Dilemma: Skal det offentlige opsøge usunde borgere?

Bør det offentlige blande sig i, hvor sundt eller usundt folk vælger at leve deres liv? Foto: S.Thomsen

MED AFSTEMNING Københavns Kommune vil forbedre borgernes sundhed og trivsel med uanmeldte besøg og telefonopringninger fra kommunen til uuddannede borgere i udsatte kvarterer. Men der er uenighed om, hvorvidt det offentlige bør blande sig i, hvad der sker inden for hjemmets fire vægge

Nej, mener Simon Emil Ammitzbøl, politisk ord-fører, Liberal Alliance

Jeg ved snart ikke, hvornår ordet chokerende er passende længere. Det virker, som om SF helt grænseløst tolker på, hvornår det offentlige har ret til at blande sig i den enkelte borgers liv. Jeg synes, det er en skræmmende tanke, at staten kommer uanmeldt på besøg for at sige, at man lever sit liv forkert.

Jeg har læst debatindlæg, hvor man sammenligner rygestopindsatsen med DDRs anstrengelser for at vænne borgerne af med rygning med forbud og tilbud om terapi. Den sammenligning, synes jeg, er meget passende.

Men sagen er, at der er en stor ulighed i social sundhed i blandt andet København. Bør det offentlige ikke reagere på det?

Borgere, der lever i frihed og i et frit land, træffer forskellige valg, og de valg har forskellige konsekvenser. Hvis det offentlige vil sikre sig, at alle får samme sunde livsstil, kommer borgerne til at leve et liv i ufrihed. Der er dybest set tale om en menneskelig form for planøkonomi. Vi skal bare passe ind i statistikkerne.

Sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen argumenterer for, at man forsøger at nå den gruppe borgere, som kan finde det offentlige system uoverskueligt, i øjenhøjde. Er det ikke værd at prøve?

Jeg synes personligt, det er spild af penge fra det offentlige. Det er grænseoverskridende at foreslå, at myndighederne skal bestemme, hvordan du og jeg skal leve vores liv. Vi har et godt system nu, hvor borgerne kan henvende sig, hvis de har brug for hjælp. Jeg synes forslaget er et eksempel på, at hvis der ikke er større problemer i samfundet, så opfinder man dem selv.

LÆS OGSÅ:Borgere mødes af sundhedsevangelisation

Hvordan bør det offentlige så i stedet forsøge at stoppe social ulighed på sundhedsområdet?

Man bør ikke gøre noget som helst. Man bør sørge for, at sådan nogle som Ninna Thomsen holder snotten for sig selv, og for at borgere kan leve deres liv i fred. Det er deres ret.

Så der skal slet ikke gøres noget for at hjælpe den gruppe borgere, der har brug for det, men ikke selv opsøger systemet?

Hvis de kommer og har brug for hjælp, skal de selvfølgelig have det, men den her mani med, at det offentlige skal til at blande sig i, hvordan hver enkelt lever sit liv i detaljer, det bryder jeg mig ikke om.

Jo, det offentlige skal opsøge usunde borgere, mener Ninna Thomsen (SF), sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune

Vi har stor social ulighed i sundhed i Københavns Kommune. I Bispebjerg er levealderen på samme niveau som i Albanien, og samtidig viser undersøgelser, at flere end tre ud af fire af de københavnske rygere gerne vil stoppe med at ryge. Derfor synes jeg, vi skylder befolkningen at prøve forskellige tiltag af. Det er meget muligt, at de veluddannede selv kan finde frem til kommunens tilbud om rygestopkurser, men den viden skal rundt til alle. Hvor nogle selv kan henvende sig, har andre brug for, at man møder dem i øjenhøjde.

Etisk Råds næstformand, Ester Larsen, kaldte forslaget om at banke på hos borgerne for et overgreb. Overskrider man ikke grænsen for, hvor meget det offentlige bør blande sig i menneskers privatliv?

Jeg synes, debatten er vigtig, for selvfølgelig er der grænser, og vi skal finde en balance, hvor vi respekterer individets rettigheder. Hvis borgerne ikke ønsker at snakke med kommunen, kan de enten lægge på eller sige nej tak, og så lader vi være med at forstyrre dem mere. Danskerne er myndige mennesker, der kan sige til og fra.

LÆS OGSÅ:
Nogle steder banker jeg på 10-15 gange, før der bliver åbnet

Derudover skal vi undersøge, hvilke indgange vi i forvejen har. Vores tanke er, at vi kan ruste nogle af de offentligt ansatte, der i forvejen kommer i hjemmene, til også at snakke om sundhed. Få hjemmehjælpere til at snakke med de ældre om kommunens tilbud om alkohol eller røg, eller lærere til at spørge ind til sundhed og trivsel.

Er der så ikke en risiko for, at borgeren mister tilliden til eksempelvis hjemmehjælpere og lærere at de pludselig vil opfatte dem som spioner for det offentlige?

Nej, det er jeg ikke bange for. Vi kommer med tilbud og ikke kontrol og har dygtige medarbejdere. Men det er klart, at hvis det ikke virker, eller hvis det er for grænseoverskridende, og vi bombarderes med klager, så stopper vi det. Men indtil videre har jeg ikke modtaget nogen klager.

Kan man ikke forestille sig, at nogle borgere bliver forargede over at blive sat i bås som usunde?

Som jeg ser det, handler det om at målrette sin indsats og se, hvad der virker for forskellige grupper. Vi ved, at mange borgere, blandt andre kortuddannede, bedst nås med en direkte dialog, hvor man taler stille og roligt om tingene og giver plads til alle typer spørgsmål. Jeg synes ikke, man kan sige, at én model passer på alle mennesker.