Cepos vil ikke have mere videoovervågning

Mere offentlig videoovervågning indskrænker borgernes privatliv, siger chefjurist Jacob Mcangama fra Cepos

Det er ren symbolpolitik, når justitsminister Lars Barfoed (K) efter sit besøg i London vil opsætte flere videokameraer i Danmark for at udvide overvågningen af offentlige områder.

Det mener Jacob Mchangama, som er chefjurist i den borgerligt-liberale tænketank Cepos.

- Ingen undersøgelser viser, at øget overvågning har en præventiv effekt på kriminalitet eller forhindrer terrorisme. En selvmordsbomber vil for eksempel selvsagt være ligeglad med videoovervågning, siger han og tilføjer:

- Selv den britiske regering, som justitsministeren ellers ønsker at tage ved lære af, har nu indset, at overvågning har begrænset effekt, siger Jacob Mchangama.

Han påpeger, at den britiske regering for nylig fremsatte et lovforslag, som begrænser den offentlige overvågning med videokameraer.

Derimod mener Lars Barfoed, at videokameraerne forhindrer terror og opklarer forbrydelser. Det sagde han tirsdag efter sit besøg i en af de centraler, som styrer overvågningen med såkaldte CCTV-kameraer i det centrale London.

- Jeg er indstillet på, at vi gradvis udvider, hvor der kan være behov for det, sagde justitsministeren.

Jacob Mchangama er helt uenig. Videoovervågningen er udvidet markant i Danmark, siden daværende justitsminister Brian Mikkelsen (K) i 2009 studerede videoovervågning i London. I juli i år fik kommuner lov at overvåge offentlige steder, påpeger chefjuristen.

- Det er skruen uden ende. Overvågningskameraer i det offentlige rum er et voldsomt indgreb i privatlivets fred, siger Jacob Mchangama.