Det blinde øje til uligheden
Forskelle øges med den nye diagnoseliste
JEG ER GLAD FOR, at folketingsmedlem Leif Lahn Jensen (S) bruger tid på at skrive et debatindlæg, der skal imødegå Gigtforeningens kritik af sygedagpengereformen (Kristeligt Dagblad den 8. marts).
Desværre forholder han sig ikke til essensen af vores kritik, men til helt andre sider af sagen.
Gigtforeningen har kritiseret den diagnoseliste, der er en grundpille i hele sygedagpengereformen, for at skabe ny ulighed i livstruende sygdomme. Ved at give nogle diagnoser særstatus, udpeger politikerne samtidig andre alvorlige sygdomme som mindre alvorlige at være truet på livet af. Og politikerne lægger samtidig op til, at det skal være økonomisk bedre at være dødssyg af den ene sygdom end af den anden.
LÆS OGSÅ: Hver tredje alvorligt syge mister sygedagpengene
Men Leif Lahn Jensen nævner i sit forsvar ikke diagnoselisten med et eneste ord. Derimod skriver han om, at udspillet sikrer, at man efter et halvt års sygdom mod tidligere 12 måneders sygdom enten bliver forlænget på sygedagpenge eller får en ydelse svarende til kontanthjælp.
For de mennesker, der lider af en af de 11 sygdomme på diagnoselisten, er det en forbedring. For mange andre vil det være en klar forringelse. Det gør en stor forskel, om man er på sygedagpenge eller en kontanthjælpslignende ydelse. Helt konkret er forskellen op imod 7000 kroner om måneden. Og endnu en gang afhænger det af, hvilken diagnose man har.
Ingen står udenfor, skriver Leif Lahn Jensen. Nej, det er rigtigt. Men inden for de nye rammer lægger man nu op til en hidtil ukendt forskelsbehandling af syge. Man vil skabe et A-hold og et D-hold blandt alvorligt syge.
Det vælger Leif Lahn Jensen åbenbart at lukke øjnene for. Og han undgår behændigt at forholde sig til den del af kritikken. Det ville klæde ham at forholde sig til fakta. At vende det blinde øje til ulighed, fører ikke til mere lighed.
Lene Witte er direktør i Gigtforeningen