Misbrugt efter døden

Det er ikke svært at forestille sig den mulighed, hvor man pantsætter liget før døden, skriver Jacob Birkler

De fleste spekulerer på, hvad vi skal med livet, men hvad skal vi egentlig med døden?

I grænselandet mellem legalt og illegalt er der skabt en lang række muligheder i overgangen fra legeme til lig. I dag giver døden således ikke kun efterladte, men også rum for det efterlevende. Vi kan donere vores organer eller donere liget til videnskabelige formål. Brænder vi liget, kan vi drage nytte af varmen. Aktuelt er der fokus på knogler, brusk, sener og væv, der kan renses og genbruges som medicinsk udstyr.

Det er således ikke svært at forestille sig den mulighed, hvor man pantsætter liget før døden. Langt værre er tanken om, at liget bruges mod ens vilje, hvilket P1 kunne give udenlandske eksempler på forleden.

MEN ÉT ER, hvordan vi kan planlægge vores tid som efterlevende. Noget andet er, hvad vi etisk bør acceptere.

Grundlæggende er der to stridende positioner i spil. Fra én kant kan det fremføres, at intet menneske nogensinde har været plaget af at være død, hvorfor det er prisværdigt at drage maksimal nytte af liget. Fra en anden kant kan man modsætte sig ud fra et fokus på humanistiske værdier såsom respekt, værdighed, anstændighed og så videre.

Min pointe er imidlertid, at grænsen for det efterlevende ikke bør sættes af de efterladte. Det er mere end rigeligt, at der appelleres til, at hver enkelt træffer valg vedrørende eksempelvis livsforlængende behandling og organdonation. De mange valg i livet bør have forrang for de mange valg vedrørende døden. Lovgivningen må derfor sætte klare grænser for spekulation i livet som død.

Livet efter døden bør primært være et trosspørgsmål og ikke et økonomisk spørgsmål.

Jacob Birkler er lektor, ph.d. og medlem af Det Etiske Råd