PET skrinlægger overvågningsplan

Det lignede et forslag fra en science fiction-film, og teknologien findes da heller ikke. PET opgiver plan om automatisk biometrisk overvågning

Politiets Efterretningstjeneste (PET) har foreløbig skrinlagt planerne om automatisk såkaldt biometrisk overvågning på særligt udvalgte steder.

Forslaget om på den måde at kunne registrere terrorister ud fra eksempelvis deres genkendelige ansigtsform var ét af i alt 49 anbefalinger, en tværministeriel arbejdsgruppe kom med tilbage i tilbage i 2005.

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) oplyser imidlertid i et svar til formanden for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup (DF), at PET's undersøgelse af såvel de udenlandske erfaringer som de teknologiske muligheder afslører, at der ikke findes nogen brugbar løsning.

- Undersøgelsen konkluderer, at der ikke for tiden er grundlag for at basere systemer på automatisk biometrisk genkendelse, da disse metoder endnu ikke virker tilfredsstillende, skriver Brian Mikkelsen.

Biometri er en unik og individuel identifikationsform, som det er så godt som umuligt at efterligne og dermed snyde med. Blandt de biometriske genkendelsesformer er ud over ansigtsform fingeraftryk, stemme og dna.

Arbejdsgruppen blev nedsat efter terrorangrebene i 2005 i den britiske hovedstad London for at se nærmere på det danske terrorberedskab.

Gruppen nævner behovet for at undersøge muligheden for at "etablere helt eller delvist automatiserede overvågningsfunktioner, herunder navnlig anvendelsen af systemer, der kan aflæse biometriske data relateret til genkendelse af konkrete personer eller adfærdsmønstre".

Ifølge justitsministeren er "hovedparten" af arbejdsgruppens anbefalinger gennemført i dag. Brian Mikkelsen kommer senere på foråret med en redegørelse om erfaringerne med de forskellige terrorpakker, som regeringen har gennemført.