Et spørgsmål om liv eller død
Den aktuelle sag fra Herlev Hospital om lægers vurdering af, hvem der skal have adgang til livsforlængende behandling, handler om et klassisk dilemma i sundhedsvæsenet: Hvornår er en behandling til gavn for patienten? En læge, en filosof og en sundhedsetiker giver her deres bud
På Herlev Hospital har to læger diskuteret, hvorvidt en ældre kvinde med Parkinsons sygdom skulle have intensiv pleje i tilfælde af hjertestop. Tilsyneladende ud fra en vurdering af, at hun havde hjemmehjælp fire gange om dagen og brugte rollator. Det offentlige Danmark er blevet tilhørere til denne vurdering af et ældre menneskes livskvalitet gennem en skjult lydoptagelse afspillet på TV 2 Nyhederne i bedste sendetid.
Siden har både sundhedsministeren, læger og eksperter i sundhedsret understreget, at hverken brug af hjemmehjælp eller lignende sociale forhold bør være kriterier, når lægerne skal beslutte, hvorvidt en patient skal have adgang til livsforlængende behandling. En af dem, der trækker en streg, er overlæge og formand for Lægeforeningens etiske udvalg Poul Jaszczak.
"Jeg bliver nødt til at sige højt: Det er en samfundsdebat og en politisk opgave, hvorvidt man skal fravælge at behandle nogle mennesker frem for andre – det er ikke lægernes opgave. Med udgangspunkt i lægeløftet skal vi hjælpe og lindre. Og hvis man benytter sig af andre kriterier end de medicinske, er det i modstrid med grundlaget for lægens funktion," siger han.
Når det er sagt, foretager danske læger dagligt stribevis af skøn i forhold til, hvorvidt man skal behandle eller undlade at behandle alvorligt syge patienter. Og indimellem handler de skøn også om, hvorvidt respiratoren skal slukkes, genoplivning skal opgives, eller man skal skrue ned for sondemaden og op for morfinen.
"Man er altid nødt til at overveje, om behandlingen kan flytte patienten, og vurdere, om den skader mere, end den gavner. Dermed kan man komme i en situation, hvor lægen skal træffe det svære valg at sige: Nu stopper vi," siger Poul Jaszczak.
Formand for Det Etiske Råd, filosof og forfatter til flere bøger om sundhedsetik Jacob Birkler har i sit arbejde fulgt sundhedspersonale på sygehusgangene rundt om i Danmark. Han finder eksemplet fra lydoptagelsen fra Herlev Hospital "stødende", men kalder kernen i historierne for "et klassisk etisk dilemma" med patientens med-indragelse og selvbestemmelse på den ene side og på den anden side den faglige bedrevidenhed, professionalisme og ansvaret hos sundhedspersonalet.
"Findes der nogen større menneskelig fejl end at tro at vide, hvad der er rigtigt for andre, uden faktisk at vide det med sikkerhed? Læger skal jo have den faglige viden, men når det gælder vurdering af livskvalitet, kræver det en overmåde stor ydmyghed," siger Jacob Birkler.
Han mener, at det danske sundhedsvæsen bør sigte imod at hjælpe til livet og ikke til døden.
"Men jeg ser ikke noget, der trækker i retning af det modsatte. Jeg oplever rigtig mange, i særdeleshed sygeplejersker, men også læger, der siger: Nu har vi gjort det og det. Og det er faktisk praktisk og teknisk muligt at gøre mere. Men så spørger de sig selv: Til hvad nytte? Var det ikke bedre, at patienten fik lov at sige roligt farvel til de pårørende, end at han døde på operationsbordet? Omvendt er de i tvivl, for det kan også gå godt. Og hvordan skal de vurdere patientens livskvalitet? Det er ikke let, og det skal aldrig blive let."
Filosof ved Københavns Universitet Klemens Kappel var allerede for tre år siden med til at rejse debatten om lægernes kommunikation med patienterne om, hvorvidt livsforlængende behandling skal tilbydes eller ej:
"Livskvalitetsvurdering er der ikke noget nyt i – i medicin har man altid behandlet, så godt man kunne, og ladet være, hvis man mente, at det ikke gjorde en positiv forskel. Patienten har retten til at sige, om han vil have en behandling eller ej, selvom patienten ikke har ret til at vælge hvilken som helst behandling. Og i sidste ende er det lægerne, der foretager et skøn af, om behandlingen har udsigt til at have effekt i forhold til, at folk får det bedre, fungerer igen og lever lidt længere. Men det er da også et skøn, om det liv, der kommer ud af det, er et, vi kan genkende. Og om det er et liv, personen er interesseret i at have. Ideelt set er det en vurdering, læge og patient skal tage sammen, men i praksis kan det ideal være svært at nå," siger Klemens Kappel.
Klemens Kappel var i sit tidligere medlemskab af Det Etiske Råd en af få fortalere for aktiv dødshjælp. Han mener, at man mangler åbenhed på hospitalerne omkring livsforlængende behandling eller ej. Og at der derfor foregår ting i sundhedsvæsenet, som i hans øjne ofte kan være meget værre end aktiv dødshjælp, fordi der ikke bliver talt med patienterne om det:
"Mit indtryk er ikke, at lægerne gør sig store anstrengelser for at aflive patienterne. Jeg tror faktisk, at i mange tilfælde, hvor man har truffet beslutning om, at der ikke skal genoplives, vil mange berørte parter sige, at det, kan de godt se, var en meget rimelig beslutning. Men man kunne forhindre de mange spekulationer ved at have en mere åben og transparent praksis omkring det."