Beskyldt for medlidenhedsdrab: En tavle der aldrig vaskes ren

I år er det 30 år siden, at overlæge Mogens Hilden blev tiltalt for medlidenhedsdrab på en ung kvindelig patient. Selv holdt han fast i, at han alene havde lindret den døende kvindes smerter med morfin. For første gang nogensinde udtaler hovedpersonen sig

I patriciervillaen i Maribo på Lolland hænger kunsten tæt på væggene, og fra havestuen er der udsigt over søen. Mogens Hilden bærer en bakke ind med hjemmebagt rugbrød, ost og vin. Gravhunden Frida får et kødben. Som nutidsbillede er det nærmest malerisk.

Men vi sidder her for at tale om fortiden. Om en sag, der for 30 år siden vendte op og ned på Mogens Hildens liv, og som ikke har forladt ham siden.

Dengang, hvor overlægen blev tiltalt og siden frifundet for medlidenhedsdrab på en ung døende kvinde.

Sagen var uden sidestykke i dansk retshistorie. Den blev døbt "Hilden-sagen" og rullede hen over forsiderne på danske aviser med spektakulære overskrifter igennem næsten et år. Hovedpersonen selv lod sig dog aldrig interviewe.

Men til august runder Mogens Hilden 75 år og har nu besluttet, at han vil udtale sig om sagen. Foran ham på bordet ligger retsudskrifter og håndskrevne notater. Han er velforberedt og tydeligt berørt.

"Det er noget, jeg har tænkt på at gøre i mange år. Jeg er ved at blive gammel. Den dag, jeg ikke er her længere, er det jo sket med at omtale de her ting. Så hvis jeg skal bidrage med noget, er det nu. Og emnet passiv dødshjælp er jo stadig til diskussion."

Lad os skrue tiden tilbage til den 25. september 1978. Her bliver en 26-årige kvinde indlagt på Maribo Sygehus. Siden hun var 16 år, har hun levet med diagnosen Hodgkins sygdom - lymfeknudekræft. I foråret 1978 får hun derudover sekundær leukæmi og besked om, at hun højst har fem måneder at leve i.

Da hun bliver indlagt på Mogens Hildens afdeling, er hun meget medtaget af en infektion, som hun ikke selv kan bekæmpe. Man forsøger med antibiotika, men inden den når at virke, får hun akut lungesvigt og hjertestop.

Hun bliver genoplivet, men pådrager sig en kraftig hjerneblødning. Dagen efter stopper lægerne al behandling, bortset fra respirator. Man vurderer, at hun kun har få timer eller højst dage at leve i. Kvindens tilstand er udsigtsløs, og hendes forældre og to brødre er hos hende.

Hvad der herefter sker, er der dog siden delte meninger om.

Om aftenen lørdag den 26. august indfinder afdelingens 44-årige overlæge, Mogens Hilden, sig på hospitalet. Han er dagen igennem løbende blevet orienteret om kvindens tilstand. At overlægen dukker op på sygehuset er ikke usædvanligt - det ligger kun fem minutter fra hans bopæl, og han kommer ofte forbi, hvis der er aktuelle alvorlige sager.

Ifølge Mogens Hilden er den unge kvinde urolig og smerteplaget. Han tager hende derfor ud af respiratoren, fordi hun er i stand til at trække vejret selv og i øvrigt er generet af apparatet. Og giver hende derefter sammenlagt 2 ml. smertestillende morfin over en periode på tre kvarter.

Dette punkt bliver siden bestridt af nogle af sygeplejerskerne og de pårørende, der mener, at han giver hende tre sprøjter med hver 2 ml. - altså i alt 6 ml. - en meget stor dosis.

Selv forklarer Mogens Hilden, at han ikke tømmer sprøjterne - men giver en smule og holder øje med virkningen mellem hver af de tre indsprøjtninger og smider resten væk. Han forlader hospitalet kort efter midnat, og klokken 00.50 dør den unge kvinde.

Dødsfaldet giver i første omgang ikke anledning til debat, men en af sygeplejerskerne påstår efterfølgende, at Mogens Hilden ikke har handlet korrekt. Hun mener, at han aktivt har forårsaget kvindens død. Sygeplejersken lufter efterfølgende sin mistanke over for de pårørende, der en måned efter indgiver en anmeldelse til amtslægen. Til sidst ender sagen hos politiet som en drabssag.

Under stor dramatik bliver Mogens Hilden anholdt ved en lægekonference i Sverige og anbragt i isolation. Han bliver siden løsladt, men på det tidspunkt er historien allerede forsidestof. Ikke mindst formiddagsaviserne hægter sig på sagen.

Efter ni måneder kommer overlægen endelig for retten. Her lyder anklagemyndighedens påstand, at Mogens Hilden tager hen på sygehuset den pågældende aften for at tage livet af kvinden og forsætligt dræber hende med en stor dosis morfin. Forsvaret fastholder derimod, at han alene giver morfin for at lindre den unge kvindes smerter.

Retsmøderne varer omkring en uge og ender med, at Mogens Hilden bliver frikendt. Og en uge efter er han tilbage i sit gamle job. Han bliver boende i villaen midt i Maribo.

I dag er det de færreste i nærmiljøet, der ikke kender Mogens Hilden. Men på grund af alt muligt andet end retssagen: Den pensionerede overlæge driver stadig privat speciallægepraksis, han har siddet i byrådet i 12 år, været formand for menighedsrådet og har de seneste 10 år haft sit eget galleri i villaens kælder.

Men retssagen har han ikke omtalt offentligt.

"Jeg ønskede ikke at tale om den. Og jeg kunne heller ikke. Når folk alligevel fik mig til det, var jeg ødelagt af mareridt i flere dage efter. Sådan er det ofte, når man oplever noget voldsomt, så kan man ikke finde ord for de voldsomme følelser, kun man selv kender til," siger han.

Men interviewet i dag handler også om eftermæle. Hvis man googler Mogens Hilden på internettet, kan man finde omtale af sagen som en drabssag. Og det nager ham:

"Jeg synes egentlig, sagen skal have en anden omtale. For hvad var det, der skete? Jeg blev frifundet. Det var en legalisering af passiv dødshjælp. Det er uden for straf. Og det synes jeg ikke fremover skal omtales som drab," siger Hilden.

Kvinden var uafvendeligt døende. Og under retssagen fastslog retslægerådet, at de morfinindsprøjtninger, Mogens Hilden gav for at lindre smerter og uro, var helt i tråd med situationen, også selvom patientens liv blev afkortet.

"Som læger kan vi ikke slå op i en tabel om smerter i forhold til symptomer. Derfor er det så vigtigt, at der i forhold til passiv dødshjælp er et klart budskab: Såfremt der er brug for smertelindring for den uafvendeligt døende patient, må man give morfica i store doser, også selvom det medfører livets afkortning," siger Hilden.

Hilden-sagen havde stor bevågenhed, også i udlandet, fordi et lignende hændelsesforløb aldrig tidligere havde været bedømt af jurister.

"Der var på det tidspunkt ikke nogen lovgivning om, hvad læger måtte og skulle gøre. Jeg mener, min sag har været med til at skubbe lovgivningen på området et stykke frem, så vi læger må lindre døende. Selv med - og jeg kan ikke sige det tydeligt nok - en så stor dosis smertestillende, at det kan afkorte livslængden."

Et af de vigtigste dokumenter i sagen var en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen fra 1974. Den blev forfattet i forbindelse med en helt anden sag, men blev central i frifindelsen af Hilden og dannede senere grundlag for lovgivningen. Heri står blandt andet:

"I tilfælde, hvor der efter lægelig vurdering konstateres, at behandling af en patient er udsigtsløs, og døden nært forestående, må det anses for berettiget at indgive de nødvendige smertestillende midler, selvom dette som en ikke tilsigtet virkning kan medføre risiko for, at døden indtræffer på et lidt tidligere tidspunkt."

"Jeg har stået i den beskrevne situation både før og efter. Jeg gjorde ikke andet, end enhver anden læge har gjort før eller efter mig over for en uafvendeligt døende: Jeg sørgede for, at patienten ikke havde smerter," siger Mogens Hilden og fortsætter:

"Som læger skal vi være patientens advokater og ikke acceptere, at nogen dør skrigende af smerter. De fleste er bange for døden - men i virkeligheden er det ikke så meget selve døden som de smerter, de måske skal igennem, de frygter allermest. Skærsildsbegrebet eksisterer stadig. Det tænker jeg også selv meget over, nu jeg nærmer mig det tidspunkt, hvor jeg skal herfra."

Mogens Hilden håber, at sagen har været med til at ændre almindelige menneskers syn på passiv dødshjælp:

"Jeg tror, at sagen gjorde det mere klart, hvilket job læger forsøger at udfylde over for døende patienter. O.k. - det var mig, der betalte prisen. Det var mig, der var i fængsel og gennemlevede retssagen. Det kostede noget af mit liv. Men jeg er overbevist om, at den sag har medført, at andre end blot læger kan se, at man kan give doser, så døende får en værdig afsked uden smerte. Og hvis jeg har været med til at gøre vejen lettere for kolleger i dette land, er min sag småting," siger Mogens Hilden.

På et tidspunkt, inden retssagen rullede, tilbød anklagemyndigheden at lade sagen falde, fordi de kunne se, at den ikke holdt. Ikke mindst på grund af ovennævnte erklæring fra Sundhedsstyrelsen. Men forsvareren gjorde gældende, at hans klient skulle renses. Selvom det indebar risikoen for, at Mogens Hilden blev dømt for drab.

"Hvis jeg ikke havde haft en fundamental tro på, at retfærdigheden sker fyldest, havde jeg nok ikke stået det igennem. Og naturligvis kom jeg da undervejs i tvivl om sagens udfald. I et nævningeting, hvor der sidder mange forskellige mennesker, kan det da være svært for alle at forstå, at der kan være grund til at anvende smertestillende medicin i så høj en grad, at det kan afkorte livet."

Da Mogens Hilden blev frifundet, stod hundredvis af mennesker uden for retssalen og klappede. Blomster og breve fra hele landet væltede ind på hans adresse.

Og selvom der er gået så mange år, oplever han stadig, at folk, der husker sagen, stopper ham på gaden - også i København.

"Heldigvis har jeg ikke mødt en person, ej heller en patient, der ikke har været mig positivt stemt. Der har aldrig været noget med, at "der nok var lidt om snakken". Det er jeg taknemmelig for. Folk har været mig solidariske," siger han.

I et rum i hans kælder ligger danske og udenlandske aviser i store stakke. Her kan man læse alt om sagen. Hilden overvejede på et tidspunkt at smide dem ud, men sønnen Lars stoppede ham - han mente, de mange spaltemeter havde en vis historisk værdi. I stedet fjernede sønnen de eksemplarer med de mest ondsindede overskrifter.

"Når man har været 30 gange på forsiden af Ekstra Bladet, ved man godt, hvordan man ser ud," siger Mogens Hilden lakonisk, da han viser bunkerne frem.

Selvom han følte sig renset ved retssagen, sad oplevelsen af at være blevet betragtet som morder i ham i årevis. Og gør det på en måde stadig.

"Det har været hårdt. Der er ting, man oplever, som man må leve med - som bliver i en. Det er en tavle, der aldrig bliver vasket ren."