Hvornår er en løgn en løgn?

To topembedsmænd er blevet frikendt for at have løjet over for Folketinget. Det sætter spørgsmålstegn, hvad er en løgn egentlig er i dag. Fire eksperter kommenterer sagen fra hver deres vinkel

Sprogforskeren:Nødløgn kombinerer det værste med det bedste

Det var en fornyelse af det danske sprog, som fandt sted, da ordet nødløgn blev brugt som begrundelse for, at det i Christiania-sagen var i orden, at embedsmænd ikke fortalte Folketinget sandheden. Efterfølgende har en række politikere slået fast, at løgn og sandhed ikke kan gradbøjes, men det er lige akkurat, hvad det kan, påpeger Michael Ejstrup, forskningschef i sprog ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

”Løgn er et meget kraftigt ord i det danske sprog. Det udtrykker, når vi siger noget, vi ved ikke passer. Helt tilbage i asatroens tid var det meget slemt at begå mened, så det ligger dybt i vores kultur at tage afstand fra løgn. Men hvis vi alligevel vil udtrykke, at der er tilfælde, hvor det er i orden, har vi på dansk den redningsplanke, at vi kan koble det negative ord sammen med et ord, der sender modsatte signaler. Det er det, som danner ordet nødløgn. Det drysser noget pænt ud over noget grimt,” forklarer han.

Han uddyber, at man tilsvarende kan nødrekvirere noget. Det giver lov til at tage andres ting, fordi det tjener et højere formål. Dermed placerer det ikke alene nødløgnen lavere på løgnebarometeret end den grove løgn, men også under den hvide løgn, som typisk omhandler uskyldige emner inden for familie- eller vennekredsen:

”Jeg tror, at de fleste vil være enige i, at der er forskel på at tale usandt inden for privatsfæren og så at gøre det, når den anden part er det offentligste offentlige, nemlig Folketinget. Om det er i orden at gøre det sidste, er op til den enkelte at bedømme, men det overrasker mig.”

Teologen: Ærgerligt, når vi ikke står ved sandheden

Det ottende bud i Bibelen byder os, at vi ikke må vidne falsk imod vores næste. Dette forbud mod løgn retter sig formentlig mest imod de løgne, som skader andre, vurderer Pernille Hornum, sognepræst, udviklingskonsulent og forfatter til bogen ”Sandheder om løgn og bedrag”.

”De alvorlige løgne er dem, som kan gøre andre ulykkelige og fortvivlede. Det gælder i parforholdet med utroskabsløgnen, men også politisk, hvis man for eksempel ikke fortæller befolkningen sandheden om, hvorfor man går i krig i Irak. Anderledes er det med de hensynsfulde løgne, som er udtryk for, at det ikke er socialt hensigtsmæssigt at sige alt, hvad man tænker, og de hvide løgne, som ikke har konsekvenser for andre. Men selv de små løgne bør man passe på, fordi de er udtryk for, at man ikke tør stå ved sig selv,” siger hun.

I forhold til Christiania-sagen og embedsmændenes ”nødløgn” er Pernille Hornum meget tvivlende over for, om denne betegnelse er den rette. Dels fordi løgnen kan have haft konsekvenser for andre, dels fordi det er tvivlsomt, hvor nødvendig den var.

”Hvad der rent teologisk berettiger en nødløgn er nok åbent for fortolkning, men jeg ville sige, at nødløgne hører hjemme i situationer, hvor det handler om liv og død. Altså for eksempel hvis man kan redde andres liv ved at lyve. I den aktuelle sag synes jeg blot, nødløgnen bliver komisk. Den skader beslutningstagernes troværdighed, som i forvejen ikke har det for godt.”

Systemkritikeren: Det er farligt, når ord skal legitimere det uetiske

Den offentlige sektor i Danmark er i disse år under kraftig forandring som følge af New Public Management, en særlig tilgang til ledelse, som er inspireret af det private erhvervsliv og blev introduceret i 1980erne. Et af ledelsesstilens særkender er, at man anvender en sprogbrug, som ikke tager hensyn til løgn eller sandhed, men relativerer disse størrelser, mener Linda Maria Koldau, professor i kulturhistorie på Utrecht Universitet i Holland, fellow ved Kiel Universitet i Tyskland og tidligere professor ved Aarhus Universitet. Hun er i færd med at udgive et syvbindsværk på dansk, som kritiserer New Public Management, herunder det særlige DJØF-sprog eller ”bullshit”, som knytter sig til denne ledelsestankegang.

”Nødløgn er jo et kendt ord. Jeg vil tro, der eksisterer teologiske definitioner af, hvornår det er moralsk acceptabelt at lyve. Men det gælder med dette ord som med mange af de andre modeord i den offentlige sektor, at de bliver brugt til dit og dat, og dermed bliver ordenes betydning udhulet. Det er altid meget farligt, når man indfører et sådant begreb blandt magthavere i politik og administration,” siger hun og tilføjer:

”Løgn er et ord, der fælder en moralsk dom, men ved at anvende ordet nødløgn bruger man sproget til at legitimere uetiske handlinger. Det er altid farligt. Nazisterne var meget dygtige til at konstruere nye, fine administrative begreber til dét fomål, for eksempel endlsung. Det er et naturligvis et ord, som ikke længere lader sig anvende på tysk.”

Forvaltningseksperten: Det er en påfaldende afgørelse
af Lars Henriksen

Det er påfaldende, at embedsmændenes løgn over for Folketinget nu accepteres, mener lektor i forvaltningsret Birgitte Poulsen fra Roskilde Universitet. Det er muligt, at løgn kan være undskyldeligt i ganske særlige tilfælde, men vi kender bare ikke de nærmere omstændigheder i sagen, og derfor virker det hele lidt speget, siger hun.

Under alle omstændigheder er det værd at mærke sig, at sagen blot er én af efterhånden mange den seneste tid, hvor embedsmænds arbejde bliver sat under lup, påpeger Birgitte Poulsen. Det var nemlig også tilfældet med blandt andet sagen om Christian Friis Bach og hans viden om Lars Løkke Rasmussens rejseudgifter og i den såkaldte jægerbogssag, hvor to officerer blev dømt for at lyve for deres chefer.

”Udviklingen kan ses som en konsekvens af, at embedsmændene generelt er blevet mere politiserede. De skal ikke længere blot levere faglig viden, de skal i vid udstrækning også agere politisk sparringspartner for ministrene, og det kan presse fagligheden og pligten til at sige fra over for ministeren. Man risikerer, at en afgørelse som denne på sigt kan svække borgernes ellers store tillid til systemet.”