Hvad er et menneske?

ORGANDONATION: Videnskaben vil gerne herse med os, men det må være helt op til den enkelte,om man vil være donor, og det tilkommer ikke videnskaben eller politikerne at blande sig i den enkeltes livssyn

Kirkeligt Set

Af Birthe Rønn Hornbech

Det er da dejligt, at der er så mange unge mennesker, der kører sig selv i døden. Det giver friske organer til syge, og sådan kan ungdommelige dødsbilister redde andre.

Ovenstående udsagn vil sikkert forarge de fleste. Ja, der er vel ingen, der tør vedkende sig faderskabet til et sådant standpunkt.

Men er det standpunkt egentlig så meget anderledes end den anskuelse, der med jævne mellemrum fremføres i den offentlige debat, nemlig, at loven skal indrettes, så ethvert menneske tvinges til at blive erklæret død, før der må foretages begravelse, ja, endog før der må skrives dødsattest, for at tjene som reservedelslager for andre.

Er det ene menneske ikke lige så godt som det andet, og er det ikke naturligt, at det ene eksemplar af arten giver livet videre med sine organer?

Nu videnskaben er nået så langt, at det kan erklære mennesket for dødt, før almindelige mennesker betragter det som dødt, og videnskaben kan transplantere organer fra det ene eksemplar til det andet, er det vel helt naturligt, at vi ofrer os i menneskehedens tjeneste?

DET ER ET FORRÅET menneskesyn at mene, at det ene eksemplar kan erstatte det andet. Videnskabens såkaldte fremskridt er videnskab. Men det er ikke videnskabens opgave at herse befolkningen på plads til en bestemt livsanskuelse. Men det er, hvad der er sket den sidste menneskealder. Der er herset med os, for at vi skal give os ind under hjernedødskriteriet og gøre det til vor anskuelse, at vi skal donere vore organer.

Alligevel er det altså ikke blevet så naturligt for den store del af befolkningen, der er veget tilbage fra at donere organer. Derfor må der herses med de pårørende. Jamen, råber lægerne straks: Vi spørger meget nænsomt. Det er muligt, men så snart spørgsmålet er stillet til pårørende, der oven i købet er i krise, så er der tale om tvang. Så er der lagt et pres på de pårørende, der tvinges ind i en valgsituation, de aldrig har bedt om.

Dertil kommer, at man i propagandaen er meget tilbageholdende med at fortælle om hjernedødskriteriet. I stedet bombarderes vi ustandselig med oplysning om, hvor mange mennesker vi kan redde ved at være donorer, og vi foreholdes de ventelister, som allerede var forudsigelige og blev forudsagt, da hjernedødskriteriet blev indført. Det er meningen, at vi skal have dårlig samvittighed, hvis ikke vi donerer. Det er dårlig moral, hvis ikke vi donerer.

Men al den propaganda til trods, har de fleste stadig ikke doneret deres organer.

Måske har de fleste fundet ud af, at propagandaen som oftest udelader den væsentlige detalje, at donorer netop ikke får en værdig død, men tværtimod nødvendigvis må udsættes for livsforlængende behandling, så organerne kan holde sig friske. Diverse maskiner sørger for at holde hjerte og vejrtrækning i gang. Den hjernedøde organdonor har røde kinder, hjertet slår, og de pårørende kan både se og høre, at vejrtrækningen fortsætter.

I den situation er det, at lægen erklærer donoren død, når hjernen er uafvendeligt død, og hjerte og vejrtrækning kun fortsætter med maskiners hjælp. Men patienten er altså ikke mere død, end at man ikke kan se det. Dødsattest må ikke udfærdiges, og begravelse må ikke foretages. Dertil kræves nemlig stadig, at hjertedøden er indtrådt.

Hjernedødskriteriet er alene indført på foranledning af videnskaben for at transplantation kan udføres.

For mange pårørende er det en barsk omgang at skulle tage afsked med en døende, der ser levende ud. Og derfor taler de, der går så meget ind for organdonation, da helst heller ikke om den side af sagen. I stedet gøres donation til en moralsk pligt, og politikere truer med, at lovgivningen må ændres, så den, der ikke får sagt fra i tide som donor, tvinges til at være donor.

Det må være helt op til den enkelte, om man vil være donor, og det tilkommer ikke videnskaben eller politikerne at blande sig i den enkeltes livssyn. Menneskets organer er ikke statens ejendom, og det tilkommer ikke staten ved lov at gennemtvinge, at den, der ikke helt frivilligt har doneret sine organer, automatisk er donor.

Hvis vi først gennemtvinger love, der forpligter det ene menneske til at være reservedelslager for det andet, eller bibringer den enkelte en følelse af svigt, hvis ikke han eller hun melder sig som donor, har vi reduceret os selv til ret og slet en biologisk art, og hvad bliver konsekvensen så næste gang, videnskaben står med et tilbud, du ikke kan afslå, som de siger i forretningsverdenen.

Hvad er et menneske egentlig. Det er vel en overvejelse værd?