Man kan godt bo i himlen uden et hjerte
Deres mor var erklæret hjernedød, men Jens og Charlotte Vinther var ikke enige om, hvorvidt hendes organer skulle doneres væk. For hvornår er der ikke længere noget håb?
Grete Vinther forlader festen tidligt på dagen. Hun plejer at være glad og festlig, men ikke denne dag. Det gør ondt i hovedet, siger hun og lægger sig ned i husets kælder. Oven over hende fortsætter familien med at fejre Gretes svigerdatters fødselsdag. Det er september 1998.
Charlotte Vinther er sikker på, at hendes mor er ved at gå psykisk ned. Hun har slet ikke reageret på den hårde skilsmisse for otte år siden, men nu er nedturen på vej. Da hendes storebror Jens ringer om mandagen og fortæller, at deres mor har mistet hørelsen, afskriver Charlotte det som et råb om opmærksomhed.
– Jeg tror, hun er ved at blive tosset. Hun sidder bare og skriver små sedler, fortæller Jens hende i telefonen.
Charlotte beder om at få sin mor i røret.
– Hej mor, siger hun.
– Hej, svarer hendes mor, og Charlotte begynder at skælde hende ud for at tosse sådan rundt og for at have glemt sit barnebarns fødselsdag ugen før. Men hun mærke med det samme den dårlige samvittighed overmande hende.
– Åh mor, jeg elsker dig jo alligevel, siger hun.
– Jeg elsker også dig, lyder det i røret, og Charlotte lægger på med en mærkelig fornemmelse i maven. De fortæller næsten aldrig, at de elsker hinanden, men hun er glad for at få det sagt.
Det er de sidste ord, hun hører sin mor sige.
Hospitalsgangen er lys, men bar. Charlotte og Jens taler dæmpet, selv om de ikke forstyrrer nogen. Noget er helt galt med deres mor, er de enige om, men de tror stadig, det er psykisk.
I løbet af mandagen efter fødselsdagsfesten var hun blevet mere forvirret og urolig, og tirsdag havde Jens kørt hende til Viborg Sygehus. Her havde de tjekket hende for forgiftning på grund af hendes store forbrug af hovedpinepiller, men hun havde været for urolig til at blive scannet. Natten til onsdag blev hun overført til Aalborg Sygehus, og nu ventede de bare på, at de skulle ankomme med hende.
En svingdør nede ad gangen går op. Selv på lang afstand kan Charlotte se, at det er hendes mor, der kaster sig vildt rundt i hospitalssengen med flagrende arme og ben. De styrter derhen.
– Mor, hvad sker der med dig, siger Charlotte grædende, da hun står bøjet ind over hende og tager hendes hånd. Med tommeltot og pegefinger prøver hun at åbne sin mors øjne for at få kontakt. Men der er ingen tegn på genkendelse.
Portøren kører hende ned ad gangen mod scanningsrummet.
En læge kommer ud. – Jeres mor har en sjælden form for hjerneblødning. Hun kan dø af det, men vi vil prøve at operere, fortæller han. Det bliver dog først dagen efter.
De kører sammen hjem. Charlotte trænger til at være hos sin familie, hvor verden stadig er normal, og hvor hun kan hvile sin krop. Der er kun seks uger til, at hun skal føde sit andet barn.
Den nat drømmer hun. Fra tårnet på en legeplads ser hun sin mor i en hospitalsseng. Der går en rutchebane hele vejen ned, men hun tør ikke tage den. Så hun går lidt længere ned ad trapperne.
– Se mor, jeg tør godt tage den herfra, råber hun og vinker.
Da hun kommer ned, aer hendes mor hende på kinden.
– Det var flot, min pige. Det var godt, du turde.
I det øjeblik ringer telefonen. Charlotte græder allerede, da hun tager den. Hun ved, det kun kan være dårligt nyt. Det er Jens.
– Det ser ikke godt ud. De vil erklære hende hjernedød, hører hun ham sige.
Charlotte pakker hurtigt sine ting, mens hun ser sin mor for sig i rullestol. Hun ved ikke, hvad hjernedød vil sige, men hun kommer nok ikke til at gå igen, tænker hun.
Hun ser normal ud. Helt stille og med lukkede øjne ligger hun i hospitalssengen. Kun et rør foran munden afslører, at noget er galt.
En sygeplejerske fortæller, at alle hendes livsfunktioner er ophørt i løbet af natten. Hun kan kun hoste. Og arme og ben kan give et spjæt. Hendes hjerne er død, og respiratoren vil kun holde hendes hjerte i live i en dags tid, forklarer sygeplersken.
– Men så er hun jo faktisk død nu, siger Charlotte.
– Ja, det er hun faktisk, svarer sygeplejrsken.
I et par sekunder sig ingen noget.
– Hun vil gerne være organdonor, udbryder Charlotte uden at vide hvorfor og styrter ud af rummet for at kaste op.
Tilbage står Jens. En læge spørger, om organdonation er noget, de har snakket om i familien, men Jens ryster på hovedet. For et års tid siden havde de tilfældigvis snakket løst om det, og hans mor havde sagt, at hun ville være donor. Hvorfor fortæller du os det?, havde han tænkt. Hvad skal jeg bruge det til? Og heller ikke nu, som han står og kigger på hende, kan han forholde sig til det. Hun er stadig varm, hun hoster, hendes brystkasse hæver og sænker sig. Så er der vel stadig håb?, tænker Jens.
Sammen med læger og sygeplejersker gennemgår han systematisk alle symptomerne på hjernedød. Siden 1986 har han været ansat i militæret og er vant til at tænke rationelt. Han gør det klart for lægerne, at først når alle symptomer på hjernedød er der og er blevet tjekket, vil han opgivet håbet for sin mor.
Charlotte har det, som om hun har tømmermænd. Hun kan ikke stille klart og hører ikke rigtigt, hvad folkene omkring hende fortæller. Det lille hvilerum, som de er blevet vist hen til, kan slet ikke rumme de tanker og billeder, der flyver gennem hovedet på hende.
– I bliver nødt til at tage en svær beslutning, siger lægen, der sidder over for dem, og begynder at forklare, hvordan organdonation fungerer. At de tjekker alle symptomer for hjernedød igen. At hjertet stadig pumper, mens de fjerner hendes organer under fuld bedøvelse. At de syer hende sammen igen, så de kan få lov at se hende. At hun får lov til at ligge i et rum i seks timer, før hun bliver erklæret død.
Charlotte er stadig i en tåge, men hun er ikke i tvivl.
– Hvis det er hendes eget ønske, må vi følge det, siger hun flere gange. Det er den eneste, hun har at støtte sig til.
Men Jens er modvillig. Han synes, det hele går for hurtigt. Hvordan kan jeg føle mig sikker på, at hun virkelig er død, når hun stadig ligger helt varm og ser levende ud?, spørger han sig selv. Han tænker rutinen for en organdonation igennem og tæller timerne for at afgøre, hvornår hun egentlig er rigtig død.
– Jeg kan ikke give hendes organer væk, før jeg ved, hvornår jeg kan sige farvel, siger han højt.
Den sygeplejerske, der har fulgt dem gennem hele forløbet, er kommet ind for at snakke med dem. Han nikker til Jens' konklusion.
– Måske skulle I snakke med en præst, siger han så.
Jens har aldrig været særlig troende. Det er kun sjældent, han kommer i kirken, men alligevel giver det god mening at sige ja til at snakke med præsten. Hvis der er nogen, der kan forklare mig, hvornår jeg kan sige farvel til min mor, må det være en præst, tænker Jens.
Da hun kommer, kan Jens med det samme mærke, at han kan have tillid til hendes svar.
– Hvornår er hun død, spørger han som det første.
De snakker sammen længe. Hun forklarer, at han er nødt til selv at vælge et tidspunkt for, hvornår moderen er død. Men det skal være noget konkret, han vælger tidspunktet ud fra. Og så skal han holde ved det. Jens nikker. Det giver god mening. De beslutter, at de sammen – Jens, Charlotte, deres ægtefæller og præsten – skal foretage et lille ritual ved moderens seng. Og det ritual skal være den officielle afslutning på hendes liv. Så kan Jens få sagt farvel. Han indvilliger.
De står alle rundt om sengen. Præsten ved fodenden. Hun læser op af Bibelen, mens Jens og Charlotte står opløste af gråd og kigger på deres mor og holder hende i hånden.
De synger alle sammen en salme, inden præsten siger nogle ord igen. Så synger de I Østen stiger solen op, for den kunne deres mor så godt lide. De slutter af med fadervor. Og så er ritualet slut, har de aftalt.
Jens kigger på sin mor. Det var det, tænker han. Nu er hun død. Han siger farvel. Charlotte gør det samme. Han ved, at moderen nu skal give sine organer væk, og det er okay. Kun hendes hornhinde har de forbudt lægerne at røre ved. For der er nødt til at være noget tilbage, for at det stadig er min mor, forklarer Charlotte til sygeplejersken, og hun vil gerne kunne se sin mors øjne, når de skal se hende en sidste gang i kapellet.
Umiddelbart efter ceremonien kører de hjem. Jens presser den grønne Opel Astra langt over det tilladte gennem tågen. Han vil bare væk. Han havde aftalt med præsten, at de ikke skulle se deres mor igen efter organdonationen, som det ellers er kutyme, for de havde allerede sagt farvel. Der var ikke mere at se. Ikke mere at sige. Det var overstået.
Det er en dag med faste kunder i frisørstolen i Århus. Charlotte snakker løs, glad for at være tilbage efter sin barsel.
En af kunderne hedder Lone og er sygeplejerske. De kommer til at tale om Charlottes mor og organdonationen, der efterhånden ligger lidt over et år tilbage i tiden. Og da Lone fortæller, at hun faktisk arbejder med organdonation, ryger den tanke, Charlotte har båret på så længe, ud af munden på hende:
– Kan du ikke finde ud af, hvordan min mors organer er blevet brugt?
Lige efter moderens død havde hun tænkt meget over, om hun var kommet godt afsted, når nu alle organerne var blevet fjernet. Hun har altid troet på et liv efter døden, men gælder det også folk uden hjerte?, tænker hun. Under alle omstændigheder: hvis hjertet og de andre organer er blevet brugt og lever videre i andre mennesker, vil det have været alle tårerne værd.
Nogle dage efter ringer en sygeplejerske fra Skejby Sygehus. Det er kun nyrerne og hjertet, der er blevet brugt. Nyrerne har betydet et nyt liv til to mennesker, mens patienten døde under hjertetransplantationen, fortæller sygeplejersken.
Charlotte mærker en isnende fornemmelse i maven. Er hendes beslutning om organdonation skyld i et andet menneskes død?, spørger hun sig selv. Men hun ryster tanken af sig. Den døde patient havde jo blot fået en ekstra chance.
Desuden havde det aldrig rigtig været hendes beslutning. Havde hendes mor ikke meldt ud, at hun ville være donor, og havde hun ikke haft det lille donormærke på sin taske, ville Charlotte aldrig havde turde at tage beslutningen selv.
Hun har tit tænkt på, at hun aldrig vil sætte sine egne børn i en situation, hvor de ikke har en på forhånd truffet beslutning at læne sig op af. Alligevel kan hun ikke få sig selv til at lade sig registrere som donor.
Måske gør hun det en dag. Så hendes børn også kan være afklarede, hvis ulykken skulle ske. En dag. Så får hun det gjort.