Organisationer svigter mennesker med tunge diagnoser

Engang var jeg syg. Meget syg. Det har taget mig lang tid at turde se tilbage og se på, hvor grimt det må have taget sig ud for omverdenen. Og endnu længere tid at turde tale ligeud om det.

Det er det, mennesker, som er psykisk syge, eller som er ved at få det bedre, mangler. Hjælp til at bryde tabuer og tale om alt det, der ikke er politisk korrekt. Da hjælper lidt for vage og blødsødne kampagner ingenting, tværtimod.
LÆS OGSÅ:Alle taber på tabuer om psykisk sygdom

Her er et eksempel på, hvordan jeg var, da jeg var værst:

Alkoholen flyder i blodet, jeg har ikke sovet i halvandet døgn, men jeg er glad, og adrenalinen pumper. Stadig høj efter at være vendt hjem fra et drikkelag, som jeg har drukket tæt med de seneste dage, skruer jeg op for Bob Marley på anlægget og synger med på omkvædet af Three Little Birds, imens jeg danser rundt i stuen. Jeg tænker, at jeg vil forlænge min episke druktur og tage videre til London. I morgen. Ingenting bekymrer mig. Jeg kan helt klart overkomme alt. Med reggaetonerne i baggrunden bestiller jeg billetten.

Tidligt næste morgen har jeg tjekket ind og venter hvileløst i afgangshallen på at stige om bord i flyet. Det er en stille morgen i slutningen af august. De andre medpassagerer sidder søv-nige og skimter i aviserne med trætte øjne. København er knap nok stået op endnu. Jeg går rundt og taler med folk. Køber en fadøl og endnu en. Den sidste taber jeg på gulvet, så den splintres. Dråber og glasskår flyver ud til alle retninger og rammer folk omkring mig. Vi letter fra Kastrup, og jeg ser ned på markerne, som disen har lagt et slør hen over. Jeg lider af flyskræk og føler et ubehag i kroppen, efterhånden som jorden bliver mindre tydelig. For første gang i to et halvt døgn lukker jeg de blodsprængte øjne. Men mine tanker farer af sted. Hele tiden tænker jeg på noget, som associerer tankerne hen på noget andet. Tanker, som løber af sted og flettes rundt mellem hjernens neuroner, så de stikker af i nye retninger. Uafbrudte tankestrømme. Jeg har ikke været i bad i flere dage, mit skæg er vildt, og jeg lugter uden tvivl af sved. For den sags skyld har jeg heller ikke børstet tænder i lang tid. Min sidemand må hade, at han har fået plads ved siden af mig.

Da jeg ankommer til Heathrow om formiddagen, tager jeg Picadilly Line ind mod byen. Det er stadig tidlig morgen i England. Solen ligger lavt hen over forstæderne. På perronerne spankulerer duerne omkring og samler brødkrummer op efter velklædte englændere, som tager en hurtig bid brød på vej til arbejde.

En kvinde med opsat hår sætter sig på sædet over for mig. Hun er velduf-tende. Mit eget tøj er uvasket med snavsede pletter hist og her. Under-bukserne ved jeg ikke, hvornår jeg sidst har skiftet. Jeg ser flygtigt på kvinden. Vores blikke mødes. Hun strammer læberne, så de danner en ret linje på hende, mens hun rynker næsen af væmmelse over et eller andet. Måske min lugt.

Jeg står af ved Piccadilly Circus og flakker rundt i menneskemylderet, indtil jeg finder en afsidesliggende pub og smager en Stella. At jeg sidder på en tilfældig pub i London, er et produkt af en impulsiv handling, hvor min dømmekraft svigtede mig på det tidspunkt, jeg bestilte billetten. Ved bordene sidder barens øvrige gæster. De snakker med hinanden. Mellem bordene og samtalerne sidder jeg alene. Jeg føler tomheden og har svært ved at blive fuld. Følelsen af ikke at høre til nogen steder overmander mig. Nedturen knockouter mig, og min fest er forbi.

Samme dag flyver jeg hjem og opsøger en psykiatrisk afdeling, som indlægger mig. Der er en del uro på afdelingen, og miljøet mellem patienter og personale er i det hele taget usundt. Gennem min sygdomsperiode står det klart for mig, hvor meget sprog og ord betyder. De kan gøre en verden til forskel. På afdelingen bliver jeg ikke mødt af de ord, jeg har brug for. De ansatte virker opgivende og ligefrem koleriske: De kan være konfronterende med en negativ og provokerende sprogbrug. Det virker ikke, som om sundhedspersonalet er klædt godt nok på til at indgå i de sproglige møder med patienterne.

I dag er min tilværelse vendt. Jeg er kommet gennem et hf-studie og har lagt flaskerne på hylden til fordel for en mere aktiv tilværelse. Jeg har besejret tilværelsen og accepteret fortiden. Og mine modpoler mærker jeg ikke. En gang imellem kan jeg være lidt nede, men hvor banalt det end kan lyde, forebygger en løbetur eller anden aktivitet, at mine problemer når at vokse sig større.

Det glædede mig derfor at læse Simone Marita Hedegaards indlæg i Kristeligt Dagblad den 23. januar, Del din psykiske sygdom på Facebook. Her gør hun op med psykisk sygdom ved at oprette en facebookside, hvor man kan skrive om sine erfaringer med psykisk sygdom. Og En af os-projektet, som hun repræsenterer ved at være ambassadør, er bestemt et sympatisk projekt. Det er vigtigt at bryde tabuerne ned.

Men vi må heller ikke glemme dem, som ikke har en facebookprofil. Dem, der lige nu danser ubekymret rundt, sidder dybt nede i flasken. Eller dem, der trækkes ind i psykoser og oplever et gigantisk indre drama blive udspillet. Og som slet ikke er i stand til at kommunikere med nogen som helst. Mennesker, som ikke tænker på at logge ind på et socialt netværk og skrive om sig selv.

Kunne jeg have sat mig foran tastaturet og beskrevet perioden dengang, og havde jeg i det hele taget ressourcerne til det? Næppe!

Efter en vild periode røg jeg ofte ind i bondeangeren. Jeg hadede mig selv for den tilværelse, jeg var i stand til at udleve, og jeg følte mig særdeles afmægtig over for situationen. Af og til tænkte jeg på selvmordets mulighed. Jeg var utrolig flov over mig selv. Dengang fandtes Facebook ikke, men det sidste, jeg havde gjort, var nok at oprette en profil på et socialt medie, så andre kunne få adgang til mit liv.

Bag hver af os gemmer der sig en historie. Og for hver af de historier, vi gemmer, har vi en blufærdighedsgrænse for, hvad man vil fremkalde og gøre tilgængeligt for andre på bestemte tidpunkter i tilværelsen.

Det glæder mig, at Simone Marita Hedegaard har fået justeret sit arbejde efter sine behov, og det er et privilegium at opleve mennesker, som åbent fortæller om psykisk sygdom. Det er med til at skabe nuance og perspektiv, når viften af niveauer bliver bred.

Desværre er det min opfattelse, at langt de fleste organisationer svigter mennesker med tunge patienthistorier og diagnoser. Outsideren, et lille uafhængigt tidsskrift, er en af undtagelserne.

Der er kommet en smartness i organisationerne og fondene, hvor man koncentrerer sig, om de mest populære sygdomme. Eksempelvis ADHD. Der, hvor jeg begynder at stejle og ser en meget uheldig tendens, er, når det er ved at blive så pænt, at den politiske korrekthed overskygger enhver debat. Det er rent ordkløveri at kalde psykisk syge for psykisk sårbare eller særligt sensitive.

Psykisk sygdom er ikke en glamourøs tilstand. Ligesom kræft heller ikke er det. Og ligesom man heller ikke kalder mennesker med kræft for fysiske sårbare, bør man engagere sig mere i sygdommene og de skæbner, som de repræsenterer. Ingen gider høre, de er psykisk sårbare eller sensitive.

Det vil være en underdrivelse at kalde mig psykisk sårbar på det tidspunkt, hvor jeg havde kurs mod London og ramte nedturen på pubben. Hvorfor ikke kalde mig det, jeg var? Syg!

Psykiatrien har brug for ildsjæle som Simone Marita Hedegaard, der er åben omkring sin problemstilling og tør tage ansvar og vil gøre en forskel for at nedbryde tabuer. Og psykiatrien har brug for organisationer og fonde, som gør det samme.

Jonas Jensen, Ballerup