Fejl skaber tvivl om organdonationer
En sag fra Aarhus, hvor forældrene til en ung pige blev bedt om at tage stilling til organdonation, hvorefter pigen alligevel overlevede, har ført til en diskussion om, hvornår man skal tale med pårørende om emnet. Ekspert frygter, at sagen vil føre til færre donationer
Hvornår er alt håb ude for et menneske, der for eksempel har haft hjertestop eller er skadet efter en færdselsulykke, så man kan tale med de pårørende om muligheden for organdonation?
Problemstillingen er blevet aktuel på grund af en konkret sag fra Aarhus i efteråret 2011, hvor forældrene til en 19-årig pige fik at vide, at deres datter sandsynligvis ville lide hjernedøden. De blev spurgt om og gav deres tilsagn til organdonation hvorefter pigen kom sig og overlevede. Siden har Aarhus Universitetshospital ændret retningslinjerne for, hvornår man skal tage samtalen med de pårørende:
LÆS OGSÅ: Krydsfeltet mellem livet og døden
Situationen udviklede sig ikke, som vi troede. Det var meget ulykkeligt, at familien skulle tage stilling til noget, der ikke bliver en realitet. Men det er vigtigt for os at tage ved lære, og belært af den her utilsigtede hændelse har vi indført mere præcise retningslinjer her i Aarhus, så vi tager samtalen med mere sikker grund under fødderne, siger Carsten Kock-Jensen, ledende overlæge ved Aarhus Universitetshospital, der godt kunne ønske sig, at vi fik landsdækkende retningslinjer på området.
I dag er det helt op til den enkelte læge, hvornår man tager samtalen med de pårørende. Nogle nævner muligheden i god tid mens andre venter, til efter patienten er erklæret hjernedød. Overlæge, dr.med. Michael Kosteljanetz ved Neurokirurgisk Klinik på Rigshospitalet kalder sagen for utroligt sjælden, og han påpeger, at det er svært at lave præcise retningslinjer på området:
LÆS OGSÅ: Venstre åbner for automatisk organdonation
Det har meget at gøre med følelser. De mennesker, vi skal tale med, er jo vidt forskellige steder i forhold til deres pårørendes mulige død. Nogen kommer selv ind på organdonation. Andre er i krise og kan slet ikke snakke om den slags ting. Man skal huske på, at når man taler om den sygdom, der fører til hjernens død, er det ofte en ulykke, der kommer som et lyn fra en klar himmel, så familien er helt uforberedt i modsætning til for eksempel en kræftsygdom.
Derfor kan det være uhyre vanskeligt at finde det rigtige tidpsunkt. Og man kan ikke forudsige med 100 procents sikkerhed, om det vil ende med hjernedød. Man er nødt til at komme med forbehold og sige, at det er overvejende sandsynligt, at det sker, siger Michael Kosteljanetz, der også er formand for Hjernedødsudvalget under Dansk Neurokirurgisk Selskab.
LÆS OGSÅ: Hjernedøde skal holdes i live
Ved udgangen af 2011 ventede 560 personer på et nyt organ. Center for Organdonation arbejder på at øge kvaliteten af den indsats, hospitaler yder i forbindelse med organdonation, og centerleder Helle Haubro Andersen håber ikke, at sagen fra Aarhus vil føre til, at lægerne skal vente endnu længere med at tage samtalen med de pårørende. Det kan i sidste ende føre til færre donationer:
Man kan ikke standardisere de her samtaler. Familierne og situationerne er forskellige. Hvis man spørger for sent, kan familierne opleve, at de bliver pressede, mens andre slet ikke kan overskue, at man spørger tidligt i forløbet. Jeg er virkelig bekymret for, at vi skal få faste regler og standarder på det her område, som for eksempel medfører, at sundhedspersonalet først må informere om muligheden for organdonation, når hjernedødsdiagnosen er stillet. Det handler om, at læger og sygeplejersker er trænet i at håndtere situationen, siger Helle Haubro Andersen.