Børn og det virtuelle rum

Måske skal der lidt mere idérigdom ind i SFO'er og klubber - i stedet for computerspil, mener dagens kronikør. Foto: .

Den moderne eftergivenhed over for selv små børns daglige forbrug af voldelige computerspil er temmelig foruroligende, for selvfølgelig præger disse spil de yngste og mest udsatte børn, mener dagens kronikør

Det kan vel diskuteres, om der er mere vold i det danske samfund i dag end tidligere. Men der er næppe tvivl om, at volden er mere synlig - ikke mindst i medierne og de efterhånden uoverstigelige bunker af voldelige pc-spil. Spil, der i anmeldelser som oftest vurderes på, om de har "god vold og intrige".

Og så lader det til, at mange forældre og andre voksne er blevet mere eftergivende, ja måske opgivende: "Lad dog børnene more sig, det tager de vel ikke skade af" - sådan lyder det ofte fra blandt andet forældre.

Når det handler om børn og unges medievaner, har "den store eftergivenhed" indtil videre sejret. Men hvorfor er der for eksempel forældre, der klager over, at tv-stationerne sender voldelige film klokken 20 om aftenen, når børnene endnu ikke er gået i seng? Har forældrene ikke opdaget den røde knap på fjernbetjeningen? Hvis man synes, det er for uhyggeligt for børnene, så sluk!

Måske netop på grund af normløsheden er mange store børn og unge storforbrugere af film, dvd og pc-spil. Således fortæller medarbejdere i fritidsordninger og skoler ofte, at børnenes lege gennem de seneste 10 år har antaget et mere voldeligt og aggressivt præg.

I institution, skole og hjemme leger børnene ofte de temaer, de har set på tv. For eksempel slog og sparkede en fireårig dreng i en børnehave en kammerat. Da en voksen stopper ham, siger han overrasket: "Jamen, han kan jo bare rejse sig op og gå videre."

Selvfølgelig kan film og ikke mindst voldsspil, hvor børn og unge selv er med i setuppet, være en måde at spænde af på. At nogle børn og unge udlever og får luft for nogle aggressioner - i stedet for at tage frustrationerne med ud på gaden. Men risikoen for, at de bliver inspireret ved at spille volden igennem, er større end muligheden for, at de lader være.

Man kan vel næppe postulere, at en halv times voldeligt spil skader almindelige og velfungerende børn og unge. Og de, som har andre interesser end spil og film, skal nok lære de sociale spilleregler andre steder. Men mange børn og unge lever så at sige i en virtuel verden, og de mener ikke selv, de er ansvarlige for deres handlinger. De gør, som de har set så mange andre gøre. De lever op til de normer, de er blevet indprentet, og som i deres øjne er de rigtige. De ønsker at blive set som dem, der gør det rigtige – og de er stolte over det, de gør.

For de programmer og de computerspil, de hver dag i mange timer bruger tiden på, er på samme måde fyldt op med skyderi og mord - de skal meje mennesker ned, halshugge, stikke knive i tilfældige mennesker - og så et øjeblik efter går de videre.

Den fireårige tror fuldt og fast på det hele. De ældre børn ved godt, at det er noget, der foregår i en anden verden, men alligevel balancerer de i deres indre moralske overbevisning. "Jeg kan bare gøre det, der sker ikke noget, det er en præstation, man bliver respekteret for. Se mig, se, hvad jeg kan!"

Undersøgelser har vist, at hjernen kan udskille store mængder af stoffet dopamin, når man spiller voldelige spil. Dette stof er et slags indlærings- og belønningsstof, som hjernen udskiller for eksempel i forbindelse med sportsudøvelse og altså også i forbindelse med voldelige spil.

Så hvordan opfattes fantasi og virkelighed hos et barn, der spiller? Naturligvis er der forskel på at opleve vold på skærmen og på at deltage i vold i virkeligheden. Spørgsmålet er, om børn og unge kan komme til at vakle ved rutinemæssigt at opleve vold gennem medier – om det ændrer deres forhold til vold? For påvirkningen af hjernen under spil medvirker til at gøre spilleren afhængig af at spille. Som om afhængigheden ikke er nok, så vil de samme hjernekemiske mekanismer, der gør os afhængige, også medvirke til at sløre vores opfattelse af virkeligheden.

Forskningen har altså vist, at spil kan være vanedannende og kan medvirke til at gøre den, der spiller, meget mindre realistisk. Og set i relation til mediernes accelererende udbud af vold, fiktive eller reelle, er der god grund til at spekulere over, hvorvidt børns psykiske potentiale er af en sådan karakter, at de måske enten let lader sig fascinere af det, medierne har at byde på, eller bliver angste og utrygge ved at stifte bekendtskab med den store verden, de præsenteres for.

Dag efter dag fyldes deres hoved op med den slags. De ser - tro det eller ej - mere end tre timers vold hver eneste dag. De naive medietilhængere – forskere og politikere - mener ganske tilbagelænet, at det gør dem mere kompetente. De bliver kritiske, de vælger fra, de lukker ude - de bliver dygtige til at håndtere alle de mange voldsindtryk. De skeptiske ved, hvad forskningen fortæller med overbevisende styrke: Alle de børn og unge med den mest tynde baggrund, suger til sig og får en vision foræret - og de går efter den.

Hvad så - skal vi for at komme denne årsag til volden til livs indføre censur? Det er næppe en farbar vej, men måske skulle forældre lægge flere begrænsninger ind i forhold til, hvad de lader deres børn se og spille. Og ikke mindst skulle lærere og pædagoger hjælpe især de udsatte børn til andre aktiviteter, lære dem en mere kritisk indstilling til, hvad de ser og spiller.

Og måske skal der lidt mere iderigdom ind i vore SFO'er og klubber, hvor man ved selvsyn kan konstatere et masseopbud af computere og spillebokse og alt for ofte ligeglade voksne, der siger, at "det er jo det, børn og unge vil have, og hvis vi ikke har disse tilbud, kommer de ikke!". Jamen hvis det er tilbuddet, så kan man lige så godt lukke disse institutioner. For som det er nu, sidder de børn og unge, der spiller hjemme på X-boksen, og gør nøjagtigt det samme i fritidshjemmet og klubben. Det er her, vi som samfund – dag efter dag – disker op med den moralske recept: "Bekæmp dine fjender, mej dem ned, de er ikke bedre værd, du er selv udvalgt, du har ret, du har magt, du kan gøre det - gør det nu!"

Der skal et forøget fokus på børns medievaner - det er det indlysende og selvfølgelige. Og her kan man selvfølgelig som de ultraliberale tilbagelænet blot mene, at dette er et anliggende for forældrene. Men når forældrene af den ene eller anden grund ikke rækker til, må eksempelvis skoler og institutioner også her træde til, for her er der nære voksne, der har betydning for det enkelte barn.

Det er blandt andet her, et godt samspil mellem børn, unge og voksne kan danne et grundlag for den udfordrende "voksenhed", der kan være med til at sætte børnenes medieadfærd på dagsordenen. Det betyder ikke, at man i skole og institution skal overtage alle opgaver fra forældrene. Men det betyder, at pædagoger/lærere og forældre seriøst må drøfte med hinanden, hvem der gør hvad – ikke mindst skal forældrene til de såkaldt udsatte børn og unge inddrages, for de er i højeste grad en risikogruppe, når det handler om stort medieforbrug.

John Aasted Halse er autoriseret psykolog og forfatter. Han er tidligere formand for Børns Vilkår.