Organdonation uden hjernedød

@Fotobyline:Tegning: Peter M. Jensen.

Presset er ubehageligt. For det vidner om en stigende råhed, hvor nogen mener, at de har et særligt krav på at bestemme over andres død. Kirkeminister Birthe Rønn Hormbech skriver

Kirkeligt Set

Af Birthe Rønn Hornbech

I denne tid smiler kendte mennesker med et særligt budskab til os på avissiderne. De gode siger ja til organdonation. De onde siger nej. De onde skal i hvert fald ikke regne med selv at kunne modtage et organ, siger mange.

Sådan er det blevet. Aviserne er fyldt med overskrifter, hvor det anklagende springer imod læserne: Der er mangel på organer. Underforstået, at kun onde mennesker siger nej til organdonation.

Jeg vil gerne være organdonor, men jeg vil bare gerne være død først og død på den måde, at mine pårørende får lov at gøre mig den sidste tjeneste ved at være til stede.

Men den kendte død er uforenelig med for eksempel nyredonation. Trods den moderne teknologi er der ikke en eneste læge, der gider løfte en finger for at forbedre teknologien, så man kan bruge nyrerne, når man er død på gammeldags maner ved hjertedød.

Nej, hellere moralisere og måske i farten selv glemme at tilmelde sig organregisteret.

Presset er ubehageligt. For det vidner om en stigende råhed, hvor nogen mener, at de har et særligt krav på at bestemme over andres død. De glemmer bare at sige det.

Vil man afkrydse for organdonation på propagandamaterialet, står der intet om valgmulighed mellem hjernedød og hjertedød. Der gøres heller ikke nogen særlig indsats for at oplyse ordentligt om, at man netop som organdonor bliver holdt i live med respirator, og at man med røde kinder og bankende hjerte køres bort for øjnene af de pårørende for at få udtaget organerne. Først når organerne er fjernet, kan dødsattesten skrives.

Prøv at spørge lægerne, om de må skrive dødsattest for en hjernedød. Nogen nægter at svare eller taler udenom eller bliver meget vrede. Men naturligvis kan dødsattest ikke skrives, før organerne er udtaget. Det ville da også være makabert at skrive dødsattest for et menneske, som ingen synlige dødstegn har vist.

Når vi overhovedet har indført et hjernedødskriterium, skyldes det jo, at vi netop ønsker at holde folk i live for at bevare organerne friske til transplantation.

I min ungdom kunne man foretage en række transplantationer efter hjertedød. For eksempel nyredonation. De nyredonorer, der fortsat ønsker at dø på gammeldags maner, må altså efter indførelsen af hjernedødskriteriet sige nej til at være nyredonor.

Det er stærkt beklageligt, at lægerne selv vælger for eksempel nyremangel frem for at få doneret flere nyrer efter hjertedød. Men jeg har forstået, at sådan er det.

Det står der naturligvis ikke noget om i propagandamaterialet. Man skulle nødig forskrække folk.

Derfor er der masser af organdonorer, der ikke aner, at man ved at sige ja til organdonation, også siger ja til at blive holdt i live med respirator, samtidig med at det forhindres pårørende at være til stede og se og høre det uafvendelige, når det sidste suk drages. Det sker nemlig, medens organerne fjernes.

Mens man i andre alvorlige spørgsmål kræver informeret samtykke, så gør man det i praksis ikke, når det gælder organdonation. Det kommer helt bag på folk, når de erfarer, at de bliver holdt i live med respirator, hvis de er organdonorer. Ofte er det netop det modsatte, de ønsker.

En del politikere er lige så uvidende og mener, at staten skal udøve tvang. Tvangen har forskellige grader.

Man kan lovgive om, at alle borgere er organdonorer fra fødselen uden mulighed for at melde fra. Men kan også vælge, at det allernådigst er tilladt at melde fra. Endelig kan man vælge at lovgive, så den, der ikke har truffet en beslutning, skal være organdonor, og at kun de, der positivt har meldt fra, kan dø en hjertedød.

Grænser skrider. Forholdet til døden skrider. Forholdet mellem stat og borger skrider.

Der er en del toneangivende, ikke mindst læger og politikere, der vil, at vi skal føle os som dårlige mennesker, fordi vi gerne vil have den hjertedød, vi kender og kan forstå, i fred. Disse læger og politikere kan ikke tåle, at det enkelte menneske selv skal bestemme over sin død.

Kendsgerningen er nemlig, at der ikke engang med det nuværende informationsniveau, er tilstrækkeligt med organdonorer.

Den, der ønsker sin hjertedød i fred, kan ikke mere vide sig sikker. Det er ikke til at vide, om man, når den tid kommer, stadig kan bestemme selv.

At nogen ville udvikle en transplantationsmåde, så man kunne blive organdonor efter hjertedød, og på den måde både få sin død med sine kære og bagefter stille sine organer til rådighed, er der desværre ikke udsigt til. Det er der nemlig ikke prestige i.

Birthe Rønn Hornbech er kirke- og integrationsminister for Venstre

Kirkeligt Set bliver skrevet på skift af biskop Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen