Uretfærdigt at jeg måtte gå

Danmarks statsminister 1982-93 har skrevet sine erindringer: »Sikken et liv«. 70-årige Poul Schlüter lægger ikke fingrene imellem i beskrivelsen af folk, der kom på tværs

Ugen tilhører Poul Schlüter. Igen sidder han på en måde for bordenden, dér vi husker ham. Den længe ventede erindringsbog udkommer i dag. Og bøger fra tidligere regeringschefer hører til dem, der anmeldes på dagen.

Den konservative veteran afventer kritikken med bæven. Det er trods alt konturer af eftermælet, der står for skud. Vi spadserer på Frederiksberg Allé. Indgrebet af storby-konservatismen. Her har han boet behørigt siden 1981 - først med Lisbeth, nu med Anne Marie Vessel Schlüter. Ejendommen er statelig. Sirligt velholdt - og bag facaden tiværelseslejligheder.

Ved siden af porten forhandles hjemmelavet chokolade, og i værelset bag disken ruller damer i hvide kitler konfekten til kaffen.

- Elevatoren er en af byens ældste, den stammer ligesom ejendommen fra 1906, siger dagens forfatter stolt. Han bruger den dagligt. En elevator med de rigtige lyde og små skub til siden fra tiden før verden blev digital - med dobbeltdøre af gitter, efterfulgt af mahogniskodder med nypudsede messingbeslag.

Vi er mentalt ankommet i det miljø, Poul Schlüter langsomt men sikkert førte Danmark ind i, efter Anker Jørgensen, fra 1982. Det borgerlige Danmarks, hvor gymnasielever turde tage slipset frem igen, selv om det for nogen var en rød klud i ansigtet, og hvor ord som udlicitering og privatisering efterhånden blev flyttet over på positivlisten.

- Hvis mine regeringer gjorde en forskel, var det, at vi tog hul på udliciteringen. En udvikling, min efterfølger så sandelig har fortsat, siger Poul Schlüter med en karakteristisk positur: Det ene ben henslængt i sofaen og en god cigaret i nærheden.

Hans eget bud på en efterfølger, Henning Dyremose, sidder i dag i Tele Danmark, som er et oplagt eksempel.

- Vi gjorde en forskel, når det gælder forholdet mellem det offentlige system og det enkelte menneske, opsummeres det.

Udenrigs- og sikkerhedspolitikken var de første år til irritation for den konservative regeringschef - han og Uffe Ellemann-Jensen måtte som bekendt bide nederlag på nederlag i sig.

I samme åndedrag fremhæver han gerne sine største sejre: Afstemningen om en ny EF-traktat i 1986 og NATO-valget to år efter. Så var Danmark internationalt sat på plads igen.

- Tænk, hvis de to valg var gået anderledes. Det havde været forfærdeligt for landet, konstaterer Schlüter. Kort og fyndigt, som det er karakteristisk for ham i samtalen om »Sikken et liv«.

Der ligger værket - 300 sider i stift bind. Basta, punktum. Der er ikke meget mere at tilføje.

Poul Schlüter er skrækkeligt bange for i et af ugens interviews at få vendt en sætning, der kan slås op og gøre skade på forholdet til gamle kumpaner. Man forstår ham godt. Solbrun ser han ud, hjemkommet fra golf i Spanien, afdæmpet og summarisk taler han.

Kritikken af den lave profil i Strasbourg og den høje profil i Kurt Thorsen-affæren preller af. Nu gælder samtalen de lange bølgeslag. Tidens tone kræver tætte sproglige beskæringer.

Går du ikke tæt på - tættere end andre har gjort?

- Joh, siger han, og tænker sig grundigt om i ly af røgskyen.

- Jeg går måske nok tættere på end andre. Men jeg har ikke ønsket at sparke unødigt til nogen. Jeg har villet skrive naturligt, som jeg oplevede det, uden at uddele karakterer. Jeg har tænkt, sat mig til skrivemaskinen og så skrevet. Det er stort set intet, jeg har strøget bagefter. Jeg håber, jeg har været fair.

Poul Schlüters lille arbejdsværelse er stateligt endda. Med to store lamper på skrivebordet, som man mindes det fra Dronningens nytårstale. Mellem dem syner en lille mekanisk rejseskrivemaskine ikke af meget.

- Dem købte jeg fire af, da jeg gik i gang med bogen. Så havde jeg fem - én til hvert sted jeg opholdt mig på den tid, forklarer han med sit kendte, skælmske smil.

Også for skriveredskabet har konservatismen sejret.

Var Tamilsagen uretfærdig mod dig?

- Ja, det var en uretfærdig behandling, at regeringen måtte gå på den sag. En helt igennem underlig sag, som kunne være lukket helt og aldeles efter ombudsmandens hårde, men ikke uovervindelige kritik af Justitsministeriet. Det var jo udelukkende Ninn-Hansens ansvar. Men justitsministeren blev stædigt ved med at påstå, at stoppet for tamilernes familiesammenføring var en regeringsbeslutning. Da Folketinget i april tog ombudsmandens beretning til efterretning, kunne sagen have fået sat sit endelige punktum. Der var kun en eneste grund til, at sagen blev taget op igen. Den grund hedder Erik Ninn-Hansen. Ninn udviste her en enestående, ja tragisk stædighed.

Schlüter og Ninn-Hansen har ikke talt sammen siden:

- Nej, jeg førte ikke samtaler med Ninn-Hansen under sagen, og har heller ikke gjort det siden. I min »gulvtæppetale« i Folketinget i april 1989 sagde jeg, at beslutningen om nedprioriteringen af de tamilske familiesammenføringer ikke var en regeringsbeslutning. Det var alene justitsministerens beslutning. Det sande svar har ingen andre end Ninn-Hansen nogensinde bestridt. Men det gjorde han, og han blev ved dermed. Elefantisk stædighed. Hvis Ninn-Hansen fra først til sidst havde erklæret, at nedprioriteringerne var hans og kun hans beslutning - og ikke en regeringsbeslutning, samt at han alene påtog sig ansvaret, og han meget beklagede fejltagelsen, havde han højst tænkeligt fået en slags næse af Folketinget, og så var der ikke sket mere.

Hvad sagde de andre ministre til at blive mistænkeliggjort?

- Et par dage efter opsøgte CD's leder Mimi Jakobsen mig i Statsministeriet. »Jeg kan ikke leve med, at Ninn fortsat postulerer, at der var tale en regeringsbeslutning«, sagde hun. »Vi er nødt til at foretage en undersøgelse forestået af en dommer«.

- Jeg forstod godt, at med CD's holdning i udlændingespørgsmål var Ninns udtalelser ubærlige - jeg gik på stedet ind for den dommerundersøgelse, Folketinget kort efter vedtog som lov. Det var op til Højesterets præsident at udpege den i sit hold, der skulle stå for undersøgelsen. Pilen pegede på Mogens Hornslet

- Fik det skæbnesvangre politiske konsekvenser?

- Peter Christensen udpegede vel Hornslet, fordi det var hans tur til at få en større opgave. Men jo, det fik betydning. Hvem kan være uenig med Bernhard Gomard, juraprofessoren, der har sagt, at hvis hver af højesteretsdommerne var blevet bedt om at skrive en tamilrapport, så ville Hornslet meget muligt skrive den strengeste.

Ninn-Hansen sikrede sig åbne døre - hvilken juridisk og politisk betydning fik det for dommerundersøgelsen?

- Han klagede til Menneskerettighedskommissionen og fordrede åbne døre. Jeg syntes ikke, Ninn-Hansen skulle kunne gøre sig til martyr i en sådan sag. Men straks blev hele sagen et mediecirkus. Juridisk set var det også tosset, at vidner, der skulle møde en senere dato, forinden, til mindste detalje, vidste, hvad andre vidner havde sagt før. De åbne døre påvirkede forløbet.

Hvad synes du, der selv er jurist og gammel sagfører med møderet for Højesteret, om Hornslets arbejdsmetode?

- Adskillige juridiske iagttagere har skildret rettens teknik som den skinbarlige inkvisition (iflg. fremmedordbogen er inkvisitionsproces »en form for strafferetspleje, hvor dommeren selv leder undersøgelsen mod den sigtede«, red.). Det forbyder mine egne erfaringer mig at tage afstand fra. Det var inkvisition, som foretagendet blev gennemført på. Hornslet var i sine beskrivelser ganske uden viden eller forståelse for det politiske livs vilkår.

Poul Schlüter er tydeligvis bitter - med egne ord »ærgerlig« - over, at den senere formand for Arbejdsretten, Mogens Hornslet, blev sat på opgaven. Hornslet tildeles i erindringerne spark for »den skrappeste ordkløveriske spidsfindighed« og for sin »pindehuggeriske« kritik af statsministeren.

Hvori består helt præcist Tamilsagens uretfærdighed mod dig?

- To embedsmænd i Justitsministeriet, Reimann og Schydts, skrev i interne notater, at der efter deres opfattelse reelt var sket et stop for sammenføringer i efteråret 1987. I april 1989 anmodede Statsministeriet om at få alle papirer oversendt, men disse notater fik jeg først kendskab til, da de senere blev fremlagt for Hornslet. Under den senere tjenestemandssag blev tjenestemændene i øvrigt troet, da de sagde, at de ikke havde ment, nedprioriteringen var ulovlig. Højst ejendommeligt. Man kan undre sig over forskellen i forhold til Hornslets vurdering. Han fandt ikke, at jeg måtte mene det.

Hvornår blev du klar over, at stolen vaklede under sig?

- At gå var helt og holdent min egen beslutning. Jeg fik først rapporten, da dommer Hornslet den 14. januar 1993 under flot iscenesat pressebevågenhed afleverede de 6000 sider til mig. Da Hornslet omsider gik fra Statsministeriet, tog jeg fat på den letlæste sammenfatning på kun 100 sider. Det stod mig klart, at jeg med det fordømmende ordvalg reelt ikke havde nogen chance for at fortsætte. Jeg var totalt overrasket. Havde om morgenen på ingen måde forestillet mig, at jeg samme dag klokken18 skulle holde mit sidste og mest ejendommelige pressemøde i Statsministeriet efter næsten 10 et halvt år. Det var sært. Jeg finder den dag i dag kritikken fuldstændig grundløs og uretfærdig. Det er nu engang min mening om sagen.

De tykke røde tamilbind står stadig fremme på reolen hos ethvert socialdemokratisk folketingsmedlem med respekt for historiens vingesus, der bragte partiet tilbage til den hårdt savnede regeringsmagt. Det blev juraen, ikke vælgernes dom, der fældede århundredes konservative statsminister, den gamle advokat. Halvandet år senere indkasserede han en lille kvart million stemmer ved valget til EU-parlamentet. Det valg, han kalder et »Tak skal du ha'-valg«.

Hvordan kom du over det - hjalp det at være blevet gift igen?

- Nej, tamilkonklusionen måtte jeg selv slås med. Det var ikke noget, Mie skulle døje med. Jeg har ikke fortrængt rapporten. Men lagt den bag mig.

Hans Engell har beskrevet, hvordan du den afgørende dag holdt møde med inderkredsen på dit kontor, tørrede en tåre væk og udbrød: »Nå, vi må videre«.

- Jeg har godt læst det. Men husker det, det gør jeg ikke. Men kontoret i Statsministeriet er pragtfuldt. Som Marienborg er det, der boede vi totredjedele af året. Men vi huskede altid på, at vi kun havde stederne til låns. I 1982 sagde jeg til Lisbeth: Ingen ved, om vi sidder nytåret over. Til gengæld vil jeg til evig tid kunne bære titlen: Forhenværende statsminister.

Den lune, ofte vittige tone er gennemgående i bogen, der strækker sig fra opvæksten i Tønder frem til i dag. Mest gribende er det andet afsnit om Lisbeth Schlüter (1944-1988). Hendes store, indrammede foto er stadig det, der står først for ved mandens arbejdsbord. Alle danske over 35 år husker statsministerfruens farvel.

Den hudløse Poul Schlüter tager ordet nu:

- Hen under julen 1987 blev jeg for alvor klar over, at det stod galt til. Lisbeth var blevet forfærdelig tynd og bleg, og hun var plaget af mavesmerter. Hun havde en stærk indbildningskraft og ville ikke acceptere at skulle dø så ung. Men der var ikke tale om en almindelig mavesygdom - det var canceren. Vi havde indbudt alle ministre med ægtefæller til den årlige nytårsmiddag på Marienborg midt i januar. Lisbeth insisterede, som jeg havde ventet, på at gennemføre arrangementet, selv om hun var svag, og det bøjede jeg mig for. Men det blev ikke rigtigt en glædelig aften, for før middagen var forbi, måtte Lisbeth rejse sig for at gå til sengs. Da blev mine kolleger klar over, at hun var alvorligt syg.

- Tirsdag den 16. februar var jeg på Rigshospitalet. Det blev sent om aftenen - Lisbeth var stadig ved bevidsthed, men meget svag. De sidste ord, hun sagde til mig, var: »Gud er ikke fair«, og da jeg kyssede hende, sagde Lisbeth: »Pas på, jeg ikke smitter dig«.

Schlüter ryster på hovedet til et stilfærdigt nej, da Kristeligt Dagblads udsendte spørger, om han vil udtale sig om sin afdøde hustrus eller sit eget forhold til kirken. Men hendes betydning for ham, ikke mindst i de første gode år med Firkløverregeringen, er legendarisk. Og typisk for Schlüter får han hurtigt vendt den mistrøstige tone til en overraskende anekdote:

- Over for mig i kirken sad kronprins Frederik og prins Joachim. De var ikke blot Kongehusets officielle repræsentanter. De var også Lisbeths personlige bekendte. Det kan jeg godt fortælle nu så mange år efter. Mens de gik i 2.g, mødtes vi en aften til et af de store selskaber hos Dronningen. Prinserne fik øje på Lisbeth, og pludselig kom de springende hen til hende og råbte i kor: »Lisbeth, Lisbeth du må hjælpe os, vi skal op i oldævl om en uge, kan du ikke godt give os nogle timer?« Så svarede Lisbeth, der jo var gymnasielærer: »Har I talt med jeres mor om det?«. Det havde de ikke. »Så gør det i morgen, så tingene er i orden«. Det skete, og hoffet gav grønt lys til Lisbeth. Prinserne indfandt sig derefter nogle gange på Marienborg og blev ordentlig terpet igennem. Det gentog sig, da de året efter skulle op i dansk til studentereksamen.

- Selv er jeg aldrig blevet det samme menneske igen. Men jeg fik en dag igen et godt liv. Lisbeth sagde engang til mig: »Den af os, der engang bliver alene, må leve livet videre for os begge«. Det var klogt sagt, og det har jeg så søgt efter bedste evne.

Du er fyldt 70 år - det er ingen alder i dag?

- Åh, 35 år som folkevalgt er da noget. Det rækker. Og pensionsalderen er faldende.

Det har vel været en politisk tendens - snarere end en biologisk?

- Vel, du skal ikke vente at finde mig i rollen som en synlig emeritus.

Blander Anker Jørgensen sig for meget i sin efterfølgers meritter?

- Det bliver hans sag. Men jeg vil ikke blande mig i indenrigspolitik. Jeg giver gerne et godt råd, når Bendt Bendtsen spørger. Han står foran at gøre det samme som jeg: Rejse partiet igen. Han er kommet knippelgodt fra start. Det går nok. Men man skal være omhyggelig med ikke at stå i vejen. Nu glæder jeg mig til at kunne lægge erindringerne bag mig. Trods mine 70 år er der endnu en håndfuld bestyrelser, her og i USA, der heldigvis stadig har brug for mig. Så skal jeg have mere familieliv. Mine børn må se at skaffe mig nogle børnebørn. Og lidt golf i Spanien skal vi have med. Jeg elsker stadig at rejse.

Skal du skrive igen?

- Ja, jeg har faktisk en roman på vej. Fiktion!

Vil politikeren udgive den under pseudonym?

- Nej da.

En krimi om et justitsmord måske?

- Nej. Det bliver en kærlighedsroman. Til kvinderne i mit liv.