Logik er ofte en mangelvare i vores behandling af syge

Vi bør prioritere den praksis og teknologi, som fordrer logik og sammenhæng, når vi behandler syge mennesker. For det mangler der alt for ofte, mener Jacob Birkler, lektor og formand for Det Etiske Råd

I VORES DEL AF VERDEN og i Danmark især tillægges menneskelivet meget stor værdi. Det bevirker eksempelvis, at vi holdes i live til den bitre ende. En ende, hvor vi bliver meget gamle og meget svækkede.

Livet er ikke noget, vi tager, men noget, vi giver, synes parolen at være. Både ved livets ind- og udgang har vi givet livet krykker og kæmper på livets side med ihærdig indsats og via svimlende økonomiske midler. Men flere steder synes der at mangle logik og sammenhæng.

Tag nu blot vores i øvrigt meget værdifulde praksis bundet til organdonation og transplantation. Et stort operationshold kan stå parat til hurtig aktion, når der skal fjernes en hornhinde fra en død. Samtidig er der mange danskere, som må vente længe på en operation for grå stær. Et indgreb, som ofte kun tager 20 minutter.

LÆS OGSÅ:Skal man være potentiel organdoner fra fødslen

På dette punkt synes vi at behandle døde bedre end levende. Hvordan kan vi egentlig forsvare, at man som hjernedød kan opnå særdeles avancerede kirurgiske indgreb med få timers varsel, når man som levende ikke kan få udført selv simple operationer, som ikke desto mindre kan frigøre én fra årelange invaliderende lidelser?

SVARET LIGGER snublende nær. Det hurtige indgreb er livgivende for andre, hedder det. Men hvad giver mest værdi til livet, kan man nu spørge. En dyr hornhindetransplantation, der giver synet tilbage til én person, eller dusinvis af operationer, som giver forbedret syn til flere. Et spørgsmål om prioritering, hvor logikken ofte mangler.

Ikke sjældent hører man argumentet om, at døde alligevel ikke kan bruge organerne længere. Men hvis mennesket reduceres til brugsværdi, bør vi gå meget længere. Lad os antage, at jeg skriver under på, at min krop skal bruges til sæbeproduktion, når jeg dør. Her vil brugsværdien også kunne sikres. Men dette er ikke livgivende, hedder det.

LÆS OGSÅ:Læger sælger levertransplantationer med donerede organer

Men hvad så med det aborterede foster? Det skal vi alligevel ikke bruge til noget, lyder det ofte kækt. Medicinsk er det alligevel ofte reduceret til biologisk affald.

Til gengæld kan det bruges til forskningsformål, som i meget høj grad kan være livgivende for mange gennem nye behandlingsmuligheder. Men det vil vi heller ikke gå med til, for det er umenneskeligt, hedder det. Men hvorfor er det mere menneskeligt at skære kropsdele ud af døde mennesker for dernæst at sy dem ind under huden på de levende?

Jeg er selvfølgelig modstander af sæbeproduktion fra menneskelig. Jeg er også meget forbeholden, hvad angår brug af aborterede fostre til forskningsformål. Til gengæld er jeg tilhænger af organtransplantation og står tilmeldt som donor i organregistret.

Men nogle gange savnes en logik eller blot lidt refleksion, når ny teknologi tages i brug, og vores praksis skal forsvares. Mennesket er vel ikke noget, vi bruger, lige så lidt som vi skal bruge hinanden blot som middel.

Jeg kan bedre lide tanken om, at livet er noget, vi giver til hinanden. Men selvom livet derfor ikke er noget, vi skal tage fra hinanden, er det ikke ensbetydende med, at vi altid skal kæmpe for at forlænge det.

Jacob Birkler er lektor og formand for Det Etiske Råd