Video på Strøget hjælper politiet

For et halvt år siden satte politiet 32 video-kameraer op på den mest urolige del af Strøget i København. Politiet bruger optagelserne til at opklare forbrydelser. Men intet tyder på, at kameraerne kan forhindre vold.

- Nogle kriminelle er opmærksomme på, at der er overvågning. De vil nok finde et andet sted at lave deres kriminalitet. Men jeg tror ikke, at overvågningen kan forhindre vold, siger Lars Olsen Fra Københavns Politi.

- Meget vold sker, fordi folk er fulde eller ophidsede. De tænker ikke på, om de bliver filmet af et video-kamera, siger han.

Til gengæld er video-optagelser en stor hjælp, når politiet efterforsker overfald og andre forbrydelser. Politiet ser på video-optagelser fra Strøget mindst tre-fire gange om ugen.

Ved et rambuk-tyveri for nylig kunne politiet for eksempel se på videoen, hvilken bil tyvene kørte i. De kunne også læse nummerpladen.

Ved et knivstikkeri i en shawarma-bar i påsken var der optagelser af gerningsmanden, der flygtede fra stedet. Han blev senere anholdt, fortæller Lars Olsen.

Politiet har også fundet ud af, hvordan spillere bærer sig ad med at snyde folk.

Regeringen vil nu åbne for mere video-overvågning. I dag er det kun politiet, der må overvåge folk. Fremover skal kommuner og boligforeninger også have lov til at sætte kameraer op.

John Hatting er formand for de civilt ansatte i fængselsvæsnet. Han er meget kritisk over for video-overvågning.

- Overvågningen kan måske være med til at opklare nogle forbrydelser, for eksempel butikstyverier. Det kan måske også være med til at forebygge hærværk i boligforeninger og P-kældre. Men alle undersøgelser viser, at kameraerne ikke forebygger vold, overfald og røverier, siger han.

- Det skaber falsk tryghed, hvis man tror, at man kan løse problemet med volds-kriminalitet med overvågning, siger John Hatting.

ust@ritzau.dk