Organdonation. Vi forstår det, og vi forstår det ikke

"Det er, som om muligheden for transplantation har ført til et nyt syn på kroppen", skriver Ole Hartling i denne uges "Lørdags-refleksioner"

"I DANMARK har vi mangel på organer." Det er en sætning, som alle uden videre forstår i vore dage. Teknologien har nemlig forberedt os så godt, at vi véd, at sætningen betyder, at der mangler organer til transplantationer i Danmark. Havde man sagt sådan for 50 år siden, ville man undre sig. Hvad? Hvem mangler? Hvilke?

Nej, den medicoteknologiske udvikling har lært os at forstå sætningen rigtigt. Vi har ikke nok organer til transplantationer. Men det er også teknologien, der har givet os problemet. Det er nærmest en naturlov: Når teknologien giver os nogle nye muligheder, får man nye etiske dilemmaer. Hvem skal have det organ, som er til rådighed? Der er næppe noget område, hvor bioetiske dilemmaer har hobet sig op som i forbindelse med muligheden for at transplantere.

Den tekniske mulighed betyder for eksempel, at vi bør overveje, hvordan vi stiller os til donation. Myndighederne opfordrer os til at give vor mening til kende. En undersøgelse fra 2006 udført af Sundhedsstyrelsen viser, at omkring 80 procent har en positiv holdning til organdonation. Men der er stor forskel på den positive holdning og den faktiske tilmelding til donorregistret eller udfyldelse af donorkort.

Det er der uden tvivl mere end en forklaring på. Det kan for eksempel skyldes en ubevidst fornægtelse af, at døden en dag vil indtræffe. Det kan være en mistanke om, at ens navn på donorregistret måske vil betyde, at man så ikke får den lægehjælp, man har brug for – da man kan blive nyttig på en anden måde. Eller det kan være en angst for, at man bliver erklæret for død uden at være det, fordi man så er til rådighed. Det kan lyde paranoidt, men sådanne forestillinger findes og er måske udtryk for den fremmedgjorthed, som teknologien også har ført til.

Det kan også være, at man bare ikke får det gjort, selvom man mener, at det er rigtigt. Man er enig i, at det er en god idé. Jo, det får jeg gjort i dag eller i morgen... Og så kommer "i morgen", og det bliver stadig udskudt. Små ting kommer i vejen, og det er jo da heller ikke påtrængende. Og pludselig er der gået en rum tid.

Hvis den afdøde selv har taget stilling til donation og tilkendegivet sin vilje, sker det yderst sjældent, at de pårørende modsætter sig det. Men hvis de ikke har nogen viden om den dødes ønsker, siger de nej i halvdelen af de tilfælde, hvor donation er mulig, og hvor de bliver spurgt.

Hvorfor siger de pårørende nej? Logisk set har den afdøde ikke længere brug for sine organer, som til gengæld kan blive til umådelig gavn, ja, til liv for mere end ét andet medmenneske. Er der overhovedet noget rationelt argument for at sige nej? Det er der vel ikke, men alligevel siger de pårørende altså i mange tilfælde nej. Der må derfor være grunde, som er hinsides det rationelle, og som gør udslaget.

Jeg tænker, det er en ubevidst protest mod tingsliggørelsen.

En gylden etisk regel er, at et menneske skal være et formål i sig selv og ikke kun et middel, som kan bruges af andre. Ikke en genstand, som andre kan bruge, og et menneske består ikke af genstande – heller ikke efter dette menneskes død.

Det er, som om muligheden for transplantation har ført til et nyt syn på kroppen. Kroppen indeholder ressourcer i form af raske organer. Den afdøde krop bliver derved interessant for andre end dem, der står den afdøde nær. Personen bliver nu noget værd på en anden måde end i levende live – personen bliver en medicinsk ressource.

Hjernedødskriteriet er også med i billedet. Hjernedøden forstås ikke, den er teknologisk defineret. Hvordan skulle en død skulle kunne afgive levende organer? Det er selvmodsigende. Sproget rummer det ikke, for man kan næsten ikke sige "den dødes hjerte slår", og man taler ikke om et lig. Man kan ikke sige, at "liget køres på operationsbordet". Måske falder personalet selv igennem, hvis de kommer til at sige, at efter organudtagelsen, slukker vi for respiratoren, og så får hun eller han lov at dø "rigtigt". Var det da ikke rigtigt før? Det gamle ord om, at så længe der er liv, er der håb, har stadig fat. Så længe der tilsyneladende er liv, er der håb.

For de pårørende er den afdøde, den hjernedøde, altså knap nok død, men ses som døende. Men selvom døden accepteres, er det svært for de pårørende ikke at opfatte det, der sker med den afdødes krop, som noget, der faktisk sker med denne person, som de kendte fra levende live.

Den personlige livshistorie strækker sig hen over grænsen mellem liv og død: Hvad andre gør med kroppen efter døden, er noget, de gør med denne person. Det er ikke mærkeligt, hvis den følelse indfinder sig: "Han har lidt nok." Den følelse er ikke rationel, for han lider ikke mere, han er død.

Når man har set, hvilken usigelig gavn en organtransplantation kan gøre, og hvilket liv den kan bringe, er det svært at være imod. Men samtidig må man forstå og regne med, at der findes en intuitiv protest mod tingsliggørelsen.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af direktør på Nationalmuseet Per Kristian Madsen, ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, lektor og forfatter Henrik Jensen, præst og journalist Sørine Gotfredsen og forfatter og journalist Peter Olesen