Vi har mistet vores naturlige medfølelse

"Jeg tror ikke, vi er genetisk bygget til at kunne forholde os til alt muligt, der foregår på den anden side af kloden, og når vi så står over for nogle fremmede i virkeligheden, her i vores eget land, så har vi helt mistet evnen til at tage anstændigt imod dem," siger Allan Olsen i forlængelse af årets tema på Århus Festuge: Naboer. -- Foto: Lars Aarø/Fokus.

Sangeren Allan Olsen er træt af det danske samfunds hang til at måle og veje, især når det gælder de udlændinge, der er blevet vores nye naboer. I aften åbner han Århus Festuge med 15 gamle sange tilsat nye "naboer" i form af jazzorkester og strygere

Det ligner et paradoks. I aften åbner Århus Festuge, der er et af årets helt store kulturbombardementer i Danmark, og på scenen til gallaåbningen står en mand, der egentlig ikke bryder sig om kultur.

Allan Olsen end ikke trækker på smilebåndet, når han fortæller, at han hverken har fjernsyn eller stereoanlæg og ikke er forbruger af nogen form for kultur.

"Jeg får kultur nok, eller hvad det nu er, i alt det, jeg render rundt og laver," siger han.

Vi sidder på en cafe i "midtbyen", som det hedder på århusiansk. Allan Olsen har travlt. Han er inde i et intenst prøveforløb med jazzorkestret Oktober og 13 strygere fra Aarhus Symfoniorkester, og om lidt bliver han hentet af en chauffør, der skal køre ham til Nyborg, hvor han skal spille med Dalton-vennerne Johnny Madsen og Lars Lilholt. Men lige nu, lige her, er han nærværende, signalerer masser af tid, og mens han tygger sig igennem en æggemad og skyller efter med orangejuice, fortæller ham beredvilligt om de dårligdomme, han synes, der findes i vores samfund, og som han, for en stor dels vedkommende, har brugt de sidste 25 år på at skrive sange om.

Tag nu eksempelvis årets festugetema "naboer". Naboer er som regel nogle mennesker, vi ikke selv har valgt, men som vi er mere eller mindre tvunget til at have tæt på os. Og hvordan klarer vi så den opgave?

Altså hvis vi ser bort fra det nære og kigger på naboskab i mere global forstand. Dårligt, mener Allan Olsen. Allerede for 15 år siden skrev han sangen "Wir will ein Danmark" med linjerne " Jeg ser dem i Kastrup forpjuskede i umoderne tøj, klamt af koldsved og med spinkle forhåbningers anstrøg. Jeg ser plasticblomsten af Danmarks dumhed stå frem, skyklapperslips der siger, send hele bundtet hjem." Siden den sang blev skrevet, er det kun gået den forkerte vej, synes han:

"Det er blevet mere forstemmende at være dansker. Vi har helt mistet vores naturlige medfølelse og empati og har dannet en slags mentalt arvæv over for mennesker i nød," siger Allan Olsen og kaster sig ud i en detaljeret forklaring om, at en af hans yndlingsaversioner, fjernsynet, har været med til at styre os i den retning.

"I min familie fik vi fjernsyn i 1963, og lige så langt jeg kan huske tilbage, har vi set billeder og hørt reportager fra balladen på Vestbredden. Det gør vi så stadigvæk – plus jordskælvet i Haiti, kampen mellem de gule og de røde i Bangkok, oversvømmelserne i Pakistan og så videre og så videre. Det kommer væltende, så snart vi tænder for kassen, og det er en af grundene til, at jeg ikke har fjernsyn. Jeg tror ikke, vi er genetisk bygget til at kunne forholde os til alt muligt, der foregår på den anden side af kloden, og når vi så står over for nogle fremmede i virkeligheden, her i vores eget land, så har vi helt mistet evnen til at tage anstændigt imod dem, vi er blevet immune."

Allan Olsen er især træt af det danske samfunds hang til at måle og veje, udstikke diagnoser og sætte alting på formler.

"Da jeg var barn i 1960?erne, fik alle fjernet mandler og visdomstænder, nu får alle ADHD. Begge dele er udtryk for et kynisk samfund, der ikke kan andet end at måle og veje. På samme måde måler og vejer vi vores nye naboer. Politisk er man i gang med at finde ud af, hvordan vi kan få de rige negere ind og holde de fattige negere ude. Vi er ikke langt fra at være et samfund, hvor de fremmede skal lægge en pose penge ved grænsen for at komme ind, men sker det, så bor jeg her altså ikke mere," siger Allan Olsen og tilføjer, at han ser et skisma i, at danskerne hører til verdens mest berejste folkefærd, men samtidig er så angste og intolerante over for folk, der kommer udefra.

"Jeg har aldrig mødt en sømand eller en langturschauffør, der var racist. Men spørgsmålet er, om den rejse, mange danskere foretager, blot er en rejse fra fladskærmen og ud i baghaven, som i parentes bemærket hedder Gran Canaria. Vi rejser egentlig ikke for at blive udfordret eller møde nogen, vi ikke kender i forvejen, vi rejser for at blive kløet lidt på ryggen i nogle omgivelser, som vi kender i forvejen," siger han.

En af idéerne med temaet for Århus Festuge i år er at sætte nye konstellationer af mennesker sammen og dermed danne anderledes kulturelle "naboskaber". Om det, der opstår bliver godt, er ikke til at vide på forhånd, men med festugedirektør Jens Folmer Jepsens ord kan det i hvert fald aldrig blive ligegyldigt. Det er Allan Olsen enig i, og derfor har han også indvilliget i at åbne festugen sammen med strygere og jazzorkester for at se, hvad der kan komme ud af det.

"Grundlæggende møder jeg mennesker med tillid og nysgerrighed. Det gælder både i mit arbejde og i mit liv i øvrigt, fastslår han.

Religion fylder ikke meget i Allan Olsens liv, men han har gennem årene haft mange interessante samtaler om tro, blandt andet med sin gode ven den norske teolog og troubadour Bjørn Eidsvåg, som han kalder "et herligt menneske".

"Jeg ved ikke, om jeg tror på Gud, men jeg er ret sikker på, at han tror på mig. Vi mennesker skal slet ikke diskutere, om der findes noget, som er større end os selv. Selvfølgelig gør der det, jeg kan ikke komme i tanke om noget, der er ret meget mindre end mig selv."

Allan Olsen tilhører, hvad han kalder, en stigmatiseret gruppe, nemlig rygerne, og det anser han som en klar fordel, når det handler om at møde nye mennesker.

"Er der nogen, der socialiserer, så er det os rygere. Vi er lavkaste-mennesker, der konstant er i bad standing, men det, at vi altid bliver jaget udenfor, gør jo, at vi falder i snak med de andre, der står ude på gaden. Det er måske egentlig det store håb for os: Jo mere man stigmatiserer forskellige grupper, jo mere tvinger man nye mennesker til at møde hinanden," siger Allan Olsen med sit karakteristiske lune og sin intakte frederikshavner-dialekt. Han ruller en cigaret mellem fingrene og virker pludselig mindre nærværende. Han må ud på gaden og møde nogle nye "naboer".

washuus@kristeligt-dagblad.dk