Hospitalerne står i et etisk dilemma

Det er rigtig vigtigt at prioritere information til patienter og pårørende meget højt - både generelt og i forbindelse med livstruende forløb, skriver overlæge Lene Jarlbæk. Foto: .

Muligheder for -- og tid til -- den svære samtale omkring livstruende forløb prioriteres ikke højt i et hospitalssystem, hvor produktion er lig med antal af patienter, der kommer igennem systemet, skriver overlæge Lene Jarlbæk

HVOR ER DET GODT, når medierne giver os spændende, sensationsprægede overskrifter som: "Hemmelige koder er udbredte på danske sygehuse". Uanset hvor relevante eller misvisende titlerne er, så giver de anledning til en vigtig debat omkring de beslutninger, der rigtig tit skal tages for patienter, som på grund af sygdom eller ulykke risikerer at dø.

LÆS OGSÅ:
Et spørgsmål om liv eller død

Det mest sikre her i livet er døden. Cirka halvdelen af os dør på et sygehus, derfor skal der i cirka halvdelen af alle dødsfald i Danmark foreligge en lægelig beslutning om, hvorvidt livsforlængende behandling skal undlades.

LÆS OGSÅ:
Lægers kultur gør dem tavse over for døende

Formentlig er der i langt de fleste patientforløb med dødelig udgang en gensidig accept blandt patient, pårørende og personale af, at nu er et livsforløb ved at afslutte.

Så opstår debatten! Hvornår er det tilstrækkeligt at "fornemme", at alle er indforståede med situationen? Konduite, indlevelsesevne og situationsfornemmelse er begreber, som efterhånden synes uønsket i dagens hospitalsverden – hvor det af nogle sidestilles med paternalisme. Desuden passer "fornemmelser" heller ikke ind i hospitalernes kvalitets- og akkrediteringsstandarder.

De regler, der skal overholdes og dokumenteres (ofte i uhåndterbare computerprogrammer), synes efterhånden vigtigere end det menneskelige møde mellem patient og pårørende på den ene side og hospitalets læger og plejepersonale på den anden. Muligheder for – og tid til – den svære samtale omkring livstruende forløb prioriteres ikke højt i et hospitalssystem, hvor produktion er lig med antal af patienter, der kan komme "igennem systemet".

Det synes efterhånden utilladeligt at lade noget usagt, når en person afslutter sit liv på et hospital.

Er vi på vej derhen, hvor man skal anvende specielt vedtagne ord eller sætningskonstruktioner, som man finder på hospitalets intranet under titlen "Regler for anvendelse af ord og sætninger til patient og pårørende, når man mistænker at døden kan komme indenfor en kortere tidshorisont", naturligvis med et link til definitionen af "en kortere tidshorisont"?

Er vi på vej derhen, hvor man skal sørge for at få en underskrift fra patienten på, at man har brugt ordene? Eller sørge for, at det efterfølgende dokumenteres elektronisk?

En gylden regel i kommunikation – nemlig forsøget på at møde patient og pårørende der, hvor de er (underforstået mentalt og følelsesmæssigt) – er efterhånden uforenelig med at opfylde de formelle krav om information, informationens indhold og informeret samtykke.

Et mantra er "informeret samtykke". I den aktuelle debat giver ordet samtykke kun mening i den situation, hvor patienten er enig i beslutningen om at afstå fra yderligere behandling på et intensivafsnit (minus ITA) og/eller genoplivning (IGVH). I en situation, hvor patient og/eller pårørende ikke er enig i den lægelige beslutning om "minus ITA og IGVH" – er det svært at anvende ordet "samtykke", men juridisk set er patienten vel "medinddraget" i beslutningerne?

Så opstår debatten! Kan en patient (eller pårørende) i den situation kræve, at der forsøges genoplivning, hvis der ikke er lægelig indikation for det?

På hvilket niveau skal genoplivningen i så fald forsøges? Skal "alle sejl sættes til"? Hjerte-lungemaskine? Respirator? Kunstigt hjerte? Organtransplantation? Hvor går grænsen, og hvem skal beslutte, hvor den går?

Det er rigtig vigtigt at prioritere information til patienter og pårørende meget højt – både generelt og i forbindelse med livstruende forløb. Debatten om informationens omfang og formidling må aldrig forstumme, men lige så vigtigt er det at anerkende, at vi ikke kan lave regulativer og kontroller for alle situationer, hvor mennesker er involverede, og hvor etiske dilemmaer kan opstå.

I sådanne debatter er det ekstra vigtigt, at personer med magtbeføjelser ikke lader sig rive med af sensationsprægede titler i medierne og enkelthistorier. Som borgere må vi forvente, at disse personer, politikere, sundhedsstyrelser og sygehusledelser, ikke anvender deres magt – blot for at tækkes nuets stemning – til at indføre nye regler og kontrolforanstaltninger, der forhindrer en menneskelig behandling af både patienter, pårørende og personale på vores sygehuse.

Lene Jarlbæk er overlæge i onkologi, ph.d. og tilknyttet Palliativt Videncenter