Samtykke, nej tak

Dårlig idé at indføre formodet samtykke ved organdonation

AT DONERE betyder at give. Det kræver en aktiv handling og en aktiv beslutning. Man kan modtage en gave, men hvis man tager en gave, er det tyveri, overgreb eller manipulation. Der er noget grundlæggende smukt ved en donation, en generøsitet, man må modtage med taknemmelighed.

Det handler om organdonation og den aktuelle debat om, hvorvidt man skal ændre loven, således at man går over til formodet samtykke, så alle fra fødslen i princippet står i donorregistret med mindre de har meldt fra. Som loven er i dag, skal man aktivt tilmelde sig et donorregister, og alle 18-årige modtager information om donorregistret med en opfordring til at tage stilling.

Og sådan bør det blive ved med at være. En donation kræver et aktivt samtykke og en stillingtagen. Det bør fortsat være tilfældet i forbindelse med organdonation. Alt andet vil være anmassende og et fundamentalt overgreb.

HVEM EJER KROPPEN? Det er det helt grundlæggende spørgsmål bag diskussionen om formodet eller aktivt samtykke. Er det samfundet eller individet? Der er årligt behov for omkring 35-40 hjerter, 80-100 lunger og 300-350 nyrer, og lægerne bag forslaget om formodet samtykke argumenterer med netop denne mangel på organer til alvorligt syge mennesker. Men er det et gangbart argument for et ikke-aktivt samtykke? Er det ikke i udgangspunktet at opfatte mennesker som ting, som reservedelslagre, snarere end som handlende og tænkende mennesker?

Det er ønskværdigt, at langt flere tager stilling til spørgsmålet om organdonation. Men det er samtidig en illusion at tro, at alle syge med behov for en organdonation kan få hjælp, hvis man indfører formodet samtykke. I Danmark er der årligt 100-200 mennesker, der erklæres hjernedøde, og ikke alle disse mennesker er egnede som donorer.

Behovet for organer er ganske enkelt større end det potentielle udbud. Man kan hjælpe nogle, men ikke alle. Desperationen driver nogle syge til fat-tige lande på organturisme, der er et voksende problem i takt med, at transplantationsmulighederne udvides.

At man kan transplantere organer fra et menneske til et andet er en videnskabelig og menneskelig gevinst. Men det er en gevinst, man skal håndtere varsomt, så vi ikke ender i en situation, hvor mennesker kynisk betragter medmennesker alene som leverandører af organer. Snarere end at afmontere menneskeligheden skal man argumentere for menneskeligheden, for generøsiteten og den gode gave.

DERFOR ER FORMODET samtykke ikke nogen god vej at gå heller ikke selvom op mod 70 procent af danskerne ifølge en meningsmåling offentliggjort i denne uge går ind for at ændre donorloven. Tværtimod. Man skal oplyse og informere, så langt flere aktivt tilmelder sig donorregistret og får talt spørgsmålet igennem med deres nærmeste, så det ikke bliver et kontroverspunkt ved sygesengen, når respiratoren slukkes for en hjernedød.

bl