Skal man automatisk være potentiel organdonor fra fødslen?

Ja, det er det mest næstekærlige at gøre, mener Katja Liebst-Olsen, sognepræst i Sct. Peders Kirke i Slagelse. Nej, for mennesket er ikke et reservedelslager, mener Vita Andreasen, sognepræst i Munkebjerg Kirke i Odense

Som loven er i dag, er man ikke født organdonor i Danmark. Det vil cirka halvdelen af befolkningen gerne have ændret, mens det samme kun er tilfældet blandt 20 procent af præsterne, viser undersøgelser. Præsterne er imidlertid også indbyrdes uenige i spørgsmålet. Kristeligt Dagblad har talt med to præster, der ser vidt forskelligt på sagen.

Katja Liebst-Olsen, sognepræst i Sct. Peders Kirke i Slagelse.

JA, for selvom vi fødes som individer, fødes vi også ind i et fællesskab. Og vi har alle sammen et ansvar for, at det fællesskab fungerer. Vi er vant til at tænke på os selv som individer, og at individets selvbestemmelse er ukrænkelig. Det har jeg meget stor respekt for. Men jeg tror, at vi al for tit er os selv nærmest. I stedet for at spekulere på, hvad man kan give, så tænker vi mere på, hvad vi kan kræve. For mig er det en pligt, at man stiller sig til rådighed, også i død tilstand, for det menneske, der måtte have brug for ens hjælp. Det er det mest næstekærlige at gøre.

Hvordan har du det med organdonation, når det kommer til dine egne børn?

Hvis mit barn, jeg selv eller min mand skulle gå hen og dø, bliver tabet hverken større eller mindre af, at mine eller deres organer bliver brugt. Jeg synes, det er en rar tanke, at mit barns hjerte kunne leve videre i et andet menneske. Så har den død ikke været hel forgæves døden kan også føre til liv for andre. Men jeg er godt klar over, at det er en enorm følelsesmæssig debat. Min egen mor døde, da jeg var 14 år, og hun var 32 år. Hun havde ikke taget stilling til organdonation. Da mine bedsteforældre blev adspurgt, om min mors organer måtte bruges, var de i et følelsesmæssigt oprør, så de kunne ikke sige ja. Det betød, at en ung krop gik til spilde. Der var masser af glimrende organer. Hendes lever, hjerte og andre organer kunne godt være blevet brugt.

Hvordan kan organdonation forsvares ud fra en kristen tankegang?

Selve offertanken er ikke ukendt i kristendommen Jesus ofrede sit liv, for at vi kunne få liv.

LÆS OGSÅ:Overlæge advarer minister mod ens regler

Nogen mener, at individet selv skal bestemme over sin krop. Hvorfor mener du, at staten skal bestemme over vores krop?

Bare fordi vi bliver født som organdonor, betyder det ikke, at vi ikke selv bestemmer over vores egen krop. For man skal stadig have mulighed for at sige fra. Hvis man som i dag bare beder folk om selv at melde sig som organdonor, er det det samme som at sige, når nu du alligevel dør ung. Det er der ikke nogen af os, der tror vi skal. Så mange får ikke taget stilling, før det er for sent.

Det kan være en ubehagelig oplevelse at tage afsked med en person, der skal have taget sine organer ud, fordi personen stadig ser levende ud, når han eller hun køres væk til operationen, men har et helt andet udseende efter operationen, hvor dødens tegn er indtrådt. Sætter det ikke de pårørende i en ubehagelig situation?

Som udgangspunkt er det en ubehagelig situation at se mennesker udånde. Men i sådan en situation står jeg og skal svare på spørgsmålet: skal jeg slukke apparatet, så hjertet stopper med at slå, eller lade deres organer blive brugt af andre? Hvis mit barn eller min mand bliver erklæret hjernedød, er der ikke noget håb for at få livet tilbage mere løbet er kørt. Så vil jeg vælge organdonation, men jeg vil ikke se dem, efter de har fået deres organer ud. Jeg vil tage afsked med den krop, som jeg kender, er tryg ved og holder af med de kendetegn, der er.

Blandt befolkningen går 52 procent ind for, at man skal være født organdonor blandt præster er det kun 20 procent. Hvorfor tror du, at der er den store forskel?

Det har noget at gøre med, at præster oftere end gennemsnitsdanskeren møder udsatte og sårbare mennesker, og selv sættes, og ser andre sat i, dilemmaer, hvor det ikke handler om at finde en god løsning, men om at blive tvunget til at vælge det bedste af to onder. Præster får gennem deres arbejde et mere nuanceret syn på tilværelsen, og også dens ende, og derfor træder de varsomt. At træde varsomt, er en erhvervsrisiko man løber, når man ofte taler med folk i svære situationer og i sorg. Teoretisk set kunne forklaringen også handle om en bogstavelig tro på kødets opstandelse, og at man derfor ikke skal fjerne legemsdele, men det er nok temmelig teoretisk, set i lyset af den fysiske tilstand som afdøde er i. De færreste ønsker vel at genopstå, som de ser ud efter en trafikulykke eller andet i den dur.

Vita Andreasen, sognepræst i Munkebjerg Kirke i Odense

NEJ, for mennesket er ikke et reservedelslager, der bare kan skilles ad og bruges i nye sammenhænge. Mennesket er en helhed, der også har en bevidsthed. Og vi skal hele tiden kunne leve med de beslutninger, der bliver truffet af andre og af os selv. Man kan ikke bare sige, at alle mennesker skal være parate til at afgive organer uden at blive spurgt. For døden er stadig et tabu. Rigtig mange mennesker forholder sig slet ikke til, at de en dag skal dø. De får ikke talt med pårørende, ægtefæller og børn om, hvad der skal ske, når de dør. Derfor kan det være, at den døende ender som organdonor uden at ville være det, eller uden at familien vil det.

Men hvorfor går du ind for at være organdonor, men er imod, at vi bliver født som organdonor?

Det er en kærlighedsgerning at give organer. Der, hvor jeg som præst og menneske kan komme i klemme, er i forhold til afskeden med den hjernedøde. Den afsked er ikke nem. Derfor skal man ikke gøre organdonation for let. Hvis det blev en ret, at man automatisk må bruge alles organer, kunne det let ske, at familier kunne komme i strid med hinanden eller hospitalets ansatte, fordi de ikke er parate til at give slip på deres pårørende. Vi vil heller ikke finde det naturligt, at der ikke kunne siges nej til obduktion. Den enkelte skal kunne leve videre med den beslutning, der træffes. Selvom vi har levet med hjernedødskriteriet i en årrække, tvivler en hel del stadig på, om deres kære nu er rigtig død. Også fordi de ser levende ud, når de køres væk til selve operationen. Beslutningen om organdonation er lettere at leve med, hvis man ved, at den pårørende selv aktivt har ønsket det.

Er det ikke dobbeltmoralsk, at man automatisk gerne vil have organer, hvis det kan redde ens liv, men man vil ikke automatisk give?

Det er dybt evangelisk, at vi altid får mere, end vi giver. Det lykkelige er, at der er mennesker, der kan give mere, end de selv får brug for. Det er og bliver et svært emne. Jeg kan sidde med et menneske på 60 år, der lige har sagt farvel til sin gamle mor på 100 år og spørge, om de har haft en god samtale om døden. Og det har de ofte ikke. Hvis man ikke kan snakke om døden, når man er så gammel, så er den stadig et tabu.

Der mangler organer. Set i lyset af næstekærlighedsbuddet, hvordan kan du så forsvare at være i mod det?

Det er næstekærligt at give organer. Men et menneske er noget helt unikt med personlig identitet, livshistorie og stemme. Hvis vi gør det til et reservedelslager, reducerer vi mennesket til at blive mindre, end det er. Et menneske er aldrig kun en klump kød, mennesket har bevidsthed, det reflekterer, og det har en samvittighed. Derfor må vi værne om menneskets frihed og uendelige værdi.

Når nu det vil være med til at redde liv, hvordan kan du så forsvares at være i mod det?

Det er et stort etisk dilemma. Den etiske bagside af tanken om reservedelslageret er, at den gør det utydeligt, at menneskers liv skal ende - også det menneske, der har modtaget et nyt organ, skal dø engang. Desuden kan man ikke altid sikre sig, at folk passer godt på deres nye organ. Da jeg var hospitalspræst på Fredericia Sygehus, fortalte et familiemedlem om smerten og vreden over, at en bror, i deres øjne, ikke havde passet godt nok på den nyre, han havde fået af sin søster. Ingen kan jo sikre sig, at hjertet fra en pårørende ikke ender i en rygers krop eller nyren i en alkoholikers krop. I så fald kan det hele ende med at blive så forkert, at det ikke er til at leve videre med. Derfor er jeg imod at indføre organgivningspligt ved lov.

Blandt befolkningen går 52 procent ind for, at man skal være født organdonor. Blandt præster er det kun 20 procent. Hvorfor tror du, at der er den store forskel?

Vi præster er tæt på døden hele tiden. Derfor får vi måske øje på flere nuancer og etiske dilemmaer end befolkningen i almindelighed. Præster skal altid værne om ethvert menneskes merværdi. For mennesket er mere end bare biologi og dna-kode.