Og prisen for årets klassiske farce går til ...
... Milena Penkowa. Sagen om den berømte og berygtede hjerneforsker præsenterer nemlig klassiske træk fra jungianske arketyper, eventyr og skuespil
Der var engang en viljefast og ambitiøs kvinde ved navn Milena Penkowa. Hun satte ikke sit lys under en skæppe, men kæmpede bravt for at nå til tops i sit eget eventyr-univers(itet). Den helt ekstraordinært prisvindende, usædvanligt selvsikre og karismatiske hjerneforsker havde ingen set magen til før, og folket klappede i hænderne og råbte hurra. Lige indtil rotteskeletter, eller manglen på samme, væltede ud af skabene, kejseren på universitetet måske var blevet snydt, og glansen gik bag om dansen.
LÆS OGSÅ: Københavns Universitet i stormvejr i Penkowa-sag
Omtrent sådan kunne de seneste års og især måneders avisartikler, tv-udsendelser og radioindslag næsten lige så godt have været skåret. For sagen om hjerneforskeren Milena Penkowas storhed og fald med først international anerkendelse og en galionsfigurlignende status for Danmark og Københavns Universitet og siden afsløringer af dokumentforfalskning, måske udokumenterede medicinske forsøg og en universitetsstab, der føler sig bedraget, fascinerer netop på grund af sine helt klassiske eventyr- og skuespilstræk. De har været med til, at næsten alle i kongeriget kender forskerens navn, og at langt flere end de involverede og berørte parter sluger detaljerne i det, der kan ligne en farce-føljeton, mener lektor ved Afdelingen for Dramaturgi og leder af Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet, Niels Overgaard Lehmann.
"Det har altid været et klassisk komedietræk, at den store falder, og at de, der ser ud til at være højt på strå, ikke er det alligevel," forklarer han og nævner som eksempel Molières "Den adelsglade herre", hvor hovedpersonen så frygteligt gerne vil opnå en finere status i samfundet, men kommer grueligt galt af sted.
"Når det er virkelighed, er det dog så som så med komikken. Her slår humoren let over i sin modsætning og bliver perfid," siger han og understreger, at sagen i sin alvor alene er relevant for befolkningen.
Men ser man på sagens udvikling, er der alligevel tale om et interessant stykke dramaturgi, som formentlig ingen dramatikere kunne have skabt lige så godt. Her overgår virkeligheden i sandhed fiktionen, mener Niels Overgaard Lehmann, men virkelighedens elementer og roller er alligevel klassiske i dramaturgisk forstand.
For det, vi alle – tilskuerne og mediebrugerne – søger, er den såkaldte poetiske retfærdighed, der ofte findes i farcerne og især hos Molière. Et passende eksempel er stykket "Tartuffe", hvor titelpersonen narrer en familie til at tro, at han er et slags orakel. Men som det bør være i en farce, bliver Tartuffe til slut afsløret og får sin straf.
"Hele pointen med farcen er, at vi som publikum får vores hævn over skurken. Vi bekræftes i, at det ikke kan betale sig at gøre noget forkert, og farcen bekræfter os i vores egen dyd, når vi ser andres lastefuldhed," siger han og tilføjer:
"I fortællingens vej mod den poetiske retfærdighed bliver samtidig de øvrige karakterers fejl afsløret, eksempelvis naiviteten hos de, der lader sig narre af bedrageren."
Og hvis der er noget, vi ikke bryder os om, så er det at blive narret, mener Misser Berg, jungiansk psykoanalytiker og formand for Jung Foreningen København, der beskæftiger sig med analyser efter psykoanalytikeren Carl Gustav Jungs teorier og metoder.
"Vores egen naivitet bliver afsløret, når en, vi først har dyrket og set op til,
viser sig at være skurk-
agtig," siger hun, der derfor klassificerer Milena Penkowa i to jungianske og eventyrlige arketyper – først heltinden og siden charlatanen, der kan forføre og få ting til at se ud af mere for egen vindings skyld.
"Sagen om Milena Penkowa bliver først rigtig interessant, da hun afsløres som charlatanen, og vi bliver enormt vrede og forargede over at være blevet ført bag lyset. Og så skal det undersøges! Det onde skal bekæmpes og det gode trækkes frem påny," siger Misser Berg som forklaring på, hvorfor sagen om Milena Penkowa kan blive ved med at tiltrække læsere, lyttere og seere.
Hvem der ender med at leve lykkeligt til deres dages ende, melder denne historie dog ikke noget om. Så det må blive i et andet eventyr engang.