Den nødvendige tillid

Lægens tavshedspligt er et oprindeligt etisk krav, som beskytter tillidsforholdet mellem patient og læge. Den oldgræske læge Hippokrates formulerede buddet i sin berømte lægeed fra cirka år 400 f. Kr.

Pligten er gentaget i det danske lægeløfte fra 1815 og i de nutidige lægeetiske regler. Tavshedspligten modsvarer patientens ret til fortrolighed.

Sundhedsloven fra 2005 har også en paragraf om tavshedspligten: En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger.
LÆS OGSÅ: Jeg bliver presset ind i en dommerrolle

En tyv er kommet til skade under et indbrud og henvender sig på skadestuen med et snitsår på hånden. Lidt efter dukker politiet op og spørger, om en blødende patient har henvendt sig, da der er fundet blod på gerningsstedet. Skal personalet nu bekræfte, at det har behandlet den tilskadekomne eller ligefrem oplyse navn, cpr-nummer og adresse? Nej, det ville være et brud på sundhedsloven og de etiske regler. Det er faktisk ikke læger og sygeplejerskers primære opgave at bistå politiet med opklaringsarbejdet.

En umiddelbar tanke er, at enhver borger da altid må hjælpe politiet med at holde lov og orden. Men det er en forenkling, som har konsekvenser. Hvis sundhedspersonalet uden videre kan bryde tavshedspligten, vil mennesker på kant med loven ikke turde henvende sig for at få hjælp. Læger kan så ikke leve op til den grundlæggende samaritanske pligt, at de hjælper alle, som har hjælp behov. Alle, uanset hvem det er også for eksempel tyve, falskmøntnere, dyremishandlere, skatteunddragere, mennesker, der udfører eller køber sort arbejde. Hvis læger kun skulle behandle skyldfri mennesker, ville der næppe være mange patienter.

Lægen kan bryde tavshedspligten i alvorlige tilfælde. Eksempler er livsfare, at større ulykker kan afværges og ved overgreb mod børn. Men i to meget omtalte sager i forbindelse med demonstrationer på Nørrebro i København i 1993 og efter gadekampe i Odense i 1995 fik politiet med dommerkendelse udleveret navne på tilskadekomne. Lægerne protesterede, for patienterne havde henvendt sig i tillid til sygehusets tavshedspligt, og der var kun sket materiel skade og mindre kvæstelser.

Når en borger i vore dage ringer 112 for at få hjælp, er det uden for Storkøbenhavn politiet, der tager telefonen. Drejer det sig om sygdom eller tilskadekomst, dirigeres samtalen videre til en sundhedsfaglig person. Så burde politiet lægge røret, men de lytter ofte med, når patienten udspørges om, hvad der er sket, og om symptomer. Det er ikke i overensstemmelse med Sundhedsloven. Læger har kritiseret den praksis, men det bliver opfattet som beskyldninger mod politiet, der da kun handler i den bedste mening og alene for at hjælpe.

Det er for ureflekteret at acceptere, at sådanne gode hensigter uden videre kan berettige et brud på tavshedspligten. Der kan nemlig altid findes tilsyneladende gode begrundelser, og så bliver lovens beskyttelse mod, at oplysninger om patienten tilgår andre, svær at opretholde. Lægen må henvise til relativt upræcise værdighedsbegreber og til etiske fordringer, som ikke kan måles og beskrives. Det er ofte svært at bevise, at der sker en konkret skade ved at bryde tavshedspligten.

Heroverfor kan samfundet let påpege en relevant interesse, og at det har stor betydning at få fat i informationerne. Balancen mellem tavshed og brud på tavshed bliver da bestemt af magtforhold snarere end af en varetagelse af patientens interesser.

Der er så megen information, som så mange gerne vil have, og der er så mange gode begrundelser for at få indsigt i patientoplysninger. Samfundet har brug for sygdomsstatistikker for at kunne tilrettelægge sundhedskampagner, lave budgetter for sundhedsydelser, kende til sygdomsudvikling og så videre. Disse års frygt for terror synes også at legitimere, at informationer om patienter indhentes. Enhver infektion kunne være et biologisk angreb, ja, enhver infektion kunne være et angreb på landet.

Nogle har den opfattelse, at læger bare værner om deres tavshedspligt, fordi det giver magt at have information, som andre ikke har. Eller at læger henviser til deres tavshedspligt på grund af selvhøjtidelighed, så deres arbejde kan tage sig mere betydningsfuldt ud. De udlægninger er både ildesindede og forkerte. Enhver, der har brug for lægehjælp, skal kunne henvende sig i tillid til, at oplysninger ikke videregives.

Lægens tavshedspligt beskytter patientens ret til fortrolighed og er en uomgængelig forudsætning for det nødvendige tillidsforhold mellem patient og læge.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen og journalist og forfatter Kåre Gade