Erik Bjerager: Helle Thornings selfie peger på dybere problem

Poul Arne Nyborg begynder i sit nye job ved årsskiftet. – Privatfoto. Foto: Nils Meilvang/ Denmark

Når man er statsminister, skal man opføre sig statsministerielt

FOR NOGLE ÅR siden interviewede jeg den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu på hans kontor i Cape Town. Under interviewet blev han ringet op af chefen for daværende præsident Thabo Mbekis kontor. Han søgte hjælp til at løse en konflikt, der var opstået dagen før. Til en stor mindehøjtidelighed i Johannesburg for nogle af apartheids ofre var Winnie Mandela, Nelson Mandelas ekshustru, ankommet meget sent og i strid med formalia lang tid efter selve præsidenten. Hun var kendt for at gøre sådan for at påkalde sig opmærksomhed, og ydermere var hun gået op ad tribunen på det store stadion for at kindkysse med præsidenten, hvilket gjorde ham rasende. Han slog ud efter hende, så hendes hat faldt af. Medierne havde kastet sig over den saftige konflikt, og nu skulle Tutu give et godt råd.

Sig til ham, nærmest råbte Tutu i telefonen til præsidentens rådgiver, at når man er præsident, skal man opføre sig præsidentielt.

LÆS OGSÅ: Fint med selfie: Befriende at se Helle på slap line

Begivenheden blev bragt i frisk erindring, da verdens stats- og regeringschefer forleden samledes til minde-højtidelighed for Nelson Mandela på, hvad der vist nok var det samme stadion, hvor Mbeki havde slået ud efter Winnie Mandela en del år tidligere.

DET VAR HER, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tog det berømte billede af sig selv flankeret af USAs præsident Barack Obama og Storbritanniens premierminister David Cameron. En såkaldt selfie. Et foto af sig selv taget med mobiltelefon og hurtigt sendt videre på Facebook eller andre sociale medier. Fænomenet er vokset med eksplosionsagtig kraft, og selfie er netop kåret til årets ord af redaktørerne af de kendte britiske Oxford-ordbøger.

Med sin selfie satte Thorning-Schmidt sig op på den selvfokuseringsbølge, der plager hele verden. Typisk er det teenagere, der i en uendelighed tager fotos af sig selv og poster dem på de sociale medier, men fænomenet har nu bredt sig til statsministerniveau. Det er særligt faldet britiske medier for brystet, at Thorning-Schmidt tog sin selfie under en mindehøjtidelighed for en afdød statsleder, og de har kaldt optrinnet både disrespektfuldt og umodent.

LÆS OGSÅ: Thorning-selfie med Obama går viralt på nettet

MEN DET FØJER SIG FINT ind i den udvikling, der finder sted i disse år, hvor flere og flere, herunder politikere, bruger de sociale medier til at iscenesætte sig selv. Hvor børn aldrig rigtigt bliver voksne, og hvor voksne agerer stadigt mere barnligt. Forskere har talt om en nynarcissisme. Selvglæden finder bestandigt nye former, og ikke mindst unges stræben efter anerkendelse på de sociale medier er et eksempel. Trangen til at blive set er taget til med de nye medier, hvis bagside er, at de skaber en kultur, hvor man er på evig jagt efter andres anerkendelse. Den kultur er det værd at forholde sig kritisk til, og det burde statsministeren gøre.

Helle Thorning-Schmidt har afvist, at hendes selfie skulle være upassende, og hun har sagt, at hun, Cameron og Obama bare havde det sjovt. Verdenspressens opmærksomhed viser, at helt så overfladisk har ikke alle opfattet det lille optrin.

Desmond Tutus råd til den daværende præsident Mbeki er eviggyldigt. Og med en lille omskrivning lyder det, at når man er statsminister, skal man opføre sig statsministerielt.