Højreradikale på Facebook skal overvåges

Den terrorsigtede Anders Behring Brevik diskuterede flittigt på internettet, hvor overvågningen nu skærpes

I kølvandet på massakren på Utøya skal norske efterretningsfolk fremover holde et langt bedre øje med højreekstreme gruppers gøren og laden på internettet.

Avisen Aftenposten skriver, at Politiets Sikkerhedstjeneste (PST), der svarer til PET i Danmark, nu intensiverer overvågningen af konkrete netsider, debatgrupper og sociale medier.

- Det er et område, hvor vi ser, at der er øget aktivitet, fortæller Tore Risberget, afdelingsdirektør og operativ chef i PST.

- Og vi ser vigtigheden af, at indhente information om, hvad der foregår på de aktuelle netsider, tilføjer han og kalder det en "ny udfordring, som bliver prioriteret".

Umiddelbart efter terrorangrebene i Oslo og på Utøya den 22. juli blev Anders Behring Breivik ellers udråbt som en "ensom ulv", som var gået under alle radarer, ifølge den øverste chef i PST, Janne Kristiansen.

Men det viste sig senere, at den 32-årige nu terrorsigtede nordmand havde været en særdeles flittig skribent på sociale medier såsom Facebook og Twitter.

Tidligere på året konkluderede Politiets Sikkerhedstjeneste i øvrigt også, at det højreekstreme miljø i Norge ikke ville udgøre nogen trussel mod det norske samfund i 2011, skriver Aftenposten.