Sjælen sidder jo ikke i organerne

Karen og Finn de Roepstorff havde talt om organdonation. Derfor vidste hun, at hendes mand var positivt indstillet over for spørgsmålet, da han døde, og hun skulle tage stilling til, om hans organer skulle doneres til andre. -- Foto: Leif Tuxen.

Det er uetisk at sige nej til organdonation. Det er Karen de Roepstorffs overbevisning, og den dag hendes mand blev erklæret hjernedød, var hun derfor ikke i tvivl -- hans organer skulle doneres

Fem alvorligt syge mennesker fik en nat for snart tre år siden chancen for at komme tilbage til livet. Det skete, da Karen de Roepstorff sagde ja til at lægerne måtte tage organerne fra hendes mand Finn de Roepstorff, der lå i respirator.

– Jeg mente og mener fortsat, at det er uetisk ikke at sige ja til organdonation, og det var også Finns holdning. Det er medmenneskeligt at hjælpe andre, siger Karen de Roepstorff, der i dag er 49 år.

Netop nu er det tre år siden, at hendes 16 år ældre mand, der var repetitør (pianist) ved Danmarks Radios Kammerkor væltede på sin cykel og blev slået bevidstløs. Lægerne vurderede, at der var tale om en hjernerystelse, og efter 10 dage genoptog den dengang 61-årige mand sit arbejde. Han havde det ind i mellem skidt, men familiens læge sagde, at det var naturligt i forbindelse med en hjernerystelse. Fire uger efter cykelstyrtet, aftenen før han døde, indstuderede han et meget vanskeligt stykke musik med kammerkoret, og næste morgen tog han ind på Københavns Universitet for at undervise sine klaverelever. Om formiddagen ringede en af eleverne imidlertid hjem til Karen de Roepstorff og sagde, at hendes mand bad hende komme, fordi han var meget dårlig.

– Da jeg kørte ind for at hente ham, sagde min intuition mig, at det var slemt. Finn sad på parkeringspladsen og ventede på mig, og vi kørte hen til vores egen læge. Her var alle de neurologiske prøver samt blodtrykket normalt, og vi tog hjem, forklarer Karen de Roepstorff.

Men om eftermiddagen blev hendes mand dårligere, og på et tidspunkt fik han kramper. Da Karen de Roepstorff ringede 112, var han ikke længere ved bevidsthed.

– En scanning på hospitalet viste, at han havde det, lægerne kaldte det bedste af det værste. En hjerneblødning, der lå yderligt. Min første tanke var, om han ville overleve, og om han ville blive normal igen, for han havde altid frygtet at blive en grøntsag, siger Karen de Roepstorff.

Lægen sagde, at en øjeblikkelig operation sandsynligvis ville redde hendes mands liv, og at han bagefter ville være i god behold. Han blev overført til Rigshospitalet, hvor operationen skulle foregå, men da Karen de Roepstorff og parrets 20-årige datter Leonore nåede hen til hospitalet, fik de at vide, at deres mand og far ikke var på operationsbordet, og at der ville komme en læge og tale med dem.

– Han fortalte os kontant, men med stor empati, at blødningen havde bredt sig, og at Finn ikke ville overleve. Han lå i respirator og befandt sig på et andet niveau, som lægen udtrykte det. Der var to muligheder. Enten at slukke for respiratoren eller at bruge hans organer til donation, siger Karen de Roepstorff.

– Jeg spurgte, om vi ikke kunne få lidt længere frist med respiratoren, for måske ville Finn vågne igen. Men der er en tidsfrist, så det var ikke noget, der kunne udsættes. Jeg synes, at tingene blev fremlagt klart og tydeligt, og vi fik et reelt valg, siger Karen de Roepstorff.

Fem år tidligere havde parret talt om organdonation. En kampagne, der havde til formål at få folk til at tage stilling til organdonation, havde sat samtalen i gang, og parret var begge af den overbevisning, at det var rigtigt at give sine organer bort, hvis man var erklæret hjernedød.

– Der er så mange syge hjerte-, lunge- og nyresyge patienter, der skriger på hjælp, og det er jo ikke i organerne at vores sjæl sidder. Det er i hjernen, siger Karen de Roepstorff.

Ved midnatstid havde lægerne lavet de prøver, der endegyldigt viste, at Finn de Roepstorff var hjernedød, og hospitalet gik i gang med at finde egnede modtagere fra ventelisterne til nye organer. Finn de Roepstorff lå i respiratoren, og de to kvinder sad og vågede hos ham den lange nat, der gik, hvor man søgte modtagere, tog prøver og fik det hele på plads.

– Jeg er lægen taknemmelig for, at han overbeviste os om, at vi skulle sidde der om natten. Ikke for Finns skyld, men for vores egen. Vi skulle fornemme hvor den døde var, og hvor vi selv var henne. Det er vigtigt at forstå, at man godt kan få sagt farvel, selvom der er tale om organdonation.

Klokken syv om morgenen blev Finn de Roepstorff kørt på operationsbordet, hvor lægerne fjernede hans hjerte, lunger, nyrer og lever.

– Da de kørte bort med ham klokken syv var han stadig varm. Det var der, jeg sagde farvel til ham, og jeg græd, så jeg var ved at gå helt i opløsning, husker Karen de Roepstorff.

Om eftermiddagen var operationen slut, og mor og datter genså igen Finn de Roepstorff. Denne gang var han kold og bleg og lå i sygehusets kapel.

En uge senere ringede Karen de Roepstorff til hospitalet, som oplyste at organtransplantationerne var gået godt, dog var den levertransplanteredes tilstand fortsat kritisk.

– Det var en lettelse at få at vide, at det ikke havde været forgæves. Men under alle omstændigheder er det bedre at sige ja og forsøge at hjælpe andre end at sige nej.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk