Vi er mere åbne over for at donere organer
Flere steder i landet bliver nye metoder taget i brug for at nedbringe de lange ventetider på at få et nyt organ. Det opleves i dag mindre grænseoverskridende at bede folk om at tage stilling til, om de vil give organer væk
Der sker noget i Nordjylland.
På Sygehus Vendsyssel har man ligesom resten af landet gennem flere år været vidne til, at der blev stadig færre donerede hornhinder at give til de stærkt svagtseende, som venter på at blive opereret for et dårligt syn. Da hornhindebanken i Århus sidste år højlydt gjorde opmærksom på behovet, besluttede overlæge Morten Johansen og andre på Sygehus Vendsyssel at gøre noget ved problemet, som de ikke havde været opmærksomme på før.
I dag har lægerne gjort det til en vane at tage en kort samtale om donation med de pårørende, hvis en patient er død - eller med patienten selv, hvis det står klart, at vedkommende kun har kort tid igen. Også sygeplejerskerne er blevet undervist i at informere om muligheden og deler nu informationspjecer ud og taler med de pårørende, inden disse skal tage endelig stilling.
Derfor har sygehuset i år kunnet levere 78 hornhinder fra 39 donorer, mens det i 2009 kun leverede otte hornhinder til ventende patienter.
Som beskrevet i Kristeligt Dagblad i mandags er der de senere år sket en positiv bevægelse herhjemme, når det gælder organdonation og transplantationer. Sygehus Vendsyssels indsats er ét eksempel. Og på Aalborg Sygehus har lægerne gennem flere år nævnt muligheden for organdonation for alle pårørende til mulige donorer. Den indsats har fordoblet antallet af donorer fra sygehuset.
I både København, Odense og Århus har hospitalerne bragt antallet af nyretransplantationer markant i vejret ved at opfordre patienterne til at spørge deres nærmeste, om de vil give en nyre væk.
Også den almindelige befolkning er blevet mere bevidst om behovet, og det har fået flere til at melde sig til donorregistret. Flere end 600.000 danskere har formelt taget stilling, og heraf siger 85 procent ja til at give mindst ét af deres organer væk i tilfælde af hjernedød.
Anja Jensen er antropolog og i gang med en ph.d. om organdonation på Københavns Universitet, hvor hun har forsket i blandt andet pårørendes holdninger. Hun mener, at oplysning fremmer dialogen om organdonation:
"Jo flere historier der kommer frem om transplantationer og donation, desto flere folk går hjem, taler om det og får udfyldt et donorkort med enten ja eller nej. Blandt de pårørende er der også en generationsforskel. Mange unge mennesker er meget mere afklarede om donation og har en tendens til at være mere positive. De ved godt, hvad de vil med deres egen krop."
Samtidig er der sket en holdningsændring blandt sundhedspersonalet. Ifølge en undersøgelse fra Dansk Center for Organdonation er over 90 procent af de ansatte på intensivafdelingerne positive over for organdonation. For 10 år siden var det 80 procent. Gennem centrets kurser tilbydes personalet også bedre redskaber til at håndtere samtalen om organdonation i den svære situation, hvor pårørende er ulykkelige og måske chokerede over et dødsfald.
Næstformand i Nyreforeningen Jan Rishave er enig i, at der er sket noget på de danske hospitalsgange. Men det har der så sandelig også været brug for, mener han. I 2009 døde 44 danskere, mens de ventede på en ny nyre.
"Jo større problemer og jo mere mangel, vi har på organer, desto bedre bliver man måske til at prøve nye måder at forbedre de forhold på. Jeg vil sige, at den her udvikling sker, fordi det er nødvendigt," siger Jan Rishave.
Han kan dog godt forstå, hvis den enkelte ansatte på et hospital synes, at organdonation er et vanskeligt spørgsmål at have med at gøre.
"Der ligger så mange etiske overvejelser i det, og det er svært at skulle tale om donation med nogen, der lige har mistet deres kære. Det er en god udvikling, at man er begyndt at spørge folk direkte, selvom det nok ikke undgås, at det på et eller andet plan bliver et pres. Men når det gælder levende nyredonorer, er der mange, som tilbyder det af sig selv, og dem, der bliver spurgt, bliver tit glade, fordi de ikke selv havde tænkt på, at de kunne bruges. Jeg tror ikke, at nogen siger ja til organdonation uden at være fuldstændig sikker," siger han.
Når danskerne udfylder donorkortet, vælger hver syvende donor ikke at give fuld tilladelse; heraf siger de fleste nej til at donere hornhinder og hud. Samme billede tegner sig, når pårørende til hjernedøde siger ja til donation: Hornhinder, hud og hjerte er de kropsdele, som oftest bliver valgt fra.
"Det er organer, der er stærkt forbundet med følelser. Øjnene og hjertet har jo en stærk symbolværdi, fordi det forbindes med kærligheden og personligheden, og tanken om, at det skal fjernes fra kroppen, kan være svær for nogen. Samtidig kan tanken om, at man har hjulpet andre til at leve eller til at se, være lindrende for nogen," forklarer Anja Jensen.