Skarp kritik af Penkowa: Kan miste doktorgrad og ph.d.

-Arkiv- Milena Penkowa Foto: Linda Henriksen

En ny undersøgelse af Milena Penkowas hjerneforskning viser klare tegn på snyd. Det kan koste hende doktorgrad

Hjerneforsker Milena Penkowa bliver måske snart nødt til at strege både sin ph.d. og doktorgrad fra CV'et.

Et uafhængigt internationalt forskerpanel har nemlig fundet klare tegn på snyd og uredelighed i forskningen i 15 af Penkowas videnskabelige artikler.

LÆS OGSÅ:Sådan er Penkowa blevet undersøgtDet får Københavns Universitet til at se på muligheden for at fratage hjerneforskeren hendes doktorgrad og ph.d.

- Det Akademiske Råd på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet skal vurdere, om sagerne om Milena Penkowas forskning skal have en konsekvens for hendes doktorgrad og ph.d., siger prorektor Thomas Bjørnholm fra Københavns Universitet.

Professor Niels Borregaard fra Det Akademiske Råd forventer, at beslutningen vil blive truffet i år.

Det uafhængige forskerpanels rapport er blevet offentliggjort tirsdag eftermiddag. Her er 79 videnskabelige artikler med Milena Penkowa som hoved- eller medforfatter blevet undersøgt.

I 15 artikler fra hendes tidlige forskning i perioden 2000 til 2005 har panelet fundet klare tegn på uredelighed i forskningen.

Formand for panelet, professor Hans Lassmann fra Medical University i Wien, fastslår, at det er vigtigt at skelne mellem utilsigtede fejl og bevidste forfalskninger.

- Panelet af de internationale forskere er imidlertid ikke i tvivl om, at der er begrundet mistanke om bevidst videnskabeligt snyd i 15 af Penkowas artikler. Det er særligt artikler skrevet i hendes tidlige år som forsker, siger han.

Københavns Universitet har på baggrund af konklusionerne videresendt de 15 artikler til Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU), der i Danmark har kompetencen til at afgøre om en forsker er uredelig.

- Vi er for eksempel interesseret i at få afklaret sagerne omkring fire artikler, der indgår i Penkowas doktordisputats, og en artikel der vedrører hendes ph.d., siger prorektor Thomas Bjørnholm.

Hvis UVVU når frem til samme konklusioner om uredelighed som de internationale forskere, kan Københavns Universitet fratage titlerne fra Milena Penkowa.

UVVU ser i forvejen på to sager, hvori der ventes en afgørelse i løbet af efteråret.