Lægen som patient: Det kliniske blik sløres af relationen

Tegning: Peter M. Jensen

Man løber ind i en række etiske problemer, når lægen må smide kitlen og selv blive indlagt som patient, skriver ledende overlæge Ole J. Hartling

En læge, der behandler sig selv, har en tåbe som patient. Sådan sagde den navnkundige mediciner William Osler (1849-1919).

Mange læger ved, at det er sandt. Men også lægens pårørende lider under lægens manglende dømmekraft, som resulterer i både overbekymring og det modsatte, som er forsømmelighed. Er man læge for sig selv og sine egne, ser man for meget og for lidt, for det kliniske blik er ude af fokus, sløret som det er af relationen.

Da jeg havde fået min datter midt under eksamenslæsning i faget børnesygdomme, stillede jeg en diagnose på hende, en ekstremt sjælden medfødt lidelse, jeg lige havde læst om. Jeg havde bemærket de karakteristiske tegn som blandt andet er katedral-gane og treforkhånd.

Jeg kunne sagtens sprede fingrene på den spæde, bløde hånd, så den måske lignede en trefork. Og var ganen ikke lidt hvælvet? En urolig nat. Næste dag af sted ind på hospitalet, hvor hun var født ugen før. En børnelæge blev tilkaldt. Han undersøgte hende omhyggeligt.

Pludselig så han op på mig med et grin og sagde: Jeg var også selv helt hysterisk, da jeg havde fået mit første barn!. Det var meget beroligende.

Det klassiske billede er, at der, hvor patienten er bange, kan lægen indgyde mod. Sådan vil vi gerne se læge-patient-forholdet, ja, det er næsten idealbilledet. Som Tage Voss skriver i bogen Status på skæret:

Udenfor i køkkenet står far og mor. Deres uro er stor. Natten er mørk, sygdommen knuger dem. Og her er det, at lægen med sine ord, med sit ansigt og sin autoritet løfter ansvaret fra dem. Og når han går, bærer han deres uro med sig gennem mørket, bort.

MEN LÆGEN KAN SELV være i patientens rolle, og uroen kan være stor. Når lægen er på den forkerte side af kanylen, som det udtrykkes. Lægen er angst, og hans viden og lærdom gør ham ikke mindre angst, måske tværtimod. Han kan ikke så let søge tilflugt til lykkelig uvidenhed, og han kan ikke så let blive fri for en ulykkelig viden.

Men der er en anden side af begrebet lægen som patient, og det er, når lægen skal behandle en læge, en kollega.

Her er det nødvendigt at huske på, at kollegaen ikke først og fremmest er læge, men først og fremmest medmenneske og patient. Eller rettere, at han eller hun netop er begge dele.

Jeg er sikker på, at man står sig ved at gøre dilemmaet åbent. Man kan sige noget i retning af: Må jeg spørge, om ikke jeg skal gribe det an, som jeg rutinemæssigt ville gribe det an i alle andre tilfælde, selvom du er læge.

Herved får man anerkendt kollegaens faglighed, og samtidig giver man ham eller hende mulighed for at være patient med den samtidige ængstelse og tryghedsskabende deponering af ansvar. De fleste vil sige ja tak, at det er det, de ønsker. Gør, som du plejer.

Når patienten er en kollega, burde den sproglige barriere i kommunikationen være mindre. Begge kender fagudtrykkene. Men selvom de har en basal og fælles faglig viden, er den læge, som er blevet konsulteret af patienten, i reglen mere specialkyndig på det sygdomsområde, som det drejer sig om.

ALLE DE ETISKE problemer, der knytter sig til at have en kollega som patient, skærpes naturligvis, hvis der er alvorlig sygdom på færde. Når en alvorlig besked om diagnose og behandling skal gives, har det betydning, at både læge og patient(læge) er klar over deres større fællesmængde af viden. Lægens sandhedspligt får ekstra tyngde.

Lægen, der behandler en læge, kan også forfalde til at blive for kæk. Vi er jo kolleger, så .

Lægen kan gå over stregen med sådan en professionel kækhed, som måske udspringer af, at han bliver usikker, fordi han har at gøre med en kollega, der i nogen grad ved besked. Han ser fagfællen, og det skygger for, at han kan se det ængstelige menneske.

Filosoffen Peter Kemp beskrev i en kronik i 1997 sin hustrus alvorlige sygdom og død. Hun var læge. Det var en kronik, der gjorde indtryk. Kemp var yderst kritisk over for lægernes kommunikationsevner.

Han sagde blandt andet: Lægerne talte til min kone som til en lægekollega. De glemte, at hun var et menneske. De glemte, mente han, at hun først og fremmest var et bange menneske, der ville klynge sig til et håb. Hun var også netop blevet mor, så hun var først og fremmest en mor, der skulle rives væk fra sit barn.

I udgangspunktet er lægen som patient i en vanskelig situation både for patient og læge.