Sundhedskrigen er gået grassat

Kroppen, den sunde og den syge, står i centrum, når folk farer aggressivt frem mod de lidt mindre kropsbevidste, dem der åbenlyst nyder at ryge og spise

HVORNÅR ER DET BLEVET acceptabelt at se skævt til de andre? Hvornår blev din næste en fjende? Hvornår blev dit medmenneske reduceret til en smittefare?

Se hende, der afslutter indkøbet i supermarkedet med en fransk hotdog ved bageriudsalget. Enhver kan jo se, at hun burde lade være. Hendes bukser strammer vel rigeligt, hendes bælte holder sammen på en hel del, hendes hage træder ikke rigtig frem. Hun har tydeligvis ikke kontrol over sig selv. Men værre endnu. Hun er en væsentlig omkostningsfaktor for sundhedsvæsenet.

Og hvem skal være med til at betale, når hun alt for tidligt skal indlægges med de sygdomme, der følger med en usund livsstil? Det skal jeg. Så skulle hun ikke se at tage sig lidt sammen og blive en ansvarlig borger i stedet for at udstille sin åbenlyse asociale adfærd?

Se ham der med sit drop i stativ, iklædt hospitalets hvide kimono og hvide sokker, se ham stå uden for indgangen og ryge. Et ynkeligt syn. Tænk at være så afhængig, at man sætter sig selv i en sådan situation. Men det er da trods alt godt, at han står udenfor og fryser lidt, så jeg ikke generes og besmittes af hans skadelige røg.

Og så alligevel. Burde man ikke også forbyde rygning udendørs, både her og der og på fortovsrestauranter? Jeg kunne jo risikere at komme til at indånde andres røg, og det er utåleligt, at sådan en sølle ryger skal skade min sundhed. Og hvad koster han ikke. Selvom han betaler skat af hver eneste cigaret, så koster det endnu mere at behandle ham, når røgens sundhedsskadelige virkninger slår igennem på hans helbred. Der er god grund til at rynke på næsen af ham. Og der er god grund til, at man overalt i medierne, fra sundhedsapostle og fra Hjerteforeningen og fra Kræftens Bekæmpelse udsteder offentlige formaninger.

HVAD ER DER IKKE SKET siden 1970erne. Da rejste en af vore kolleger i tog fra Herning til Århus i en rygerkupé men de medrejsende holdt en hurtig afstemning, og så blev vor ven smidt ud af kupéen. Dengang lød det som en eksotisk historie, men siden har virkeligheden langt overgået fantasien.

Hvorfor har man nu kastet sig over de overvægtige og rygerne? Der er rigtig meget andet, som er sundhedsskadeligt i dagens samfund, ja, uoverskueligt meget, udstødningen fra biler, partikler fra diesel, tilsætningsstoffer i madvarer og legetøj, usunde boliger, indeklimaer på arbejdspladser, og chefer, der er så ubehagelige, at de afstedkommer forhøjet hjerterytme.

Så hvorfor tage lige netop de to grupper som gidsler, de evigt rygende og spisende? Og hvorfor så rå en tone? Hos mange er det blevet helt acceptabelt højlydt at vise sin afsky for rygende og trivelige medborgere, navnlig når de både er smøghungrende og overvægtige. Hvorfor al den fordømmelse og intolerance? Er der tale om en simpel psykologisk mekanisme, et sikkerhedsbehov? Tryghedsnarkomani? I forvejen virker dagligdagen uoverskuelig, så det gælder om at få kontrol med tingene, det vil sige andre. Selv sejler man derudaf, og så er det jo godt at have en syndebuk ved hånden. Hellere bekrige andre end sig selv. Altså, moralisme, det er sagen. Har man det ikke sjovt selv, skal andre minsandten heller ikke more sig med at spise og ryge.

Alligevel forbløffer det os, så åbenlyst folk lufter deres hån af andre. Kunne det skyldes en anden psykologisk mekanisme, en opsparet aggression, summen af dagens små nederlag, som nu skal hældes ud over rygere og spiseglade, som oven i købet ser ud til at være relativ muntre og helt uden aggression, selvom de er jaget vildt.

HAR VI TANKLØST reduceret de medmenneskelige relationer til en sundhedsfaktor og til en side i en lærebog om sundhedsøkonomi? Spiller næstekærlighed ingen rolle?

Det er blevet et mantra at få lov til at leve rigtig længe. Regeringen tager initiativer, der kan forlænge vores liv i tre år. Længe leve-argumentet bruges helt uden blusel i alle sundhedskampagner. Lader du være med at ryge, lever du syv år længere. Holder du dig slank og i form, har du udsigt til flere år på plejehjemmet.

I takt med næstekærlighedens nedgang er der gået religion i vores hang til udødelighed. Bevares, vi taler ikke om saligheden hisset, men om de 3 til 10 til 13 ekstra leveår. Engang lå frelsen i Guds hånd, i dag går det ud på at redde sig et par ekstra år som jubelolding. Enhver bliver salig i sin tro.

Javel, men hvorfor så ikke lade de fede rygere eller de forrygende fede i fred? Skyldes det, at de alt for håndgribeligt minder os om vores dødelighed. Som om man ikke kan dø af ensidig kost og for megen askese.

Kroppen, den sunde og den syge, står i centrum, når folks farer aggressivt frem mod de lidt mindre kropsbevidste, dem der åbenlyst nyder at ryge og spise. Al angst for døden samles i kroppen, for en dag går den til grunde, det ved enhver.

De rygende og spisende har et nydelsesfuldt forhold til deres krop. Oh, at ryge en cigar, nyde snapsen og være en gourmet! De aggressive asketer vil hellere pine deres kroppe på løbebånd i fitnesscentret eller under tarmskylninger i badeværelset. Og fred være med dem. Enhver sin smag! Engang var kroppen Helligåndens tempel, i dag er den syndens hule eller vort skrøbelige hylster. Lille krop, lille krop! Poul Borums svanesang.

Vi går ikke efter at forsone parterne med hinanden, men tonen, sindelaget, den gensidige respekt, hvor er den henne i et samfund, som sætter selv skolebørn under dressur, altid ajour med deres kolesteroltal, for ja, vi benægter det ikke: Sunde børn lærer bedst.

Vi er dog lettere rystet over den intolerante og rå tone, som asketerne anvender over for livsnyderne, som synligt lever livet fuldt ud.

I gamle dage var der som regel en ret så hyggelig stemning i rygekupeer, en mild og snakkesalig ånd. I disse år har sæderne taget en uhyggelig vending, navnlig når man har luftet tanken om at bryde Grundloven ved at indføre forbud mod rygning i eget hjem.

Hvorfor al den ukristelige ånd? Svar udbedes.

Svend Bjerg og Palle H. Steffensen er teologer