Hvad sker der med kroppen?

I hinduismen brændes kroppen ofte ved døden for at markere dens ligegyldighed. I kristendommen tror man på kødets opstandelse, derfor er der ikke lang tradition for lig-afbrænding i kristendommen, forklarer Søren Korsholm Poulsen.

Fakta: tre sikre dødstegn

Fakta: Tre sikre dødstegn

Der findes tre såkaldt sikre dødstegn: ligpletter, dødsstivhed og forrådnelse. Ligpletter er blåviolette misfarvninger af huden og kan ses allerede en time efter dødens indtræden på de nedadvendte dele af liget. Årsagen er, at når blodkredsløbet standser, synker blodet mod de lavest beliggende dele af kroppen, og blodets farvestof, hæmoglobinet, trænger ud i det omgivende væv. Dødsstivheden, der skyldes, at musklerne bliver stive, optræder cirka tre timer efter døden og holder sig et par døgn. Forrådnelse anses for det pålideligste dødstegn. Afhængigt af omgivelsernes temperatur og fugtighed kan forrådnelse erkendes efter cirka to døgn. Den skyldes bakteriel og enzymatisk nedbrydning af organisk materiale.

Fakta: hjertedød og hjernedød

Man kan blive erklæret død på to måder: hjerte- eller hjernedød. Hjertedødskriteriet er opfyldt, når hjertet, hjernen og åndedrættet alle tre er ophøret. Hjernedødskriteriet, som blev indført 13. juni 1990, er opfyldt, når samtlige funktioner i både storhjerne og hjernestamme er ophørt. Så kan åndedrættet holdes i gang ved hjælp af en respirator, og hjertet kan blive ved at slå i nogen tid. Det kan dog kun udskyde dødens endelige indtræden i kortere tid timer eller dage.

Hjernedødskriteriet blev indført af to grunde. For det første kan respiratorbehandling herefter afbrydes, når al yderligere behandling er udsigtsløs. For det andet anses hjernedødskriteriet for at være en forudsætning for at skaffe så levedygtige organer som muligt til organstransplantation. Før hjernedødskriteriet blev indført, skulle lægerne vente på, at hjertet holdt op med at slå, inden transplantationen kunne gå i gang. Det betød, at organerne kunne nå at tage skade på grund af iltmangel.

Hvad sker der egentlig med kroppen, når den begraves, brændes eller doneres til videnskaben? Og hvilke andre muligheder er der? Kristeligt Dagblad giver her et overblik over, hvad der helt konkret sker, når livet er slut

En bedemand gør den døde i stand og lægger personen i en kiste. Den døde bliver vasket, måske sminket eller barberet, og iklædt det tøj, de pårørende har bestemt. Hvis døden indtræffer på sygehuset eller et plejehjem, er det normalt plejepersonalet, der gør den døde i stand.

Hvis den døde skal begraves, køres kisten til et kapel eller til hjemmet og føres herfra til den kirke, hvor begravelsen skal finde sted. I graven fortsætter forrådnelsen, som foregår i et tempo, der blandt andet afhænger af fugtigheden i jorden. Det sker, fordi bakterierne i kroppen ikke længere sættes i skak af immunforsvaret. Bakterierne udskiller gasser, når de spiser, som kan få kropsdele til at vokse. Til sidst smuldrer liget og siver ned i jorden.

Hvis omgivelserne er tørre, kan huden dog mumificeres og blive uspiselig for bakterier og små dyr. Hvis den døde ikke lægges i en kiste, eller der er godt med ilt i kisten, vil fluer og larver også spise af den døde. Det kan vare århundreder, før skelettet opløses igen afhængigt af omgivelserne.

Skal den døde brændes, stilles kisten i et kølerum, indtil den kan køres i ovnen på et krematorium. Her brændes den døde ved en temperatur på mindst 850 grader celsius, og asken samles i en urne. Eventuelle proteser som kunstige hofte- og knæled, skruer, skinner, ståltråd og plader, sorteres fra. Nogle krematorier begraver disse dele i en anonym fællesgrav, andre sælger dem som skrot.

Asken fra den brændte skal bisættes på et sted, der er forhåndsgodkendt af Kirkeministeriet. Siden 1975 har kirkeministeren også kunnet tillade, at asken spredes over vandet, eller at der foretages en søbisættelse af asken. Siden 1997 har det også været muligt at blive bisat uden for indviet jord, da det første danske krematorium uden kapelsal blev opført i Kolding. Kremering har været tilladt siden 1892 og er i dag den mest almindelige praksis i Danmark.

En bedemand kører liget til Københavns eller Syddansk Universitet, hvor kroppen bliver brugt til mange formål. De fleste lig bruges til studenterundervisning. For at undgå infektioner sprøjter man konserveringsvæske ind via en pulsåre tæt på låret, så væsken hurtigt bliver fordelt i hele legemet. Derefter bliver afdøde ført ind i et slags brusebad med samme konserveringsvæske. Der ligger kroppen i et halvt år for at sikre, at den er helt steril.

Huden bliver meget fast i det ved denne metode, og derfor gør man noget andet, når kroppen skal bruges til efteruddannelse af professionelle kirurger eller patologiske institutter, der forsker i sygdomme. Da fryser universiteterne straks ved modtagelsen liget og tør det op til efteruddannelsesbrug, så færdiguddannede læger har et friskt lig at øve sig på, hvor konsistensen af vævet er naturligt. Lægerne bruger ikke kun ligene til øvelser, men også til at udvikle nye operationsmetoder og til bedre at forstå sygdomme i især knogler, led og muskler.

Der må højst gå fire dage fra døden indtræffer, til universiteterne modtager liget. Efter et til to døgn har fordøjelsessystemet taget skade, mens arme og ben først fordærver efter cirka fire døgn.

Efter i gennemsnit to år bisættes liget. Nogle dele kan dog bruges længere, og de dele, typisk arme og ben, begraves i en anonym fællesgrav. Hvis universitetet vælger at bevare den døde eller en kropsdel i længere tid, vil det være fordi den skal indgå i den permanente undervisningssamling. I så fald bevares den dødes kropsdel i formaldehyd i op til 100 år.

Ikke kun på universiteterne finder man udstillede kroppe og kropsdele. Mumier fra det gamle Ægypten kan ses for eksempel på Ny Carlsberg Glyptoteket i København, og mange gamle skeletter er udstillet rundt omkring i landet. Nu om dage benyttes plastificering af lig, der skal udstilles. Den dødes krop balsameres og drænes for vand og fedt, som erstattes med en form for bevægelig plastik, der ikke går i forrådnelse. Det betyder, at kroppen foreviges. Metoden blev kendt herhjemme i forbindelse med den omdiskuterede udstilling "Boddies", som man kunne se i Tivoli for to år siden. Udstillingen bestod primært af døde kinesere.

Dele af kroppen kan genbruges efter døden, for eksempel hornhinderne. Danskere, der har skrevet under på organdonation, kan forlænge andre menneskers liv efter død eller hjernedød. Men der er også andre, både makabre og romantiske måder at genbruge kroppen. Ny teknologi har gjort det muligt at omdanne asken fra en brændt person til en lille diamant, som en efterladt kan bære på fingeren som minde. I Sverige er man så småt begyndt at frysetørre døde og genbruge det resterende organiske materiale som livsgivende gødning for træer, blomster eller planter. På den måde kan nyt liv så at sige opstå af den dødes krop. I den mere makabre ende er rester af døde blevet til brugsgenstande. Senest under Anden Verdenskrig, hvor nazister brugte hud fra mennesker, der var døde i koncentrationslejre, til at lave blandt andet lampeskærme og pengepunge.

Forskellige kulturer har forskellige måder at behandle kroppen på efter døden. De ovenfor nævnte er kun de mest almindeligt kendte i Danmark. I det gamle Ægypten mimificerede man den afdøde ved at fjerne alle organer undtagen hjertet og efterfølgende udtørre den tømte krop, som blev viklet ind i et linned. Derefter bevarede kroppen for eftertiden i en sarkofag. I den gamle iranske religion zarathustrismen anbringes døde på særlige stilladser for at blive fortæret af gribbe. I jernalderens Europa blev nogle døde lagt i moser, og i vikingetiden placerede man dem, der var døde i kamp, i en båd, satte ild til den, og lod den drive ned af vandet mod Valhalla.

Nogle stammefolk spiser de døde, eksempelvis amahuchaerne i det vestlige Brasilien. Inden for hinduismen brændes døde på et bål. Det er heller ikke unormalt, at der bygges oven på begravelsespladser. Strøget i København er for eksempel placeret over en stor kirkegård. Og i moderne tid er nedfrysning blevet en mulighed. Her placeres kroppen i flydende nitrogen, som sikrer mod forfald. Håbet er, at man i fremtiden vil finde en måde at tø den døde op og vække personen til live igen.

Kim Schou

Født 1982. Journalist fra Syddansk Universitet, bachelor i Film- og medievidenskab fra Københavns Universitet. Forhenværende freelance-redaktør på Egmont Serieforlaget og journalist på ugeavisen Udfordringen. 2010. Forfatter til bogen "Kinas kristne revolution" (2011). Journalist på Kristeligt Dagblad 2009-2014. Digital tilrettelægger på Kristeligt Dagblad 2014 ff.

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

BEIJING LOVE STORY

kr. 299,00 Køb

Strauss - Complete Operas

kr. 679,00 Køb

HJERTET HAR ALTID DET SIDSTE ORD

kr. 249,00 Køb

Mød Peter Høeg

kr. 65,00 Køb

KRIGEN 1914-1918

kr. 249,00 Køb

SKYGGELIV

kr. 199,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.