Seeberg: Grønland er ingen bananrepublik

Det kan godt være, de ikke får topkarakter i spin. Men kritikken af Grønlands politikere er overdrevet, mener Gitte Seeberg, medlem af Kristeligt Dagblads etikpanel

I sidste uge var jeg i Nuuk for at mødes med WWF Verdensnaturfondens grønlandske samarbejdspartnere.

I den forbindelse mødtes jeg også med flere politikere og oplevede på tæt hold, hvordan den grønlandske regering, Naalakkersuisut, faldt fra hinanden for åbent tæppe.

Det var en kaotisk uge, og nu er valget udskrevet, så tavlen kan vaskes ren oven på nogle uheldige personsager.

Men noget af det, der gjorde størst indtryk på mig, var hvordan politikerne i Nuuk reagerede på folkets røst. Og på deres egen samvittighed.

Efter regeringslederen Aleqa Hammond med nød og næppe havde overlevet en mistillidsdagsorden imod sig, valgte fire ministre dagen efter at trække sig.

Det havde de ikke behøvet at gøre. Det kunne godt ske, at partisoldaterne havde afværget regeringslederens fald, men for ministrene selv var en personlig grænse overskredet – og derfor sagde de stop. Det må man have respekt for.

Det så ikke videre gennemtænkt ud og vil ikke få høje karakterer i spinhåndbogen. Men de gjorde, som de følte.

De danske medier blev så forbløffede over, at politikere følger deres samvittighed frem for partidiscipliner, at de talte om kaos og snart fastslog, at Grønland er verdens nordligste bananrepublik.

Det er selvfølgelig også det nemmeste. 

Og set på afstand er det sikkert også oplagt at haste til den konklusion, når nu man kender den historiske fremstilling af grønlandsk politik med fokus nepotisme og så videre. Og der er selvfølgelig også problemer i grønlandsk politik. 

Man må ikke bruge landkassen som privat kassekredit, som Aleqa Hammond tilsyneladende gjorde. Og det er ikke klædeligt – langt fra – når personlige venner indsættes på bestyrelsesposter. Den slags må og skal høre fortiden til og det må Grønland se at få gjort op med i en fart.

Det mente befolkningen i Grønland også, der talstærkt demonstrerede på gaderne i Nuuk og indsamlede underskrifter for at opfordre til nyvalg.

Forskellen er bare, at (nogle af) politikere lyttede og lod budskabet synke ind – og tog konsekvenserne.

I Danmark er politikerne for ofte immune over for folkeligt pres og tilsyneladende styres de ikke i samme grad af deres samvittighed, som de grønlandske.

I Danmark kan man godt være statsministerkandidat, selvom man har en stribe af bilagssager bag sig. Det har der jo også været kritik af, men det har ikke haft nogen politiske konsekvenser. Det har derimod Aleqa Hammonds bilagsag. Og både politikere og befolkning i Grønland sagde fra.

Så i Danmark kan vi godt lære noget af Grønland: Nogle gange skal man reagere, når folket eller ens egen samvittighed siger ’nok er nok’.