Kommunal sundhedstvang i modvind

I København har embedsmænd regnet ud, at kommunerne kan spare 70-90 millioner kroner om året, hvis rygepauserne forsvinder. Foto: .

Kommuner dropper at forbyde de ansatte at ryge i arbejdstiden. Foreløbig er det kun Aarhus, som vil indføre et totalt forbud

Trods hensigter om at indføre et totalt rygeforbud i arbejdstiden blandt de ansatte, opgiver kommuner på stribe at gå så langt.

Det er hysterisk og alt for forbudsagtigt. Det næste bliver, at vi bestemmer, om de ansatte må spise chokolade i pausen, siger Bettina Svinggård, socialdemokratisk medlem af byrådet i Helsingør.

I Helsingør var direktionen og de ansatte ellers enige om at indføre et rygeforbud i år, men med byrådets nuværende sammensætning er der langt til et forbud, siger Bettina Svinggård.

LÆS OGSÅ: Flere kommuner forbyder smøger fra 8-16

I sidste uge vedtog politikerne i Aarhus, at medarbejderne hverken må ryge ude eller inde i arbejdstiden. Forbuddet gælder eksempelvis også hjemmehjælpere på vej fra en borger til en anden, og det mener politisk ordfører for Socialdemokraterne i Københavns Borgerrepræsentation Ikram Sarwar er for vidtgående.

Det grænser til det vanvittige. Skal man så have et kommunalt politi til at kontrollere, at det ikke sker, siger han.

I København har embedsmænd regnet ud, at kommunen kan spare 70-90 millioner kroner om året, hvis rygepauserne forsvinder, men det er ikke den rigtige vej at gå, mener Ikram Sarwar, som er praktiserende læge.

I stedet for at hetze rygerne skal vi ad frivillighedens vej motivere dem til at holde op, sådan som vi allerede har succes med, siger han med henvisning til, at kommunen satser på, at der i 2025 kun er fire procent af københavnerne, der ryger.

I Sorø Kommune har ledelsen taget initiativ til et rygeforbud og afventer svar fra sektorudvalgene, men på forhånd siger vicekommunaldirektør Søren Ole Sørensen, at han tvivler på, at det bliver gennemført, fordi mange rygere er modstandere.

Samtidig kan vi se, at der er en del praktiske problemer forbundet med et forbud. Hvad skal vi for eksempel stille op med den ansatte, som ryger i sin egen bil på vej fra et sted til et andet i arbejdstiden. Eller hvad med vejmanden, som slår græs. Må han ryge, siger han.

I Kræftens Bekæmpelse beklager overlæge Inge Haunstrup Clemmensen, at kommunerne tøver.