Får offentligheden fuld indsigt i, hvordan sundhedsvæsenet prioriterer?

Tegning: Peter M. Jensen

Politikerne har smukke, nedskrevne værdier for, hvordan de skal prioritere i sundhedsvæsenet. Men prioriteres der i virkeligheden også efter andre uskrevne regler, spørger Ole Hartling

Prioritering inden for sundhedsvæsenet er et tilbagevendende debatemne og har været det i årevis. For 18 år siden udgav Det Etiske Råd et debatoplæg med netop denne titel, Prioritering inden for sundhedsvæsenet. Det er stadig aktuel læsning.

De værdier og principper, som prioriteringen tager udgangspunkt i, har ikke ændret sig, for eksempel at det menneske, der har størst behov, skal hjælpes først. Vanskeligheder med at vægte principperne over for hinanden, er heller ikke nye. Der kan for eksempel være kollision mellem princippet om at vise barmhjertighed og udøve retfærdighed. Skal én patient have en hjertetransplantation, eller skal et stort antal patienter for det samme beløb hjælpes med kunstige hofteproteser?

I april 2013 har Det Etiske Råd udgivet en antologi om samme emne. Den hedder Etik og prioritering i sundhedsvæsenet hvorfor det er så svært.

LÆS OGSÅ: Det Etiske Råd: Valg og fravalg af patienter sker i det skjulte

Der er stadig enighed om, at prioritering skal ske ud fra nogle værdier. De værdier melder sig med stor selvfølgelighed, for eksempel frihed, lighed, retfærdighed, solidaritet, menneskeværd, barmhjertighed og respekt for selvbestemmelsesret.

Der er også uden videre enighed om, at der ikke må prioriteres efter social status eller ud fra nepotisme. Men sker det? Der må heller ikke prioriteres efter køn, religiøst tilhørsforhold, etnicitet, seksuel orientering eller alder naturligvis ikke. Men sker det? Må der prioriteres med hensyn til formodet selvforskyldt sygdom? Sker det?

Når værdierne er selvfølgelige, hvorfor er det da så svært? Det skyldes, at etisk debat aldrig går på, om man skal ville og vælge det gode og rigtige, for det er der aldrig uenighed om heldigvis, og det er et fint udgangspunkt.

Nej, al etisk debat går på, hvad det gode er, og hvordan man vælger det gode. Det er her, det bliver svært. I forbindelse med Det Etiske Råds udgivelse citeres Sophie Hæstorp Andersen (S), som er medlem af Folketingets Sundhedsudvalg, her i avisen den 12. april. Hun mener, at politikernes værdier er ret tydelige og siger:

Som politikere tager vi meget klart udgangspunkt i værdier som frihed og lighed i sundhed, og hvordan man sikrer, at de mest syge får behandling først. Derfor kan det undre mig, hvis Det Etiske Råd mener, at de værdier ikke kommer frem i lyset.

Men det er heller ikke, hvad Det Etiske Råd mener. De værdier skal såmænd nok komme frem i lyset, det gør de altid, for de tåler jo fint at få kastet dagens lys på sig som så mange andre rigtige og politisk korrekte udsagn. Det Etiske Råds pointe er, at der kan være andre værdier, som er mere lysfølsomme, og som alligevel indgår i prioriteringen, men på en ikke åben måde. Allerede Hæstorp Andersens ord er en debat værd. Hvis det er en værdi for politikerne, at de mest syge skal behandles først, kan man straks spørge, hvorfor politikerne igen og igen afsætter ressourcer til at undersøge raske mennesker. Jeg tænker naturligvis på de forskellige cancerscreeninger af store, raske befolkningsgrupper.

Det seneste eksempel er den planlagte landsdækkende screening for tarmkræft. Der rejses i stigende grad alvorlig tvivl om nytten af disse screeninger, men de trumfes igennem med næsten usvækket kraft. Er det et politisk ønske om at udvise ansvar og handlekraft over for alvorlig sygdom? Er der andre drivkræfter, som ikke kommer åbent frem?

Politikere har tidligere indirekte støttet privathospitaler med fradragsberettigede forsikringsordninger. Hvilke værdier har ligget bag den prioritering? På privathospitaler arbejdes blandt andet med behandlingsindikationer, som mere afspejler forbrugerismens krav om wellness end et egentligt behandlingsbehov ved sygdom.

Er det faktisk sådan, at man med disse to eksempler (screening og privatisering) kan tale om, at de raske ligefrem spærrer for de syge? Det er modsat den værdi om behandling af de mest syge først, som politikeren bekendte sig til.

Allerede nu er der en tendens til, at det er den raskeste og socialt bedst stillede del af befolkningen, som især bruger privathospitaler, praktiserende speciallæger, fysioterapeuter og tandlæger, der lader sig screene. Det er også den gruppe, som benytter det frie sygehusvalg og som gerne bevæger sig over regionsgrænserne.

Prioritering inden for sundhedsvæsenet drejer sig om, hvilke patienter, der skal prioriteres hvornår, hvordan og af hvem. Den opgave bliver slet ikke besvaret med en smuk henvisning til smukke værdier. For er disse værdier blot de åbne og vedtagne og nedskrevne og helt modsigelsesfrie regler, mens der i virkeligheden prioriteres efter uskrevne regler?

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, journalist og forfatter Kåre Gade og højskoleforstander Thue Kjærhus