Kina udfaser brugen af organer fra henrettede

International kritik betyder, at Kina fra november udfaser brugen af henrettedes organer til transplantation

Fra november begynder Kina at udfase sin årelange praksis med at bruge organer fra henrettede fanger til transplantationer.

Det siger en højtstående embedsmand torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Kina er fortsat det eneste land i verden, der stadig anvender organer fra henrettede fanger til transplantationer. Mange kinesere ser denne metode som en afskrækkelse for at gå kriminelle veje.

Praksissen har medført omfattende international kritik. Samtidigt er flere kinesiske embedsmænd på det seneste gået imod denne praksis, som, de mener, "tegner et skræmmende billede af Kina".

Ifølge den tidligere vicesundhedsminister Huang Jiefu vil landets Sundhedsministerium fra november begynde at håndhæve en lov, der betyder, at organer til transplantationer skal komme fra frivillige.

- Jeg er overbevist om, at inden længe vil hospitalerne ikke kunne bruge fangers organer, siger Huang Jiefu.

Huang Jiefu står desuden i spidsen for ministeriets kontor for transplantation.

Som udgangspunkt har 165 kinesiske hospitaler, der har licens til at udføre transplantationer, lovet at stoppe med at bruge organer, der kommer fra landets dødsgange.

Mod slutningen af 2012 kom omkring 64 procent af organer til transplantationer fra henrettede fanger. I 2013 er tallet dalet en smule til 54 procent.

Kina har længe lovet at ændre praksis på området, men en høj efterspørgsel og kronisk mangel på donorer har medført, at fanger er en vigtig kilde til organer.

I 2007 blev køb og salg af menneskelige organer forbudt i Kina. To år senere præsenterede myndighederne en national ordning, som skulle bidrage til flere organer.