Klassiker

De 10 vigtigste ting at vide om organdonation

Doctor holding medical instruments in his hands. sterile medical tools

Vidste du, at én død organdonor kan hjælpe over 50 syge? Eller at dyr måske kan donere organer til mennesker i fremtiden?

1. Hvad er organdonation og organtransplantation?

Organdonation betyder at afgive et organ eller væv fra menneskekroppen fra et menneske til et andet, der har behov for en transplantation.

I ordet "donation" ligger, at der er tale om en gave - altså noget, man giver.

Ordet "transplantation" betyder egentlig "omplantning", men forstås medicinsk som flytning af væv, for eksempel hud, led eller organer fra et sted af kroppen til et andet, eller - i forbindelse med organdonation - fra et menneske til et andet.

Selvom man tit tænker på organdonation som noget, der foregår, efter døden er indtruffet (teknisk set hjernedød - se punkt 6), kan det også være levende mennesker, der doneres fra. En nyre kan for eksempel doneres fra et levende menneske til et andet.

2. Hvad er de etiske dilemmaer ved organdonation?

Knoglemarv, en lever og andre organer kan, ligesom blod, doneres af levende mennesker. Men de mest vitale organer tager man fra hjernedøde. Det rejser et meget svært etisk dilemma: Hvem skal bestemme over den afdødes krop?

Er det den afdøde selv? I så fald kræver det, at personen, før han eller hun døde, har sagt ja til organdonation. Eller er det de pårørende? Hvilken ret har de til at bestemme? Eller er det samfundet? Kan samfundet med rette forvente, at alle mennesker, når de dør, stiller deres krop til rådighed for syge medmennesker?

Kort sagt: Hvem bestemmer?

En anden overvejelse er, om organdonationer helt burde undgås. Nogle mener, at det er det samme som kannibalisme.

3. Bliver mennesket gjort til en ting på grund af muligheden for organdonation?

Organdonation er en forholdsvis ny mulighed. Nogle mener, at den teknologiske mulighed for organdonation ændrer selve opfattelsen af, hvad det vil sige at være menneske. Tidligere formand for Det Etiske Råd, Ole J. Hartling, skriver for eksempel i Kristeligt Dagblad:

"En gylden etisk regel er, at et menneske skal være et formål i sig selv og ikke kun et middel, som kan bruges af andre. Ikke en genstand, som andre kan bruge, og et menneske består ikke af genstande heller ikke efter dette menneskes død."

Selve muligheden for transplantation har ført til et nyt syn på kroppen. Kroppen indeholder ressourcer i form af raske organer, og den afdøde krop bliver derved interessant for andre end dem, der står den afdøde nær. Personen bliver nu noget værd på en anden måde end i levende live personen bliver en medicinsk ressource.

Med andre ord: Bliver menneskekroppen til en ting? Og hvis ja, er det så mere eller mindre vigtigt end de syge, ens organer kan hjælpe til et bedre liv?

4. Er man i udgangspunktet organdonor?

Nej. I dag er det sådan, at man aktivt skal tilmelde sig donorregisteret (se punkt 5) for, at lægerne automatisk må antage, at man vil være organdonor. Men der er hele tiden løbende diskussioner blandt Folketingets politikere om, hvorvidt det skal være anderledes: At man i udgangspunktet bør være organdonor og aktivt skal framelde sig.

Den sidstnævnte mulighed er der i dag ikke politisk flertal for.

Også i Det Etiske Råd er man splittet omkring, hvorvidt danskere i udgangspunktet skal være organdonorer eller ej.

5. Hvordan bliver man organdonor? Og hvordan undgår man at blive det?

I Danmark bruges organer kun til transplantation, hvis man selv eller ens nærmeste har givet tilladelse.

Alle over 18 år kan selv bestemme, om de vil tillade transplantation af deres organer i tilfælde af hjernedød.

Har man ikke har taget stilling eller undladt at meddele sin beslutning skriftligt eller mundtligt, skal ens pårørende i givet fald sige ja eller nej.

Man kan tilmelde sig Donorregisteret eller udfylde et donorkort og bære det på sig i tilfælde af, at man dør.

Ved skriftlig donortilmelding kan de pårørende ikke ændre på ens beslutning, medmindre man ønsker, at de skal kunne gøre det. Dette skal afkrydses særskilt på donorkortet eller på tilmeldingen til Donorregistret.

Donortilmelding eller pårørendes accept dækker de juridiske aspekter af organdonation efter døden. I nogle tilfælde, for eksempel ved selvmord eller uforklarlig død, skal politiet også give tilladelse til organdonation, fordi de kan vurdere, at en obduktion til at opklare en eventuel forbrydelse kan være vigtigere end organdonationen.

Rent medicinsk skal man, for at kunne bruges til organdonation, være hjernedød og i respirator. Og ens organer skal være sunde.

På Donorregisteret kan man også registrere, at man under ingen omstændigheder vil have, at ens organer bruges til transplantation efter ens død, eller vælge at kun enkelte organer må bruges.

6. Hvad er hjernedødskriteriet?

Det er bestemt ved lov i Danmark, at man skal være erklæret hjernedød, for at man kan blive organdonor, af etiske årsager. Derfor er det ikke muligt, at en død på andre måder, end ved hjernedød, kan donere sine organer. Ved hjernedød er den mest fundamentale del af hjernen, hjernestammen, sat ud af funktion. Det er fra hjernestammen, at kroppens livsvigtige funktioner bliver styret.

Langt de fleste mennesker dør, fordi hjertet holder op med at slå og vejrtrækningen standser. Det kaldes hjertedødskriteriet. I Danmark er det dog i 150-200 tilfælde om året hjernen, der dør først. I 1990 vedtog man i Danmark hjernedødskriteriet.

En hjernedød er ikke en bevidstløs, der kan vågne igen. Hjernedød er en uoprettelig tilstand. Den hjernedøde kan ikke mærke noget - der er hverken tanker eller følelser, da en hjernedød ikke har nogen bevidsthed. Hjertet kan slå, selvom hjernen er død, hvis den hjernedøde er tilkoblet en respirator. Hjertet vil dog holde op med at slå efter få dage, også selvom den hjernedøde er tilkoblet respiratoren.

7. Er der organer nok til alle?

Nej, langt fra. Behovet overstiger udbuddet. Derfor er der opstået et sort marked for organer, hvor fattige sælger et organ, som for eksempel en nyre, for at tjene penge. Kina, Pakistan, Egypten, Columbia og Filippinerne er de steder i verden, hvor det sorte marked for organhandel er størst.

Det er i de fleste lande ulovligt at købe sig til et organ på det sorte marked, også i Danmark. Men det er ikke alle, der mener, at det bør være sådan. På den ene side kan man mene, at der er tale om grov udnyttelse af desperate fattige, hvis man køber et organ af dem - de risikerer jo at dø og at leve kortere tid. På den anden side kan man mene, at desperate fattige bør have lov til at sælge deres egne organer.

I nogle lande, for eksempel Kina, bruges henrettedes organer til at redde menneskeliv. I Belgien bruges aktiv dødshjælp-patienter som donorer.

8. Hvor meget af kroppen kan bruges?

De fleste af os tænker på seks organer, når vi taler om organdonation: Nyrer, hjertet, leveren, lungerne, tarme og bugspytkirtlen. Med god grund, for de seks organer er dem, som der er størst mangel på, og som flest står på venteliste for. Og disse organer skal transplanteres inden for få timer, ellers kan de ikke bruges. Men væv kan gemmes længere. Hornhinder, mellemøret, hud, hjertekamre, knogler, årer, led og andre dele af kroppen kan opbevares og senere bruges til at genoprette andre menneskers syn, dække brandsår, reparere hjerter og meget andet.

Potentielt set kan én død organdonor hjælpe over 50 andre til et bedre helbred.

9. Virker organdonation altid?

Nej. Man skal være "kompatibel" for at kunne modtage et organ fra et andet menneske. Ellers vil kroppens immunforsvar forsøge at skille sig af med det fremmede organ, ligesom immunforsvaret vil forsøge at skille sig af med en virus eller en splint i fingeren. Ingen to mennesker er ens, og derfor er dette altid en risiko ved organdonation og transplantation.

En række faktorer bestemmer, hvor kompatible to mennesker er. Først og fremmest skal man have samme blodtype. Chancerne for en vellykket organtransplantation er også bedre, når den, der afgiver et organ, og den, der modtager organet, har samme etnicitet. (Det er i øvrigt et problem for asiater og sorte i et land som Danmark, hvor de udgør en lille andel af den samlede befolkning. Netop disse to grupper har nemlig tre gange så stor sandsynlighed for at få behov for en nyretransplantation - læs mere her).

10. Hvordan kan man løse behovet for flere organdonationer?

Kort sagt er der fem muligheder:

  • Oplysning: Man kan forsøge at overtale flere danskere til at tilmelde sig donorregisteret. Derfor iværksætter Sundhedsstyrelsen løbende nye kampagner.
  • Betaling: Man kan tilbyde penge for at donere organer, som man kan overleve uden. Det sker i Danmark med sæd og i nogle lande med blod, æg, knoglemarv og så videre. I Danmark får man ikke betaling for donationer, men tabt arbejdsfortjeneste dækkes af staten. Donerer man for eksempel knoglemarv, vil man være sengeliggende i nogle dage.
  • Automatisk indskrivning i Donorregisteret: I stedet for aktivt at skulle tilmelde sig Donorregisteret, kan proceduren vendes om, så man aktivt skal framelde sig. Undersøgelser viser, at flere er villige til at være organdonorer, end der er tilmeldte i Donorregisteret.
  • Stamcellemanipulation og kloning: Selvom alt det ovenstående sker, vil der stadig være mangel på organer. Derfor håber mange på nye teknologiske muligheder for at kunne skabe organer af patientens egne stamceller, der kan vokses i et laboratorium til for eksempel nye årer eller ligefrem hjerter, nyrer og så videre. Det er stadig science fiktion, men måske ikke alt for længe - kloning er allerede muligt og i nær fremtid forventes stamceller at spille en vigtig rolle i behandling af slagtilfælde, diabetes (sukkersyge), rygmarvsskader, blindhed, døvhed, Parkinsons og Alzheimers sygdom, gigt og kræft.
  • Organer fra dyr: I fremtiden håber mange, at dyrs organer kan ændres på det genetiske plan, så mennesker kan modtage for eksempel hjerte eller nyrer fra grise og aber. Det kaldes "xenotransplantation", som betyder flytning af væv eller vævsdele fra en art til en anden. Potentielt set kunne organdonationer fra dyr redde mange menneskeliv. Men det indebærer selvfølgelig også etiske dilemmaer - er man fuldt menneske, hvis ens hjerte er fra en gris? Er det den rette måde at behandle dyr? Og så videre.