Utroskab og fortrydelse

- Mange ved ikke, hvad sikker sex er, siger Susanne Bjerregaard. Foto: Kilde: Arkiv

Et menneske, der har praktiseret 68-generationens frie kærlighed, kan få moralske skrupler med tiden

Nogle mennesker møblerer om på deres moralske tankegods med tiden. En augustaften i 2001 sidder 50-årige Tom Pedersen, barn af 1960'ernes frisind og frie kærlighed, og stirrer på et par af sine bekendte, der står tæt og kysser hinanden på dansegulvet.

Hans andelsboligforening arrangerer en sommerfest i den aflange gildesal i fælleshuset. Mange af gæsterne er venner udefra. De gufler i sig og drikker øl og vin og slår sig løs og danser tæt med deres partnere. Som nu.

Der er bare det ved det, at han har fået øje på nogle på dansegulvet, som ikke er et par. Kvindens mand har meldt afbud. Hun ankom alene til festen.

Nu slutter hendes ensomhed tilsyneladende. Tom ser, hvordan hun lister af sammen med sin dansepartner.

Tom tænker på kvindens mand. Han kender ham udmærket. De har hygget sig sammen og spist middage masser af gange. Tom kender også parrets 10-årige søn.

Når han skuer tilbage over sit liv, skulle han vel være den sidste til at rynke på næsen ad utroskab. Men mennesker bliver klogere med tiden. Moralske skrupler kan også snige sig ind på en 68'er.

Frit parforhold

Det var ellers under 1960'ernes ungdomsoprør, at frie parforhold og åbne ægteskaber gjorde op med den borgerlige moral omkring utroskab.

- Mange accepterede utroskab og syntes ligefrem, at det var en god idé. Men det viste sig, at der altid var en af partnerne, der havde mere lyst til at være åben end den anden, siger sexologen Birgit Dagmar Johansen.

Den slags erkendelser har - formentlig sammen med 1980'ernes debat om aids - ført til, at flere rynker på næsen ad utroskab i dag. Det gælder både generationerne før og efter 68'erne.

- Ideen om evig troskab er fremherskende blandt de unge. Måske fordi børnene har set deres forældre praktisere det modsatte med et kedeligt resultat, siger læge Christian Graugaard, der er formand for foreningen Sex og Samfund.

Men mange 68'ere erkender også i dag, at tanken om et samliv blottet for moralske spilleregler ikke holder vand.

Toldembedsmanden Tom Pedersen fra Thy gennemlevede 1960'erne som teenager. Da ungdomsoprøret eksploderede i 1968, var han 18 år gammel. Hans sanser stod pivåbne, og tidens ideer om fri kærlighed slog rod i ham.

- Når jeg efterfølgende ser på det, var det ikke uden omkostninger. Jeg synes, folk er blevet ekstremt moralske og stramme i dag. Men jeg har fundet ud af - af bitter erfaring - at utroskaben også har en grænse, siger han.

Fristelsen

I 1979 forelsker Tom Pedersen sig og danner par med kvinden Amalie. De taler længe og intimt sammen og når frem til, at mennesket ikke glimrer ved at være specielt monogamt. Folk lader sig friste, og i mange forhold splitter selv den mindste flirt to mennesker, der ellers holder af hinanden.

De aftaler, at utroskab ikke skal ødelægge deres forhold. Hvis fristelsen bliver for stor, er det i orden - når blot de fortæller det åbent bagefter. Det handler om at stole på hinanden - at acceptere og agere efter de drifter, der regerer i et menneske.

Et par år senere sidder han sammen med Amalie til en firmafest. Han lader sig fascinere af en kvindelig kollega. Han flirter med hende, og på et tidspunkt forlader de selskabet sammen.

Amalie ser udmærket, hvad der foregår. Næste dag taler de om det. Aftalen er jo, at utroskab ikke må ske i dølgsmål, og at de hver for sig skal stå ved deres ansvar.

Tom indrømmer åbent, at han gik i seng med sin kollega. Til hans lettelse skælder Amalie ikke ud. De diskuterer stille og roligt og snakker sagen igennem. Da de har talt, er det, som om luften er renset.

I de kommende måneder og år gentager de utroskaben en halv snes gange, også Amalie, og mens deres bekendtskabskreds studser, fordi de åbenlyst finder sig i hinandens eskapader, holder de sammen. De får en datter og lever som en familie.

Fortidens synder

Alligevel begynder Tom at fornemme, at nogle sidespring gør mere ondt end andre. Og en dag i 1990, efter ti år med accepteret utroskab, vender Tom hjem til en rasende og fortvivlet Amalie.

Nogle aftener inden mødte Tom Amalies søster på et værtshus i byen. I mange år har han flirtet med søsteren. Den aften fulgte han med søsteren hjem. De førte flirten ud i livet.

Desværre fortalte søsteren om deres natlige eskapade til sin kæreste. Og kæresten ringede til Amalie.

Mens han sidder og hører på Amalies anklager, kan han ikke sige andet end:

- Det er sket.

Men i sine tanker begynder han for første gang at tænke over, hvordan han overhovedet kunne gøre det. Lidt højtideligt spørger han sig selv: Er der intet, der er helligt?

Han finder ingen sikre svar. Amalie og han går i parterapi. Efterfølgende sidder han i sofaen i stuen eller ligger i sengen sammen med Amalie, hvor de taler deres forhold igennem.

Undervejs tager Tom en beslutning. Han vil ikke være utro længere. Prisen er for høj.

De gifter sig. Men det er, som om fortidens synder forpester deres kærlighed, og fire år senere forlader de hinanden.

Moralske skrupler

I august 2001, til festen i andelsboligforeningen, sidder Tom og ser, at den gifte kvinde vender tilbage, hånd i hånd med sin elsker. De har været væk i et par timer.

Måske er affæren et enkelt fejltrin, som aldrig vil gentage sig, tænker han. At sladre om utroskaben strejfer ham ikke.

Men de to elskere møder hinanden igen i den kommende tid. Tom tager sig i at tænke, at det foregår så åbenlyst, at forholdet nærmer sig det skamløse. Parret dukker op sammen i hans hjem. Nogle gange er kvindens 10-årige dreng med, og selv om de to voksne holder sig fra hinanden, fornemmer han, at drengen holder øje med sin mor.

Det går op for ham, at deres opførsel simpelthen støder ham moralsk.

Nogle måneder senere, efter at Tom nødtvunget har dækket over forholdet, indrømmer kvinden utroskaben over for sin mand - som straks kryber til korset og bekender, at han også har haft et forhold ved siden af ægteskabet.

Den melding letter Toms skrupler ved at have dækket over forholdet.

For selv om han har levet et liv med sidespring, erkender han, at utroskaben har en grænse.

lenler@kristeligt-dagblad.d

Navnene i denne artikel er opdigtede, men hovedpersonens fulde identitet er kendt af Kristeligt Dagblad.