Det er netop min rolle som læge, der forpligter mig til at råbe op

Sociallæge Vibeke Manniche er en af de fagpersoner, der ofte blander sig i en aktuel debat og deler diagnoser ud om folk, hun ikke kender. Risikoen for at krænke nogen fratager ikke forpligtelsen til at blande sig med det, man ved, siger hun

Sociallæge og debattør Vibeke Manniche blander sig ofte i sager om vold og misrøgt særligt når der er børn involveret. Senest har hun sat spørgsmålstegn ved instruktør Niels Malmros rolle i konens drab på deres fælles barn og kaldt faren til den fireårige dreng fra Aalborg, der blev kvalt af sin mor, for unormal, patetisk og usympatisk.

Lægetitlen bør ikke afholde, men tværtimod forpligte læger til at udtale sig, mener hun

LÆS OGSÅ: Lægers fjern-diagnoser kritiseres som uetiske

Mit udgangspunkt er og har altid været barnets tarv, og det er klart, at jeg som mangeårig sociallæge og børnelæge har indgående kendskab til udsatte børns vilkår og de trusler, der kan være mod dem. Når jeg så hører om så frygtelige forbrydelser som mord på små, helt forsvarsløse børn, så er det da min pligt at nuancere debatten og pege på, at mønten har to sider. Det er ikke for at pege fingre eller hænge nogen ud, det er for at sige, at sager som disse er komplekse. Der er ikke bare en desperat mor, men også et system, der har svigtet, og en far, der har opført sig meget besynderligt, og hvis rolle i tragedien vi slet ikke kender.

Men kan du forstå, at en mand, der netop har mistet sin fireårige søn, kan føle sig krænket, når en læge på sin blog skriver, at han er patetisk, opfører sig unormalt og leder tankerne hen på psykopati. Du har jo aldrig mødt ham?

Jeg diagnosticerer ham jo netop heller ikke, men jeg kan da ikke andet end bemærke, at han har en påfaldende adfærd, når han skamrider medierne så kort tid efter barnets død. Det hører med til billedet, og derfor kommenterer jeg det. Han har jo selv stukket hovedet frem og ønsker offentlighedens bevågenhed. Jeg ville da ikke drømme om at udtale mig om menneskers tab og dræbte børn, hvis de mennesker som det også er tilfældet med Malmros ikke inviterede til det. Men når det bliver lagt frem, så er det min pligt at byde ind med det, jeg ved.

Men du ved jo netop ikke noget om de konkrete sager, din viden er jo generel. Har du ikke et større ansvar for at være sikker i din sag, når du udtaler dig som læge og menneskekender?

Jamen, du har da ret i, at det er en balance, og at der er risiko for at krænke nogle mennesker. Vi bærer da et stort ansvar som læger og psykologer, men det fratager os da ikke retten til at blande os, når vi netop på grund af vores faglighed har noget vigtigt at sige. Det er netop min rolle som læge, der forpligter mig til at råbe op, og det er helt i tråd med de lægeetiske regler. Jeg ser barnet, der er slået ihjel. Det er det barn og andre børn, jeg taler for. Og jeg må sige, at jeg er ensom på pladsen. Der er mange bangebukse, der netop ikke tør blande sig, fordi de er bange for kritikken og chikanen og har berøringsangst eller blot er ligeglade.

Formand for Lægeforeningens Etiske Udvalg mener, at det undergraver tilliden til lægestanden, når læger udtaler sig i konkrete sager, de ikke har kendskab til. Hvad synes du om den udlægning?

Jeg synes, det er en tarvelig udlægning. Det er klart, at det er en svær balance, men mit ærinde er aldrig at krænke, det er udelukkende barnets tarv og at tale børns sag. Og vi må erkende, at det er i kølvandet på disse sager, at forandringerne og lovændringerne sker. Det er, når vi holder fast i de grimme sager og tør se ordentligt på dem, at tingene rykker sig. Og jeg har da gudskelov stadig min ytringsfrihed, uanset hvad denne kollega måtte mene, siger Vibeke Manniche og citerer en paragraf fra de lægeetiske regler:

En læge, der bliver opmærksom på forhold, som lægen opfatter som sundhedsfagligt uforsvarlige, bør tilkendegive sin mening herom ved underretning af tilsynsmyndigheden samt ved deltagelse i den offentlige debat.

Fjerndiagnoser i medierne