det koster penge og kan ud fra en benhård økonomisk betragtning ikke svare sig, men til gengæld forlader de hospitalerne med en langt bedre helbredstilstand, end da de blev indlagt uden at de dog kan karakteriseres som sunde.

Det handler jo om menneskesyn. De udsatte er en gruppe patienter, som i den grad har fortjent at blive behandlet ordentligt, og vi kan ikke være bekendt at lade være. Vores sundhedsvæsen skal måles på, hvordan vi behandler vores svageste, og hvordan vi er som mennesker over for dem, siger Nina Brünés.

Det handler ikke om, at hospitalspersonale ikke vil tage hånd om de mest belastede og belastende patienter. Personalet har de bedste intentioner, pointerer Nina Brünés, men ofte har de en misforstået tilgang til de særlige patienter.

Der er ingen ond vilje, men personalet er ikke klædt på til opgaven og kan derfor ikke altid træffe de rigtige valg. Socialsygeplejersker kan være talerør begge veje og forklare patienten, at det ikke er af ond vilje, at lægen siger, der ikke må være tre hunde i sengen. Og den anden vej kan socialsygeplejersken med fagtermer forklare, at når patienten drikker øl på bænken uden for hospitalet eller tager stoffer på toilettet, er det, fordi han har voldsomme abstinenser eller stærke smerter.

På trods af et generelt velmenende hospitalspersonale er der dog også stereotype opfattelser af den udsatte patientgruppe. En opfattelse, som er generel blandt befolkningen, og som derfor naturligvis også vil være til stede på hospitalerne, fortæller Nina Brünés.

Som samfund kan vi have svært ved at rumme og respektere disse mennesker. Det er, som om hjælpegenet lidt forsvinder, og at vi i stedet møder dem med løftet pegefinger. Det virker bare ikke. Måske er der et levn af, de skal ikke tro, de bare kan komme her og få, men de lever nu engang på den måde, de er hensat til. Det har mange svært ved at anerkende.

Men anerkendelse er tvingende nødvendig, mener hun, og derfor nytter det heller ikke at skubbe de svageste ud fra hospitalerne. Heller ikke selvom intentionen kan være god med specialtandklinikker og rullende skadestuer til hjemløse, for ifølge Nina Brünés placerer det de udsatte i et parallelsamfund, hvor den brede befolkning ikke behøver at forholde sig til dem.

Og det svarer til at tisse i bukserne for at holde varmen, for de her tilbud har slet ikke samme kvalitet som på hospitalerne. Jeg var selv allround-sygeplejerske på gaden og kunne behandle sår, men da ikke lige så godt som sårbehandlingsafdelingen på Bispebjerg.

Spørgsmålet er så, hvorfor ordningen ikke er nået uden for hovedstaden? Nina Brünés har ikke svaret, men hun pointerer, at andre større danske byer har patienter i samme udsatte kategori som hovedstaden.

For at indføre ordningen på hospitalerne kræver det dog, at nogen tager ejerskab for at sætte det i værk. Det hviler også på hendes egne skuldre at udbrede kendskabet, medgiver hun, men hun håber, at erfaringerne fra hovedstaden langsomt vil brede sig, så også regionerne og Christiansborgs politikere kan se, hvad ordningen indeholder. Og socialsygeplejerskerne udgør langt fra en stor udgift, siger Nina Brünés.

Mobile sygeplejeklinikker til gadens folk koster flere millioner, mens en socialsygeplejerske i bund og grund bare er en kittel, en lønning og en mobiltelefon.