Vi kræver perfekte politikere, men elsker når de ikke er det
Ifølge eksperter handler sommerens to store politiske sager om Lene Espersen og Helle Thorning-Schmidt ikke ret meget om politik. I stedet handler de om, at toppolitikeres personlige integritet er kommet til at betyde mere end ideologi og fælles moral
Den 28. maj 2010 trådte den konservative partiformand og udenrigsminister Lene Espersen frem i medierne og undskyldte, at hun 58 dage tidligere var udeblevet fra det arktiske topmøde for at holde ferie på Mallorca.
Det var hun ellers i sin gode ret til at gøre, men prioriteringen strider mod den klassisk konservative dyd, at man skal passe sit arbejde flittigt. Lene Espersen forklarede da også, at hun sagde undskyld, fordi sagen havde belastet den tillid, hun gennem 16 år har opbygget hos vælgerne: "En tillid til, at jeg gør det så godt, som jeg kan".
Godt to måneder senere, den 30. juli, afbrød den socialdemokratiske partiformand, Helle Thorning-Schmidt, sin sommerferie for over for medierne at beklage, at hun havde begået fejl og været "sløset" med sine oplysninger til skattevæsenet om, hvor meget tid hendes ægtefælle, Stephen Kinnock, tilbringer i henholdsvis Danmark og Schweiz.
Principielt kunne hun have indtaget det standpunkt, at hendes mands skatteforhold alene er en sag mellem parret og skattevæsenet. Men det er svært, når man er leder af et parti, som hylder solidaritet og ser med dyb skepsis på millionærer, der slipper for let i skat. "Det er vigtigt for mig at sige, at vi ikke har gjort det bevidst for at snyde," sagde oppositionslederen igen og igen.
Sagerne om de to toppolitikeres personlige fejldispositioner har fyldt medierne hele sommeren og har tydeligt kunnet aflæses i de politiske meningsmålinger i form af nedadgående kurver for De Konservative og Socialdemokraterne.
Ifølge eksperter er der mange forskelle på de to sager, men der er også flere ligheder. Ingen af sagerne handler direkte om ideologi eller de politiske mærkesager, de to partier og deres ledere går til valg på. Derimod illustrerer sagerne, hvor vigtigt det er for en toppolitiker, at hun som person lever op til de forestillinger, vælgerne har om hende. Derfor undskylder Espersen og Thorning primært deres handlinger, fordi de har kunnet skabe tvivl blandt vælgerne om deres integritet og autenticitet.
"Frem for alt forventes der en høj personlig integritet hos politikerne i dag. Og når der pludselig kastes mistanke om for eksempel dovenskab eller griskhed på dem, bliver folk i tvivl om, hvorvidt de overhovedet har integritet," siger Anne Marie Pahuus, filosof og institutleder ved Aarhus Universitet.
Hun definerer personlig integritet som en forening af en politikers politiske principper, egne visioner for fællesskabet og ikke mindst personlige egenskaber.
"Jeg tror, at dette krav til politikerne forstærkes af, at mange føler sig ledelsesløse i øjeblikket. Især Lene Espersen og Helle Thorning-Schmidt kandiderer til det politiske lederskab. Derfor det er også rimeligt nok, at medierne og folk fokuserer på deres integritet. Og jeg tror, at den eneste måde, de kan kringle sig ud af det her, er ved at vise, at det er enkeltstående fejl – at det ikke karakteriserer selve deres karakter. Det er tilsyneladende også den opgave, som Helle Thorning-Schmidt har givet sig selv – nemlig at godtgøre over for vælgerne, at det ikke var en forsætlig fejl," forklarer hun.
Netop den enkelte politikers behov for at vise, at hun er et ægte menneske, man kan have tillid til, er typisk for en tid, hvor etik og moral er blevet meget bøjelige begreber. Det mener Ole Bjerg, forskningsadjunkt ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved CBS Handelshøjskolen I København, som tidligere i år udgav bogen "Etik uden moral".
"Politikeres personlige moral er blevet meget mere vigtig i løbet af de seneste årtier. Det er blevet meget afgørende, at de på det personlige plan er ubeklikkelige. Formentlig fordi politik i den samme periode er blevet af-ideologiseret," siger han.
Ole Bjerg tilføjer, at det er typisk for vor tid, at det ikke er de samme etiske og moralske regler, der gælder for alle. Idealet er nemlig ikke, at man som toppolitiker skal gøre det universelt rigtige, men det, der er rigtigt i forhold til, hvem man er som person, og hvilke værdier man repræsenterer.
"I dag handler moral ikke så meget om, hvorvidt man lever op til nogle faste regler, men om at fremstå autentisk," forklarer han.
Sat på spidsen ville det altså nok være mindre problemer, hvis socialdemokraten prioriterede familien over topmødet, og hvis den konservative havde været lidt vel skatteteknisk kreativ.
Ole Bjerg vurderer, at Espersen-sagen og Thorning-sagen også har vokset sig store, fordi "medierne forventer, at politikerne er overmennesker", og fordi de to politikere accepterer mediernes dagsorden om, at de bør sige undskyld. De kunne have overvejet at kopiere tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) legendariske afvisning: "Der er ikke noget at komme efter."
Ifølge Svend Brinkmann, psykolog og professor ved Aalborg Universitet, er de to sager symptom på, at der er sket en psykologisering af det politiske liv.
"De personlige egenskaber og det at fremstå troværdig har fået afgørende betydning. Det er et problem, fordi hele den popularitetskultur, som både medier, politikere og borgere bidrager til, tager fokus fra det, man burde diskutere: Hvordan samfundet skal udvikles," siger Svend Brinkmann.
Han tilføjer, at man ud fra substansen kunne undre sig over, at Espersen- og Thorning-sagerne har fyldt så meget i medierne. Men de opfylder et klassisk psykologisk behov hos befolkningen til dels at ophøje politikerne, dels pille dem ned igen.
"Det er lidt ligesom et fader- eller moder-forhold. Vi vil gerne have politikerne som nogen, vi kan se op til, men samtidig kan vi godt lide det, når de træder ved siden af," forklarer han.
Spørgsmålet er så, om sagerne blot er kortvarige forstyrrelser i to politiske karrierer. Om de vælgere, der har flyttet sig hen over sommeren, snart flytter sig igen. Det kan meget vel være, vurderer samfundsforskeren Johannes Andersen, lektor ved Aalborg Universitet.
Han er enig i, at de to sager begge er udtryk for, at personen er kommet til at fylde meget mere end synspunktet i moderne politik. Samtidig ser han dog også en markant forskel på de to sager.
"Sagen om Lene Espersen begynder ikke med udeblivelsen fra et topmøde, men med hendes fejlslagne forsøg på som ny formand at forny sit parti. Da det ikke lykkedes, kunne hun vise sit værd ved at arbejde hårdt. Derfor kom hun i vanskeligheder, da hun kom til at fremstå som doven," forklarer Johannes Andersen og tilføjer:
"Mens Helle Thorning-Schmidts sag handler om troværdighed som socialdemokrat, handler Lene Espersens sag om troværdighed som leder. Og det sidste er mere problematisk."