-- Jeg siger tak ved at leve
Søren Videbæk fik sin mors nyre, da han blev syg. Det knyttede ham tættere til forældrene, men han føler sig ikke i taknemmelighedsgæld
En aprildag for ni år siden ændrede Søren Videbæks liv sig. Den dengang 22-årige elektriker havde i længere tid sovet dårligt om natten og var også frygtelig tørstig, men det var først den dag, han afleverede en urinprøve til sin læge, at det gik op for alle, hvor syg han var. Samme aften havde han en diagnose. Han var nyresyg og kom i akut dialyse.
– Jeg nåede ikke at blive chokeret, for jeg vidste ikke, hvad det indebar, og der skete så meget omkring mig på hospitalet, husker Søren Videbæk, der i dag er 31 år.
Han er single og netop kommet hjem fra ferie i Frankrig, som han har holdt sammen med sin mor og far. Til daglig arbejder han som plastmager, i øvrigt på samme arbejdsplads som moderen, og udover at han skal tage syv piller hver dag for at undgå at afstøde sin nye nyre, er han i dag rask.
På hospitalet viste det sig, at Søren Videbæk altid kun havde haft én velfungerende nyre, og det var den, der nu var holdt op med at fungere.
Hans tilstand var på det tidspunkt så alvorlig, at han ikke ville have levet weekenden over, hvis ikke han var kommet i dialyse.
– Jeg har bagefter fået at vide, at mine far samme aften sagde, at han ville give mig sin ene nyre. Og efter at have talt om det, kom min mor også på banen, forklarer han.
Søren Videbæk kom i dialyse flere gange om ugen, og hospitalet blev efterhånden hans andet hjem og sygeplejerskerne hans reservefamilie. Samtidig gennemgik hans mor og far en lang række prøver, og det viste sig, at moderen var den bedst egnede donor.
– Jeg holdt fast i et håb om, at dialysen bare var midlertidig. Hvis jeg skulle have ventet på en nyre fra en afdød, er det ikke til at sige, hvor længe jeg skulle vente. Mine fremtidsudsigter og håb lå i at få en ny nyre hurtigt, siger Søren Videbæk.
Samtidig var han optaget af, hvordan han skulle takke sin mor for nyren. Hun skulle trods alt i fuld bedøvelse, opereres og have taget et organ ud.
Det problem løste moderen ved at sige, at den største tak, han kunne give forældrene, var at blive rask og leve videre.
– Da hun havde sagt det, faldt det hele til ro. På en måde er det jo logik. Jeg er mine forældres barn, og de ønsker bare, at jeg lever, siger Søren Videbæk.
I september, knap et halvt år efter at han var blevet syg, blev han og hans mor lagt i narkose. Lægerne tog en nyre fra hende og opererede ind i Søren Videbæks hofte. Operationen gik godt, og i dag er såvel han som hans mor rask.
Men fordi hans krop opfatter nyren som fremmed, vil den altid forsøge at afstøde den, og han skal resten af livet tage piller for at dæmpe immunforsvaret. Dertil kommer, at ingen kan sige, hvor længe nyren holder, og en ny transplantation kan komme på tale.
– Hvis jeg igen bliver syg, tror jeg ikke, at jeg når at spørge min far, før han tilbyder sig selv som donor. Min storebror vil jeg under ingen omstændigheder spørge. Han har små børn, og tænk nu hvis han gav mig sin ene nyre, og hans søn eller datter så bagefter ved sort uheld blev nyresyge, siger Søren Videbæk.
Han erkender, at hans mor i dag pylrer lidt om ham og en gang imellem spørger, om han har husket sine piller. Men som Søren Videbæk siger, så bekymrer de fleste mødre sig jo. Familien Videbæk har altid haft et godt forhold til hinanden, men transplantationen ændrede alligevel relationen mellem Søren Videbæk og forældrene.
– Forholdet til mine forældre blev anderledes, men på en positiv måde. Vi blev ligesom rystet mere sammen. Jeg synes, at familiebaseret donation er at foretrække, og man bør tage imod organet med kyshånd, for der er mangel på organer. Men der er også eksempler på, at nogle af dem, der har givet et organ, føler, at modtageren står i gæld til dem. Og har man det sådan, er det bedre at lade være.