Overvågningsdebat gør Orwell-klassiker til bestseller

Bogen 1984 er igen blevet den mest oplagte referenceramme i debatten om overvågningssamfundet

Endnu engang har fiktionen været profetisk. Intet sted er en totalitær stats overvågning af dens borgere beskrevet mere deprimerende end i den britiske forfatter George Orwells dystre fremtidsroman 1984. Den blev udgivet tilbage i 1949, men er nu igen populær blandt bogkøbere og som reference i politiske debatter, efter den amerikanske it-ekspert og tidligere spion Edward Snowden har afsløret, hvordan de amerikanske sikkerhedsmyndigheder NSA overvåger elektronisk kommunikation.

Bogen og dens beskrivelse af Big Brother storebroderen der overvåger alt og alle er blevet et symbol på overvågningssamfundet.

LÆS OGSÅ: Din færden bliver registreret fra morgen til aften

I skrivende stund rangerer bogen som nummer 64 på internetboghandleren Amazons liste over de bedst sælgende bøger. Før debatten brød ud, var salget af klassikeren så lavt, at den rangerede som nummer 12.507.

At bogen er en populær reference fremgår blandt andet af kommentarer fra den amerikanske præsident, Barack Obama, om overvågningsprogrammet.

Isoleret set kan du klage over Big Brother, og hvordan programmet potentielt kan løbe af sporet. Men når du rent faktisk ser på detaljerne, så mener jeg, at vi har fundet den rette balance, fastslog præsidenten ifølge avisen Los Angeles Times.

Omvendt advarede senator Bernie Sanders om, at overvågningen er ganske orwellsk, hvilket illustrerer, hvordan forfatterens navn er blevet et synonym for et overvågningssamfund.

Men som kommentatoren Stephen Moss skriver i den britiske avis The Guardian, var det ikke alene overvågningen, der bekymrede George Orwell.

Orwells dybe frygt var den langt mere snigende trussel mod friheden. Big Brother-staten har intet mindre som mål end at kontrollere sprog og tanker. Ved at fratage folk de ord, som de kan bruge til at gøre oprør, så knuser du enhver modstand, siger Stephen Moss om frygten i bogen 1984, som igen er blevet den mest oplagte referenceramme i debatten om overvågningssamfundet.