Ingen straf til danske forældre

Danske forældre kommer hverken i fængsel eller får en bøde, hvis deres børn begår grov kriminalitet. Men de risikerer at få taget børnechecken

Der er ingen strafferetslig tradition for, at vi i Danmark straffer nogen for den kriminalitet, som andre har begået.

Dog er der en generel tendens til, at forældre i stigende grad stilles til ansvar for deres børns adfærd, når de har begået kriminalitet. Det fortæller Noemi Katznelson, centerleder på Center for Ungdomsforskning på Danmarks Pædagogiske Universitet.

Generelt inddrager man i højere grad forældrene. Det hænger sammen med, at vi ofte er magtesløse, og her bliver forældreansvaret et redskab til at gribe ind over for de unge, fordi man ikke har set hurtige nok resultater ved udelukkende at fokusere på de unge selv, siger hun.

Det er trusler om at fjerne børnechecken og faren for at blive sat på gaden, som kommer tættest på en sanktion over for forældrene. Allerede i regeringsgrundlaget for 2005 slog regeringen fast, at forældrene skal stilles til ansvar for deres kriminelle børn. I mere end halvandet år har kommunerne nu kunnet trække forældre i børnechecken.

Derudover har der været flere eksempler på, at familier er blevet sat på gaden efter den såkaldte Brabrandmodel. Her er en særlig paragraf i lejeloven blevet brugt til at kræve udsættelse af familier, hvis børnene har været involveret i alvorlig kriminalitet i lokalområdet Gjellerup ved Århus. Senest har modellen været taget i brug ved terrorsagen fra Vollsmose ved Odense og en sag i København, hvor der blev fundet sprængstof i lejligheden. Her måtte hele familien flytte ud af deres lejlighed, fordi deres kriminelle børn havde forbrudt sig.

Men det sker yderst sjældent ligesom kun få forældre har fået frataget børnechecken. Og når vi ikke straffer forældrene, skyldes det, at vi har en helt anden straffemodel i Danmark end for eksempel USA, fremhæver Jesper Ryberg, professor i etik og retsfilosofi ved Roskilde Universitetscenter. Han peger på, at vi i en årrække har haft det syn, at straffe skal virke præventivt eller have en effekt.

Vi er måske mindre tilbøjelige til at straffe forældre, hvis der er tvivl om, om de det overhovedet virker, siger han.

Man ved med meget kriminalitet, at der er en voldsom social slagside, og de flest kriminelle unge kommer fra mindre velfungerende familier. Hvis man ønsker at få en præventiv virkning ud af straffen, kan man risikere at opnå det modsatte. For der er formentlig større risiko for at forværre børnenes kriminalitet yderligere, når det også går ud over deres forældre.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk