Overvågning: R lagde sladrehanke på vælgeres computere

Radikale brugte i høj grad såkaldte "cookies" til nat målrette deres valgreklamer. - Foto: unknown

Besøg på De Radikales hjemmeside under valgkampen gav partiet mulighed for at målrette annoncer til vælgerne

Op til det seneste folketingsvalg placerede Det Radikale Venstre uden folks vidende såkaldte cookies på tusindvis af computere.

Med disse cookies kunne partiet følge brugerne af computerne rundt på nettet - og i 40.000 tilfælde noterede man også, om man vurderede, at der var tale om en "svingvælger", som man tildelte en "politisk profil", skriver Jyllands-Posten.

LÆS OGSÅ
: Internettet presser privatlivet

Cookien er en lille tekstfil med information, som automatisk bliver placeret på din computer, når du besøger en hjemmeside. Stort set alle hjemmesider gemmer cookies på din computer.

Informationerne brugte partiet til elektronisk at udvælge, hvilke annoncer man skulle bruge for at få computerens ejermand til at stemme radikalt. Nogle fik således budskaber om lavere skat, andre om en mere moderat udlændingepolitik.

De politiske holdninger fik partiet fat i med en interaktiv annonce på blandt andet netaviserne, hvor folk angav, om de var enige eller uenige i forskellige synspunkter.

LÆS OGSÅ: Vi omgiver os med overvågning

Partiet fortalte ikke, at man ved at røre ved annoncen fik installeret en cookie. Andre cookies blev installeret hos besøgende på partiets hjemmeside. I alt fik partiet på denne måde installeret 295.300 cookies.

Sekretariatschef Rasmus Grue Christensen forklarer, at De Radikale brugte cookies og målrettet annoncering på grund af et lille valgbudget.

- Vi undgår at bruge annoncekroner og forulempe mennesker, der aldrig kunne drømme om at stemme på De Radikale, siger han til Jyllands-Posten.

Siden december sidste år har hjemmesider skullet informere brugere og have brugernes accept, før der bliver lagt en cookie på en privat computer.

Da folketingsvalget fandt sted før den ny lov, afviser De Radikale, at der skulle være tale om en ulovlig fremgangsmåde.

TEMA: Overvågning