Politikere kræver undersøgelse af Rejsekortet

Oppositionen vil have rejsekortet undersøgt Foto: Torben Klint Denmark

Flere af Folketingets trafikordførere kræver en undersøgelse af det nye rejsekort til offentlig transport. For at købe kortet skal passagerer oplyse cpr-nummer eller betale 60 procent mere af prisen

Man kan ikke forlange folks cpr-nummer, fordi de benytter offentlig transport, med mindre det er strengt nødvendigt.

Det mener De Konservatives trafikordfører, Lars Barfoed, som i går bad transportminister Henrik Dam Kristensen (S) om en redegørelse for årsagen til, at det skal være dyrere at købe et rejsekort for de passagerer, der ikke ønsker at oplyse cpr-nummer.

LÆS OGSÅ: Nyt rejsekort kræver kundernes personnumre

Kristeligt Dagblad kunne i går fortælle, at passagerer, der køber et rejsekort, som fra 2012 skal erstatte klippekort og periodekort til offentlig transport, skal oplyse deres cpr-nummer for at få kortet. Ønsker passagererne i stedet et anonymt rejsekort, hvilket ikke kræver cpr-nummer, koster det 60 procent mere.

Jeg vil gerne vide, hvorfor vi har den forskelsbehandling. For jeg synes ikke, vi skal forlange cpr-nummer i tide og utide, hvis der ikke er en saglig, rigtig god grund til det. Herunder heller ikke lægge pres på folk for at opgive det ved at fastsætte højere priser for dem, der ikke vil, siger Lars Barfoed.

Spørgsmålet om passagerernes cpr-numre har ikke på noget tidspunkt indgået i den politiske behandling af Rejsekortet. Det fortæller Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen.

Han stillede i går et et udvalgsspørgsmål til transportministeren om baggrunden for valget af en betalingsmodel, hvor passagererne straffes økonomisk, hvis de ikke ønsker at oplyse deres cpr-nummer for at få et rejsekort. Herunder hvordan ordningen harmonerer med persondataloven.

Umiddelbart synes jeg, det lyder dybt urimeligt, at man presser folk til at udlevere deres cpr-nummer. Det er relevant at spørge, hvor meget privatlivets fred koster. Vi er meget skeptiske over for dette her, siger han med henvisning til, at beslutningen ikke er truffet i trafikordførerkredsen.

For mig er det i høj grad en politisk sag. Hvis man vil tvinge folk til at opgive deres cpr-nummer, ville det have været en god idé at forelægge det på politisk niveau. Det er en sag, jeg forventer at blive inddraget i, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Samtidig har De Radikales trafikordfører Andreas Steenberg bedt Trafikministeriet om at undersøge, om kontooplysninger ville være tilstrækkeligt til at registrere kunderne.

SFs trafikordfører Anne Baastrup efterlyser på baggrund af sagen om Rejsekortet en principiel diskussion af, hvorvidt persondatabeskyttelseslovgivningen fungerer, sammenholdt med den måde vi bruger personnummerregistersystemet på.

For mig er det et af mange eksempler på, at cpr-numre bruges i flæng, uden at man spekulerer på, om de burde være mere beskyttede, siger Anne Baastrup.

Det var i går ikke været muligt at indhente en kommentar fra transportminister Henrik Dam Kristensen.

Trafikministeriets pressechef Jesper Damm Olsen oplyser, at ministeren i går bad Rejsekortet A/S om at forholde sig til, hvorfor man skal opgive sit cpr-nummer, når man køber et rejsekort.