Giv livet videre til en anden

Organtransplantation og den gyldne regel

NOGLE KLUMMER bør begynde med konklusionen, så her er den: Hvis jeg dør under omstændigheder, som gør det muligt, ønsker jeg, at mine organer skal kunne bruges til transplantation. Således at andre kan få liv og livskvalitet ud af det.

Det er resultatet på bundlinjen, selvom jeg har megen sans for en del af de argumenter, der leder til den modsatte konklusion. Og naturligvis har konklusionen sammenhæng med min kristne tro, selvom jeg ikke kunne drømme om at gøre den gældende som forpligtende kristen etik endsige påstå, at man kan udlede den direkte af Bibelen.

LÆS OGSÅ: Organdonation som tilvalg eller fravalg

Det argument mod transplantationer, som jeg bedst forstår, handler om hensynet til de pårørende. Man kommer ikke uden om, at det bliver en anden afsked med den døende hjernedøde elskede, når man ikke kan få lov til at holde ham i hånden, mens han udånder, men må forlade det varme legeme og først se ham igen, når kulden og dødsstivheden er på vej.

Det lader sig ikke bortforklare som bare følelser eller sentimentalitet, det er en reel omkostning ikke mindst fordi man må leve med viden om, at det kunne være anderledes. Måske kan det afbødes ved et godt farvelritual, men problemet forsvinder ikke.

Er det i øvrigt helt udelukket, at nogle pårørende vil opleve det forløsende at overvære selve operationen? Jeg mener, at hvis man kan overvære et kejsersnit som skulle være en temmelig voldsom oplevelse kan man måske også overvære en operation i den modsatte ende af livet? Men igen: Omkostningen er i alle tilfælde betydelig og reel.

DET GÆLDER OGSÅ det forhold, at hjernedødskriteriet er et akademisk kriterium. Det kan kun konstateres med bestemte avancerede apparater og en bestemt uddannelse, mens hjertedød kan konstateres af ethvert menneske med sine sanser i behold. Den lille tvivl, om han virkelig var død, kan leve videre.

Der er andre argumenter mod organdonation, jeg har mindre sans for, som for eksempel det sundhedsøkonomiske: at det skulle være uforholdsmæssigt dyrt i forhold til andre sygdomme og deres behandling, som man kan være nødt til at nedprioritere. Det må jeg overlade til fagfolkene at slås om, idet jeg dog bemærker, at det er dybt indflettet i vores kristne kultur at gå gennem ild og vand for at redde ét menneskes liv.

Spørgsmålet om, hvorvidt modtagerne af organer i virkeligheden får for lidt livskvalitet af det forlængede liv, overlader jeg også trygt til andre. Og med andre mener jeg i dette tilfælde ikke bare fagfolk, men de virkelig eksperter: modtagerne af de transplanterede organer. At der skulle være noget uetisk endsige ukristeligt i at bruge reservedele fra ét menneske i et andet, forstår jeg ganske enkelt ikke. Vi lærte jo netop af tømreren fra Nazaret noget om at sætte livet inklusive kroppen til for vores venner. Og organdonoren sætter jo ikke engang livet til. Kun den krop, vi ikke mere har brug for.

Når jeg kommer frem til den ovennævnte bundlinje, er der ét argument, som gør udslaget: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. (Matt. 7, 12). Og jeg er ligeglad med, om det var den antikke jødedom, en filosof eller Jesus, der fandt på denne gyldne regel. Den er i sin menneskelighed nok: Jeg elsker dette liv og ønsker at være sammen med dem, Gud satte mig mellem. Så længe som muligt.

Den, som vil hjælpe mig til at kunne det i en situation, hvor mine vitale organer sætter ud vil jeg være dybt taknemmelig.

Og selve denne taknemmelighed forpligter mig: Hvis jeg har mulighed for med den krop, jeg ikke mere selv har brug for, at hjælpe en anden til liv og fællesskab med hans elskede, så ville jeg svigte mig selv, hvis jeg lod være. Og det er vel selvom det lyder postmoderne den gyldne regels logik.

TILBAGE TIL det alvorlige spørgsmål om de pårørende. De er jo trods alt vores næste nærmeste som vi er kaldet til at elske.Hvis jeg anvender den gyldne regel på det spørgsmål og ser mig selv som pårørende, lyder mit regnestykke sådan: Jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil savne at følge den elskede de sidste minutter. Og det vil måske i første omgang hindre mig i en vigtig forløsende gråd.

Men i sidste ende vil jeg hellere leve med det savn end med bevidstheden om, at jeg kunne have givet liv til en anden. Og til hans elskede.

Og måske vil jeg et stykke nede ad vejen finde en lettelse i, at dette meningsløse dog gav liv til nogen. Sådan lander jeg. Vel vidende, at andre med samme tro og etik kommer til en anden konklusion.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard