Organdonation en gave eller et krav?

"Hvis mennesker selv vælger at donere deres organer til andre mennesker, som er alvorligt syge, er det en meget smuk tanke og en smuk gave at give. Men en gave er noget, man selv beslutter at give," skriver Tove Videbæk om organdonation

Organdonation er så vigtig en sag, både for givere, modtagere og pårørende, at vi ikke bare skal sige, at mennesker automatisk bliver tilmeldt et register, skriver Tove Videbæk

Skal vi alle fra fødslen være registreret i et statsligt register som organdonorer? Og skal vi alle fra det fyldte 18. år kunne bruges som organdonorer, hvis ikke vi aktivt melder fra og siger nej? Eller skal alle, som ønsker at være organdonorer, fortsat selv melde sig til, hvis man ønsker, at ens organer gerne må bruges til at redde et andet menneskes liv?

Det er store etiske spørgsmål, som for tiden drøftes rigtig meget og mange forskellige steder.

Min holdning er, at organdonation er så vigtig en sag, både for givere, modtagere og pårørende, at vi ikke bare skal sige, at mennesker automatisk bliver tilmeldt et register.

Hvis mennesker selv vælger at donere deres organer til andre mennesker, som er alvorligt syge, er det en meget smuk tanke og en smuk gave at give. Men en gave er noget, man selv beslutter at give. Hvis andre beslutter for én, er det ikke længere en gave (donation).

LÆS OGSÅ: De 10 vigtigste ting at vide om organdonation

Hvis staten bestemmer for os, at vi alle er organdonorer, hvis ikke vi aktivt melder fra, så kan det vel nærmest betragtes som formynderi eller måske endog som bondefangeri!

NÅR ALT DET ER SAGT, så er det nødvendigt, at der gøres en ekstra indsats for at få flere til at tilmelde sig donorregisteret i Danmark. Alt for mange alvorligt syge venter alt for længe på organer. Der skal nye initiativer til.

Et af forslagene, som har set dagens lys, er, at vi i Danmark kunne indføre formodet samtykke, hvilket vil betyde, at staten formoder, at vi alle ønsker at være organdonorer. Det mener jeg af mange grunde ikke er en vej, som vi bør gå i Danmark.

Derimod bør vi opruste med information og oplysning om emnet. Emnet skal gøres mere forståeligt for os almindelige danskere, som ikke har en sundhedsuddannelse eller arbejder i sundhedsvæsenet. Jeg er sikker på, at der kunne findes mange kreative måder at gøre dette på.

For eksempel kunne man sende et målrettet brev til alle, der fylder 18 år, med informationer om nødvendigheden af, at der bliver flere organdonorer i Danmark og om muligheden for at kunne give et alvorligt sygt menneske en livgivende gave ved at blive organdonor.

I BREVET KUNNE MAN opfordre de 18-årige til at drøfte sagen med deres pårørende og derefter tage stilling og sende kortet tilbage med svar. På den måde bliver alle 18-årige stillet over for spørgsmålet, de får information om nødvendigheden, om hvad organdonation indebærer, og de får tid til at overveje sagen og drøfte den med deres pårørende.

LÆS OGSÅ: Organdonation som tilvalg eller fravalg

For de pårørende spiller altså også en afgørende rolle i denne forbindelse. De kan komme til at skulle tage stilling i en meget kritisk situation, og hvis ikke de kender afdødes holdning, bliver situationen endnu sværere for dem.

De pårørende og deres oplevelse af hele situationen omkring en nærtståendes død og eventuel organdonation tror jeg ligeledes har stor betydning for, hvor mange, der har lyst til at tilmelde sig som organdonorer. Det er vigtigt, at der er ro og respekt omkring afskeden og at der vises omsorg for de pårørende.

Organdonation er en smuk gave. Men vi skal ikke pådutte hinanden at være donorer (givere), for så er det ikke længere en gave.

Tove Elisabeth Videbæk (født 7. december 1945 i Haderslev) er direktør og tidligere folketingsmedlem for Kristendemokraterne. Hun var kandidat ved Europa-Parlamentsvalget 2009 og Folketingsvalget 2011 for Det Konservative Folkeparti.